Læsetid: 5 min.

Tillykke, Dr. Freud

Det Jødiske Museum i Berlin fejrer Sigmund Freuds 150 års fødselsdag med en stor udstilling. Her belyses fobier, Freuds liv og Lille Hans, der ønsker sig en tissemand så stor som fars. Det gøres ikke med nogen særlig dybde. Til gengæld er udstillingen fuld af humor
5. maj 2006

BERLIN - Min ældste datter er lige fyldt fire år. Hendes børnehave er taget på feriekoloni i fem dage i dag. Hun ville ikke med. Hun fik lov at blive hjemme. Selv har jeg frygtelige minder om uudholdelig hjemvé på en feriekoloni med min børnehave som barn. Har jeg overført mit eget traume fra barndommen til min datter og ubevidst påvirket hende til ikke at ville med?

Uden psykoanalysens fader, Sigmund Freud, ville jeg nok slet og ret tænke: Min datter ved, hvad hun har lyst til og ikke lyst til. Hun ved, at hun ville savne sin mor og far for meget. Hun ligger ikke under for gruppepres, for selv om de to hjerteveninder skal med, holder hun på at blive hjemme. Uden Sigmund Freud, som på lørdag fylder 150 år, er der meget, der ville være lettere.

Ål af filt, søjler af glasur

Det Jødiske Museum har delt udstillingen i tre afsnit. Første del er en kæmpestor hvid fødselsdagskage. Rundt på de enorme trekantede stykker er hele Freuds liv, lige fra han blev født, udlagt i 24 scener. Små møbler i hvid sukkerglasur og 10 centimeter høje dukker af tøj og filt. Mens man går rundt om den enorme kage, kan man høre om hver enkelt begivenhed.

Men egentlig er det nok bare at beskue den nyfødte Freud i vuggen, allerede da med fuldskæg. Eller hans mor nøgen, som han ser som fire-årig. Man ser ham på Forum Romanum i Rom (hvad ville Freud ikke selv kunne få ud af væltede antikke søjler af sukkerglasur?). Man ser ham dissekere 400 ål for at finde ud af noget om deres kønsdele. Man ser kejseren af Østrig udnævne Freud til professor, og man ser små onde SA-dukker gennemsøge hans berømte lejlighed i Berggasse 19, Wien i marts 1938.

Kort efter flygtede familien til London, og her ser man Virginia Woolf, Salvador Dalì og Stefan Zweig en miniature på besøg i gyngesofaen i hans have. Sidstnævnte holdt i øvrigt gravtalen over Sigmund Freud, da han døde året efter.

Grundbegreberne i neon

Anden del er en slags labyrint. Labryrintens gange er skabt af massevis af lysende kasser i neonfarver, der hænger ned fra loftet. På dem står ord som hysteri, fortrængning, ønske, anale fase, kastration, sublimering, urscene og fobi. Og man kunne blive ved med ødipuskompleks, perversion, tvangsneurose og over-jeg.

Det er psykoanalysens grundbegreber, der sættes i scene her. Og ved at blive bombarderet med dem så massivt som her, går det op for én, hvor stor betydning Freud og hans psykoanalyse har og har haft. Hele den vestlige civilisations måde at anskue sig selv og sine personlige problemer er hans fortjeneste - eller skyld.

Kasserne er suppleret med plancher med ordforklaringer og præsentation af Freuds berømteste patienter som Anna O., Dora, Den Lille Hans og Ulvemanden. Desuden er der en hest, perleørenringe, en rotte, et brændende hus og andre ting, som patienterne drager associationer til. Her er udstillingen interaktiv. Man kan få babyer til at græde, heste til at vrinske og andre små chok.

Hvor interessant den del af udstillingen er, kan diskuteres. Trænger man til at få Ulvemandens traume over at se forældrene kopulere frisket op, er det vel sjovt nok.

Selv fandt jeg det enorme stamtræ over hele familien Freud, der hænger på den ene væg, mere interessant. Her bliver man mindet om, hvorfor denne udstilling egentlig hører hjemme på Det Jødiske Museum. Freud bekendte sig nemlig som voksen ikke til nogen religion. Hans jødiske herkomst betød, at han hele sit liv frygtede, at psykoanalysen blot ville blive betragtet som et jødisk projekt.

Men af stamtræet kan man se, at tre af hans søstre blev myrdet i Treblinka og Theresienstadt, henholdsvis 82, 80 og 78 år gamle. Freud nåede som sagt selv at flygte til England, og af samme grund befinder hans berømte briks sig på Freud-museet i London og ikke i Wien, hvor han ellers levede stort set hele sit liv.

Kønt faderkompleks

Udstillingens tredje og sidste del består af en lang zigzagget sofa beklædt med noget gulvtæppe. På væggen hænger fotografier af briksen hos 140 af de ikke mindre end 800 praktiserende psykoanalytikere i Berlin.

Enkelte steder, hvor lyset falder smukt ind på fotografierne, og puderne er i afstemte farver, får man omgående lyst til at lægge sig godt til rette. Andre stederne, hvor der står nøgne plastikdukker på bordet ved siden af, eller hvor der sidder en tøjtrold på briksen, får man lyst til at løbe skrigende bort.

I øvrigt er det svært ikke at fæste sig ved, at antallet af psykoanalytikere er markant højere i det tidligere Vestberlins velhaverkvarterer som Charlottenburg og Zehlendorf end i østkvartererne Mitte og Prenzlauer Berg, hvor tallet aftager markant for at ligge på nul i det helt østlige gammelkommunistiske betonslum Marzahn. Her er der ingen psykoanalyse, til gengæld masser af højhuse.

Psykoanalyse er et vestligt fænomen, kan man vist godt konkludere.

Fra sofaen kan man på små monitorer nyde en sammenklippet kavalkade af Hollywood på briksen. Der er et væld af perler lige fra Hitchcock-filmen Spellbound fra 1945 med Ingrid Bergman som psykoanalytiker helt frem til 1990'ernes allestedsnærværende tegneserie The Simpsons.

Her vælger udstillingen for alvor at se psykoanalysen fra den humoristiske side, og det letter unægteligt. Tony Curtis sidder over for sin kvindelige analytiker Sylvia. Hun holder stædigt fast i, at han ikke er forelsket i hende, men ser en faderfigur i hende.

"De er nu noget kønnere end min far," siger han med sit skæve smil og får udstillingens tilskuere til at lette jublende fra sofaen.

Inden man er nået helt rundt, skal man igennem en mørk gang, hvor patientens synsvinkel fra briksen hos førnævnte 140 psykiatere er fotograferet. Helt så indbydende ser det ikke ud herfra. Når man forlader udstillingen, grunder man lidt over, hvor befordrende for ens sjælstilstand, det trods alt er at ligge og glo op i en gummipalme eller en række hvide Ikea-skabe.

Og dog: 50 minutter i selskab med det mest interessante emne i verden? Freud har ikke levet forgæves.

PSYCHOanalyse - Sigmund Freud zum 150. Geburtstag, til 27. august 2006, Jüdisches Museum Berlin, Lindenstrasse 9-14, 10969 Berlin, man 10-22, tir-søn 10-20, www.jmberlin.de

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu