Læsetid: 3 min.

En tillidssag

15. november 2001

Indtil sidste forår kunne man stadig høre kritiske røster i Det Hvide Hus og Kongressen om den tidligere KGB-spion Vladimir Putin – hans brutale undertrykkelse af tjetjenske frihedskæmperes (nu kaldt terrorister) kamp mod den russiske bjørn og mundkurven den russiske præsident havde lagt på nogle af de russiske tv-stationer og aviser. Verden var ovenikøbet vidne til en spionaffære i bedste koldkrigsstil, der udløste en lige-for-lige udvisning af snesevis af amerikanske og russiske diplomater mellem Washington og Moskva. Forholdet mellem de to magter syntes at være nået bunden, og i europæiske hovedstæder var man ikke alene nervøse; man var også godt og grundigt irriteret over George W. Bush’ enerådige internationale politik. Så tog præsidenten på sin første rundrejse i Europa (og undgik smart nok at besøge de store lande) og sagde efter sit første møde med Putin i Slovenien: »Jeg kan se denne mand lige i øjnene og stole på ham.«
Det var det første skridt ind i varmen. Herefter fulgte 11. september, som gjorde de to mænd til partnere i en fælles sag mod terrorismen, og siden da synes intet at kunne adskille dem. I går aftes fejrede Bush og Putin deres venskab på den amerikanske præsidents ranch i Texas med down home catfish fordøjet med akkompagnement fra et western swing band. I dag vil Bush køre sin gæst rundt på sin store ranch, og når der ind imellem er tid, skal man bl.a. drøfte ABM-traktatens fremtid.

Ti År efter Sovjets sammenbrud er det i sandhed på tide, at den tidligere supermagt etablerer et varigt og stabilt forhold til den tilbageblivende supermagt – en smertelig og vanskelig opgave for det nye demokratiske Rusland, fordi det handler om at indskrænke globale ambitioner uden helt at give slip på dem og hænge fast i forestillingen om, at landet stadig tæller i kraft af sine store lagre af atomvåben. Putin har vist sig at være en handlingens og visionens mand, der greb en chance for at omdefinere forholdet til USA efter den 11. september, trods bitter modstand langt ind i det russiske militærapparat. Rusland har helt uden fortilfælde ladet amerikanerne anvende baser i Usbekistan og Tadjikistan i krigen i Afghanistan og forsynet USA med værdifulde efterretninger om Taleban og al-Qaeda. Nu er tiden så kommet til, at Rusland indkasserer gevinsterne og Putin havde utvivlsomt håbet, at Bush ville gå med til et kompromis om ABM-traktaten.
Det er stadig muligt, men foreløbig ser det ud til, at en mulig omskrivning af traktaten – der lader USA gennemføre afprøvninger af radarer og antimissiler til et raketskjold i de næste fem år – vil blive udsat til bedre tider. Tilsyneladende kan Bush-regeringen ikke acceptere, at Rusland skulle godkende hver afprøvning. Til gengæld er de to parter blevet enige om at nedbringe deres arsenaler af interkontinentale atomraketter til en tredjedel. Resultatet er, at USA om ti år vil råde over mellem 1.700 og 2.200 missiler og Rusland over 1.500 – et positivt bidrag til nedrustning og til en omdefinering af trusselbilledet i det 21. århundrede. Men før man lader champagnen flyde i Texas, er der grund til at spørge, hvorfor USA og Rusland ikke kunne reducere deres lagre til eksempelvis 500 interkontinentale missiler. I 1997 blev Boris Jeltsin og Bill Clinton enige om, at en START III-aftale ville indebære 2.000 raketter på hver side, så den mundtlige aftale mellem Bush og Putin virker ikke så vovelig, som man først skulle tro.

Herudover ønsker Bush-regeringen ikke at anvende mekanismer for gensidig kontrol af reduktionerne indbygget i START I-aftalen fra 1991. Ja, man ser helst ikke, at noget bliver skrevet ned, sort på hvidt. »Vi stoler på hinanden,« sagde Bush i tirsdags. Årsagen er, at USA foretrækker at bevare fleksibilitet til at øge eller reducere arsenalet, afhængig af trusselbilledet. Men det afviste Putin straks. Overfor sine kritikere hjemme har han behov for at at få alt på skrift og garantier for, at Rusland kan verificere reduktionen af USA’s atommissiler. Ellers bliver han beskyldt for at give USA frie hænder. På den anden side presser høge i Pentagon og konservative i Kongressen Bush til at forsværge nye våbenkontrolaftaler – der skulle lægge bånd på USA - og give ABM-traktaten dødsstødet. Her ser man altså, hvor svært det kan blive for præsidenterne at håndtere relationerne mellem deres lande. Vanetænkning dominerer stadig i baglandet. Er et håndtryk mellem to venner nok til at lancere en ny alliance mellem USA og Rusland efter den 11. september?

burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu