Læsetid: 4 min.

Tillykke Tyskland

29. september 1998

Med hvad? Med et systemskifte, som ganske vist måtte komme, men som nu føles så meget desto stærkere, fordi Kohl måtte smides ud. Desværre kan han dermed ikke gå med den ære, der tilkommer ham. Nu vil han blive husket som Kansleren Der Blev For Længe.
Men tillykke med en ny kansler, der er karakteriseret ved opportunisme og politisk ustabilitet? Socialdemokraternes Gerhard Schröder er ikke tillidsvækkende, og hans valgløfter om både skattenedsættelser og øgede sociale udgifter - uden snak om hverken andre nedskæringer eller alternative indtægtskilder er det heller ikke.
Nuvel - man må vel gøre som i tilfældet Tony Blair: Tro på mandens pæne intentioner og se, hvad han kan.

Schröder har to vanskelige koalitionsvalg. Han kan vælge at danne regering med De Grønne, og dermed få et flertal på 21 mandater - ikke mange i et parlament med 669. Men det er dog nok til at rumme selv den katastrofale mulighed, at De Grønne revner midt over som følge af de mange endnu ikke afklarede interne stridigheder om afgørende områder som skatte-, energi- og forsvarspolitik.
Så er der meget mere vægt i en såkaldt "stor" koalition med de borgerlige, dvs. kristdemokraterne i CDU og CSU. Sådan en koalition vil rumme mere end 80 procent af hele parlamentet. Samtidig er der tale om koalition mellem prøvede partier med langt mere færdigudviklet politik end De Grønnes, således at et forhandlet regeringsgrundlag er lettere for Schröder at stole på.
"Samarbejdet skal først og fremmest være stabilt," sagde Schröders formand for parlamentsgruppen, Rudolf Scharping i går. Men ingen af de to muligheder er synderligt stabile. Den ene er desuden farlig. Den anden fuld af perspektiver.
Faren ved den store koalition består først og fremmest i, at parlamentet drænes for opposition. Det har to konsekvenser. For det første vil behovet for internt i regeringen at banke dissidenter på plads være så voldsomt, at alle fornuftige og vigtige politiske debatter nødvendigvis vil blive ført bag lukkede døre. For det andet er de resterende partier i parlamentet så realpolitisk marginaliserede, at de risikerer at forfalde - eller blive kapret af medlemsoprør - til ekstremisme. Begge dele til skade for demokratiet - og landet.
Da Tyskland sidste - og eneste - gang blev regeret af en stor koalition (1968-70) førte det til en militant antiparlamentarisme, hvis ultimative produkt var terrorgruppen Rote Arme Fraktion.
Da Østrig i dette årti blev regeret af sin tilsvarende store koalition, var resultatet den voldsomme vækst i højrefløjen, som repræsenteres af Jörg Haider, hvis fremmedhadske politik har fascistoid karakter.

Den store koalition bærer - for lukkede døre - oppositionen i sig selv. Behovet for, når næste valg nærmer sig, at trække fronterne op mellem partierne betyder let, at samarbejdet revner i god tid før valgkampen.
En stor koalition er derfor hverken stabil eller demokratisk ønskværdig. En stærk opposition er guld værd for både land og regering.
Det efterlader Schröder med den anden mulighed, samarbejdet med de grønne, der samtidig er det mest perspektivrige.
Partierne er stort set enige om den nødvendige skattereform - begge ønsker at sætte skatten ned, mest for de lavtlønnede. Men De Grønne har desuden et bud på hvordan dette og Schröders øvrige løfter kan indfries - nemlig ved grønne afgifter på især energiforbrug, bl.a. den berømte bebudede benzinprisforhøjelse over fem år til 20 kr. pr. liter. Den del af Schröders politik, der skal skabe beskæftigelse og mindske arbejdsløsheden, kan han finde lige så eller mere stabil støtte til hos De Grønne end hos kristdemokraterne.
I går bebudede De Grønne en fortsættelse af Tysklands udenrigspolitik, et emne der har bekymret landets allierede, især fordi De Grønne tidligere var stærkt imod et tysk militær. Dét kapitel er - i princippet - ovre, efter en ihærdig indsats af partileder Joschka Fischer, der støttede tysk militært bidrag til de humanitære aktioner i Somalia og - ikke mindst - Bosnien. Men uanset forsikringerne i går fra en taburet-ivrende Fischer, kan den interne debat i De Grønne hurtigt blusse op igen; tysk indsats i aktion for Kosovo mod Milosevic? I en ny aktion mod Saddam Hussein?
EU-perspektivet er det mest løfterige ved en koalition med De Grønne. Allerede i går vurderede tyske eksperter, at en regering med De Grønnes deltagelse vil være langt mere positiv over for en landbrugsreform, der beskærer de tilskud, som er kilden til
europæisk landbrugs voldsomme miljøødelæggelser.
Men mere endnu: Kohls regering blokerede for en aftale mellem Sweitz og EU om en vejafgift for lastbiler. Afgiften blev søndag vedtaget af de schweisiske vælgere, og med grøn deltagelse kan en tysk regering blive mere lydhør for det perspektivrige i Schweiz-aftalen: At der indføres vejafgift overalt i EU, ikke mindst i Tyskland - for at presse mere fragt over på jernbanerne. Sådan kunne man fortsætte med eksempler på, at den store folkelige tyske miljøbevidsthed omsat i praktisk politik kan lette vejen for mere miljøbevidst politik i de øvrige lande: Grøn modstand mod gensplejset mad interesserer Danmark og Østrig, nedbygning af a-kraften kan få betydning i Frankrig.
Først og fremmest skal de to partier imidlertid finde en politik, der kan mindske arbejdsløsheden. Det var vælgernes vigtigste ønske. En regering med De Grønne giver håb om, at EU's stærkeste land kan vise vej i Europa for, hvordan dét kan gå hånd i hånd med respekt for miljøet.pety

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu