Læsetid: 3 min.

Tilskåret efterretning

17. april 2004

MED ABSOLUT ENERET for Information kan vi bringe en fortroligtstemplet og dybt klassificeret kommunikation, som forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) er i gang med at sende til statsministeren. Den lyder således:
»Kære Anders. Som du bad mig om i torsdags, har jeg taget ’initiativ til afklassificering af Forsvarets Efterretningstjenestes vurdering af Iraks rådighed over masseødelæggelsesvåben i perioden op til iværksættelsen af den militære aktion’. De ord, jeg har sat i […], foreslår jeg, at vi ved offentliggørelsen af dokumenterne udelader af hensyn til ’kildebeskyttelse’ og ’vitale politiske interesser’ – således som jeg tror, vi to er enige om at forstå disse begreber. Ønsker du mere strøget, skal du bare sige til, men nedenfor er altså mit forslag:

’FORSVARETS Efterretningstjeneste har fra sædvanligvis velunderrettede kilder [især Sorø Tidende] erfaret, at der blandt [herboende] irakere er meget betydelig utilfredshed med myndighedernes behandling af dem.
Ikke mindst vækker det vrede, at hver af dem behandles som potentiel agent for fremmede magter, mens myndighederne er notorisk eftergivende i deres overvågning af ledende militærpersoner, der er under mistanke for krigsforbrydelser.
Ifølge de selvsamme kilder vil en indgriben udefra – med sigte på at få bragt disse misforhold til ophør – blive mødt med betydelig begejstring og kan forvente udbredt støtte.

FOR FORSVARETS Efterretningstjeneste er et egentligt estimat af Saddam-styrets kapaciteter, hvad angår masseødelæggelsesvåben [ingenlunde] ukompliceret at foretage. Dette skyldes ikke mindst, at Tjenesten [overhovedet ikke] har agenter på stedet [endsige nogen], der er i stand til at forstå de sprog, der tales dér.
Disse forhold må tillægges betydelig vægt i bedømmelsen af Tjenestens vurdering. Den er således [afhængig af netsurfing i det omfang, en sådan er]
i overensstemmelse med, hvad der oplyses fra britiske og amerikanske efterretningskilder. Tjenesten bemærker, at også disse nære allierede kilder synes [ude af stand til] at gennemskue, hvad der foregår i Irak. Endvidere kan det konstateres, at briterne og amerikanerne er [politisk selektive med, hvad de er] villige til at videreformidle fra deres satellitfotos og agenter på stedet.
FN’s våbeninspektører forekommer derimod at være en kilde, der [ikke] har taktiske og/eller politiske motiver i vurderingen af de kemiske, biologiske og atomare våben, som Saddam er i gang med at udvikle eller allerede måtte råde over. Dette må være afgørende for den holdning, som Danmark anlægger over for FN i spørgsmålet om krig eller ikke-krig i Irak.
Sammenfattede må det siges, [at det selvfølgelig ikke ganske kan udelukkes], at Saddam har eller vil udvikle brugbar kapacitet vedrørende masseødelæggelsesvåben. Det er [næppe] en kapacitet, der kan bringes i anvendelse inden for 45 minutter eller på så fjerne afstande som Europa. Det er [imidlertid ikke] noget, vi véd. Det [tillader omstændighederne, som de nu engang] er ikke[. Det er] noget, vi tror.

FORSVARETS Efterretningstjeneste skal henstille til statsministeren, at han [ikke yderligere] skruer op for sin retorik, hvad angår de våben, som Saddam-styret råder over.
En sådan skærpelse af tonen har [tvivlsomt] belæg i de faktisk foreliggende oplysninger og kan være egnet til [alt andet end] at styrke befolkningens tillid til det arbejde, som efterretningstjenesterne udfører, og som nødvendigvis må danne grundlag for de beslutninger, de folkevalgte træffer. Ikke mindst er det vigtigt, at de dokumenter, som offentligheden siden måtte få kendskab til, bekræfter, at beslutningerne fuldt ud er båret af saglige hensyn.’

JA, KÆRE ANDERS, så mange – eller rettere: så mange færre – var ordene. Jeg bør udtrykke min taknemmelighed over den bistand, som din spindoktor har ydet til min ditto i forslagene til nænsom beskæring af teksten. Godt, at vi også på dette område kan følge vore forbilleder i London og
Washington. Jeg forbliver forhåbentligt meget længe din forsvarsminister Svend Aage.«

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her