Læsetid: 6 min.

Tillid

Dagens kronik er ikke en almindelig kronik, men et bidrag til antologien 'Livord', som udkommer i disse dage. En række danske forfattere fik stillet den opgave at skrive om et ord, som de har en særlig forkærlighed for. Tage Skou-Hansen valgte ordet tillid
27. oktober 2005

Hun var ikke lys og nordisk, ikke spor. Hun havde skikkelse som en dreng og hendes hår, som næsten var sort, sad altid i den samme frisure. Hun gik i korte kjoler og flade sko, fart på altid, livlig og ligefrem. Ubeslutsomhed var der ikke i hende, ikke mindste svaghed, som kunne kalde på omsorg. Hvor hun så gik og stod fulgtes hun bare altid med en dreng. Ikke den samme dreng ret længe. Hun kaldte på en forventning i det andet køn og forstod at holde liv i den. Onde tunger sagde bare, at hun selvfølgelig hele tiden lagde op til mere end hun nogensinde ville give de fyre. Men ingen af fyrene blev åbenbart rigtig bitre, når hun slap dem eller de opgav hende. Ingen bagtalte hende heller og gav hende et skandaløst rygte. Var der et par stykker, som blev ulykkelige, og det var der helt bestemt, så led de i stilhed.

Hvordan det nu spændte af med de fyre enkeltvis, der kom altid en til, og altså var der ingen tvivl. Hun ville ikke undvære dem. De syntes hun var dejlig, og det var det som holdt hende i gang. Holdt hun så slet ikke af dem? Det gjorde hun da. Måske ikke så meget som et par stykker af dem kom til at holde af hende. Uden at være særlig sexet eller indladende havde hun virkelig styr på alt det med det andet køn.

Helt nemt er det jo ikke at se så ejendommelig ud og have så mange muligheder. Hvordan og hvorfor vælge en enkelt ud, når man kan få dem alle sammen. Så er det enklere at sige nej til hele bundtet og se tiden an, og det var hvad hun gjorde.

Men efter gymnasieårene blev hendes situation alligevel hurtigt uholdbar. Hun syntes det kunne være nok nu med alle de unghunde. Et sceneskift var vist en god idé. Begynde forfra et sted ingen havde set hende med snart sagt enhver. Hun nåede det ikke. Han dukkede op af sig selv. En lidt ældre fyr, som var ny i byen. Han skulle lige overstå et vikariat hos den tandlæge, hun var sekretær for og var ellers på vej til et job i Svejts for at tjene en masse hurtige penge og få sin studiegæld ud af verden.

Han sad i en armstol og snakkede ud i luften om jazz. Tyvernes blues især, den tidlige Armstrong og hans Hot Seven med Earl Hines. Han så frem for sig med et henført blik, som om han lyttede til "Potato Head Blues" inde i hovedet eller til sin egen stemme, med et indadvendt lysende udtryk, som var den en romantisk solo.

Pludselig en aften fik han blik for hende. Den lille sorte skat med pagehår. Flapperen op ad dage. Og kom i tanker om Zelda og Scott. Og "Lady, Be Good". Gershwins slager.

Mærkelig begavelse. En mand, som forstod alting, så man ikke behøvede forklare ham noget. Eller en mand man ikke kunne komme til at forklare noget som helst, fordi han var fyldt op med sig selv. Ikke før det var for sent.

De blev gift samme sommer og flyttede ind i en skøn lejlighed i Zürich. Et højt nyt hus med udsigt til Mont Blanc, når vejret var meget klart. Han var væk hele dagen. Hun gik alene hjemme, ventede og håbede på at blive gravid. Da det trak ud, gav hun sig til at leve sin ungdoms tilværelse igen. Gik ud i byen, strejfede om, lærte den at kende og faldt i snak, selv blandt svejtsiske morakkere fik hun kontakt. Det var i hvert fald hvad hun forsøgte. Han ville bare ikke finde sig i det.

Han ringede hjem fra klinikken i alle sine pauser, da mønstret gik op for ham. Hvor var hun henne hele dagen? Til en koncert, en udstilling. På et museum eller en café. Og hvad lavede hun så i går? Det samme. Og i forgårs? Det kunne hun virkelig ikke huske på stående fod.

"Hvor er du altså mærkelig," sagde han.

"Hvordan det?"

"Du har overhovedet ikke styr på dig selv."

"Jeg har ikke gjort noget galt, hvis det er det du tror."

"Jeg aner aldrig, hvor du er henne eller hvem du er sammen med."

"De er så forskellige."

"Jeg vil altså ikke finde mig i det. Du kan ikke byde mig det."

"Hvilkenoget?"

"Du bruger folk imod mig."

"Vi taler overhovedet ikke om dig."

Hun udleverede ham, følte han. Så åben og opmærksom som hun var. Der gik noget fra ham, syntes han, som rettelig var hans. Hun røbede ham, blottede hans afhængighed, så alle kunne se den. Det slog ham omkuld, at den kvinde han havde giftet sig med, overhovedet ikke forstod sig på ham. Han kom til at skamme sig over sit begær.

Lyst var for ham forbundet med mørke og savn. Den var hemmelighedsfuld, mystisk altid. Hvis den blev offentlig kunne den slet ikke ske.

Måske erotik ikke betød alting, indvendte hun. Måske der kunne være andet i ægteskaber end sex. Men han kendte godt det synspunkt, det krav, rettere sagt, og gav ikke noget for det. Piger, som voksede op uden brødre, skulle altid romantisere mænd. Men ægteskab var sex, ellers var det ingenting. Ægteskab uden sex var kun konvention.

"Skal jeg bede om forladelse," spurgte hun.

"Så er det glemt, mener du?"

"Jeg håber det."

"Men det er det bare ikke," sagde han.

"Så lader jeg være. Når jeg alligevel er troløs."

"Det ved du bedst selv."

Tre år i Zürich blev det til. Han ville gerne have børn, men de fik ikke nogen og måske hun rent faktisk ikke kunne blive gravid. Så tog han en grusom hævn. Bedrog hende med en pige, hun ikke kunne udstå og som virkelig heller ikke var hende jævnbyrdig. For at gøre ydmygelsen fuldstændig ventede han med skilsmissen, til elskerinden havde promeneret sin graviditet i al offentlighed.

Han kunne ikke vide hvor godt han havde ramt, men hun glemte aldrig den ydmygelse. Det var første gang hun blev kasseret, hun havde ikke prøvet det før og undgik ikke at komme i tanker om alle dem hun uden synderlig bekymring selv havde slået op med. Hun var på nippet til at fortryde hele sit liv og føle at alting indtil nu havde været en fejltagelse. Men så indså hun, at det kun gjaldt de sidste tre år. Hun gav sig hen i foragt for ham, dyrkede den af hjertens lyst, og det hjalp. Folk forandrer sig. Men ikke alle folk. Ikke folk som hun. Ingen skulle nogensinde få lejlighed til at brænde hende af igen.

Og hvorfor skulle hun leve alene, når hun sagtens kunne blive både trofast - hvad dét så var - og lykkelig, bare hun fik fat i den rette mand. Og det gjorde hun så. Det blev nemmere end hun troede, men hun var jo selv så nem. Hun undersøgte markedet. Studerede opslag og stillingsannoncer. Personlige bekendtgørelser i søndagsaviserne. Hvad hun forestillede sig var en foretagsom, rastløs mand i fyrrerne. Fraskilt for enhver pris! En mand, som var begyndt at kede sig og godt ville have lidt sjov igen. Der var nok af dem. Den helt rigtige viste sig at være direktør for et rejsebureau, som savnede en fuldtids sekretær til en lille løn og store frynsegoder. Sekretær havde hun altid været, for en sagfører, en tandlæge, en charterdirektør. Det kom vel ud på ét. Direktøren viste sig at have en stor privat omgangskreds med frit valg på flere hylder. Og ud over firmabilen også en åben sportsvogn i carporten. Hun havde sjældent en weekend fri.

Uden for højsæsonen gjorde hun sig også som rejseleder for udvalgte, mindre selskaber. Fuldt fortrolig med niveauet i kundekredsen, alle formaliteter ved afrejse og ankomst og - selvfølgelig - også med de mere banale rutiner ved start og landing, når piloten indstiller bremseklapperne ude i vingerne, sætter dem op og ned, især det sidste, som sikrer at flyet holder sin bane, bremser op og ikke fortsætter ud over landingsbanen. Flapperne kalder man dem.

Tage Skou-Hansen er forfatter

Antologien Livord er redigeret af Klaus Rifbjerg for Politikens Forlag (256 s., 249 kr.). Blandt bidragyderne er også Anders Bodelsen, Suzanne Brøgger, Leif Davidsen, Bent Vinn Nielsen, Katrine Marie Guldager, Bjarne Reuter, Svend Holm og Hanne Marie Svendsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu