Læsetid: 5 min.

Tilstanden Irak/tilstanden Danmark

Med omskrivninger, fortielser og bortforklaringer luller landets ledende politikere os borgere i hvis navn de fører krig i Irak, ind i en tilstand af fortvivlet forvirring over, at intet i dagens Danmark tilsyneladende er hvad det giver sig ud for at være
21. november 2006

At forestille sig Irak. At forestille sig hvordan livet former sig for den almindelige iraker under den amerikanske besættelse i et borgerkrigshærget land, præget af lovløshed, vold og drab. Hvor kidnapninger og bombeattentater hører til dagens orden. Og hvor de irakiske husholdninger har to timers elektricitet om dagen, hvor 68 procent er uden rent drikkevand, og hvor kun 19 pct. har adgang til kloaksystemet. At sætte sig i irakernes sted. At forestille sig krigens rædsler, med bevidstheden om vores medansvar som en del af den amerikansk ledede koalition: det tror jeg mange danskere viger tilbage for, det er for ubærligt, for uoverskueligt, så hellere skubbe ubehaget fra sig, lade som ingenting, krybe ind under osteklokken og koncentrere sig om det hjemlige. Men billederne af torturscenerne fra Abu Ghraib fængslet i Bagdad, masakren i Falluja. Billederne af død og ødelæggelse i de daglige rapportager fra Irak. Det ligger altsammen et sted i baghovedet, gemt som en urovækkende og skamfuld fortrængning. For vi ved at det der eksponeres i medierne kun er toppen af isbjerget, og at vi selv som en af USA's mest trofaste allierede er en del af miseren.

De værste skrækscenarier og advarsler - selv fra højtstående amerikanske politikere og militærfolk - om at en invasion af Irak ville føre til borgerkrig, til at landet ville blive opdelt i etniske og religiøse grupperinger, advarslerne om anarki og opløsning af det store olierige land og om endnu mere terror i Mellemøsten og i vores del af verden, de advarsler der blev oprullet ved de store antikrigs-demonstrationer verden over, i Sidney, Rom, London, Washington og København umiddelbart inden koalitionens invasion i marts 2003. Alle disse profetier er blevet opfyldt. Det er tilmed gået meget værre end vi i vores vildeste fantasi havde forudset.

Krigen er nu i slutningen af sit 4. år. Irakerne flygter i titusinder til nabolandene Syrien og Jordan og til Europa, og flygtningestrømmen er voksende, dog ikke til Danmark hvor de irakiske flygtninge ikke kan forvente at få asyl, til trods for at vi har et medansvar for tilstanden i Irak, hvor 1.200.000 er flygtet ud af landet, 655.000 er internt fordrevet og mere end 600.000, hovedsagelig civile, er blevet dræbt siden invasionen.

På den baggrund og med den daglige billedstrøm fra det irakiske helvede kørende som et parallelspor til den danske hverdag forekommer regeringens og dens støttepartis verdensfjerne måde at omtale det, der sker i Irak på og alle de fraser og klichéer vi bliver spist af med, ikke bare kynisk manipulerende, men også ynkeligt: At ansvarlige politikere så konsekvent taler i intetsigende sprogkonstruktioner, tømt for indhold, og dermed skaber en fornemmelse af uvirkelighed, en fornemmelse af at Irak som det ser ud i medierne, ikke findes, men blot er et abstrakt skyggeland i de spinforblindede ministerhoveder.

.

Eksemplerne på regeringspartiernes berøringsangste omgang med virkeligheden i Irak er utallige: 29. okt. blev 17 tolke der arbejdede på den fælles dansk/britiske politiskole i Basra dræbt og de øvrige irakere i tolkekorpset sagde op af frygt for deres liv. Alligevel hævder Anders Fogh Rasmussen få dage senere (1/11) uden at nævne episoden, der endnu ikke var kommet til offentlighedens kendskab: "At selv om situationen i Irak ikke er tilfredsstillende, så går det rigtig godt i det danske indsatsområde." Likvideringen af de irakiske tolke var først forsidehistorie i Politiken 8/11. Men hverken statsministeren eller forsvarsministeren har kommenteret den alvorlige begivenhed der sætter uddannelsen af irakiske politifolk i stå, et projekt der tilmed er fremhævet som selve meningen med vores tilstedeværelse i Irak. Også Venstres ordfører Troels Lund Poulsen går på kattepoter, da han i et nyligt interview bliver spurgt om situationen i Irak: "Det der bekymrer mig mest er, at der i dele af Irak er en trist udvikling". I samme interviewserie tilstår Søren Espersen hårdt presset: "Vi synes da heller ikke at alt i Irak er godt". Alle disse ubestemmelige og næsten enslydende spinudtalelser efterlader avislæseren og tv-seeren med et diffust ubehag af vildrede og desorientering.

Lige efter det amerikanske midtvejsvalg og Bushs lancering af en ny strategi i Irak forvandlede det politiske røgslør sig til eftersnak. En ny strategi blev omgående - dagen efter - proklameret af vores følgagtige statsminister. Vi må være loyale, stå last og brast. Og forsvarministeren, Søren Gade venter spændt på den nye Bush-strategi, som vi selvfølgelig vil følge, så snart meldingen kommer, bedyrer han. Også Per Stig Møller står fast på at vi ikke har noget andet valg end at blive i Irak. Vi danskere løber ikke fra vores aftaler. Vi kan ikke stikke halen mellem benene og bare beslutte os for at bakke ud. Er den ellers så begavede mand ikke klar over at vi godt ved, at det ikke handler om dydig spejdermoral? Men om at regeringen og dens støtteparti har lænket os til USA og reduceret Danmark til en amerikansk vasalstat.

Når man sammenligner med USA og England har der ikke været nogen tilbundsgående diskussion om Danmarks deltagelse i den såkaldte 'koalition af villige'. Endsige en officiel høring om grundlaget for den ulovlige krig. Ethvert tilløb til debat bliver slået hen eller tiet ihjel og modstanderne af Irak-krigen beskyldt for at gå terrorristernes ærinde. Der bliver lagt låg på alle væsentlige spørgsmål. Vi får aldrig ren besked eller et ærligt svar. Vi er underlagt en kollektiv fortrængning hvad angår vores rolle som krigsførende nation og en del af besættelsen af Irak. Vi er underlagt et demokratisk underskud, fremprovokeret af en statsminister der praksiserer - som han selv formulerer det - 'tavshedens strategi' og under denne parole har afvist mere end 200 forespørgsler om interviews vedrørende Irak-krigen.

Som borgere et et demokratisk samfund har vi et medansvar for den politik der bliver ført. Vi har et medansvar, både vi der er i opposition og indtil for ganske nylig udgjorde et mindretal, og de der støtter op om den siddende regerings Irak-politik. Beslutningen om at Danmark skulle tilslutte sig koalitionen og deltage i invasionen i Irak blev ganskevist vedtaget med et snævert flertal i Folketinget, men beslutningen havde en solid tilslutning i befolkningen. Danmark var det land i Europa hvor Irak-krigen havde størst opbakning. Så meget desto mere grund er der til at glæde sig over de seneste meningsmålinger der siger at 60 pct. er imod Danmarks deltagelse i Irak og kun 29 pct. er for. Det er på høje tid vi kaster regeringens spin af os og konfronterer os med konsekvenserne af Irak-krigen. At vi følger den amerikanske befolknings eksempel og mobiliserer en massiv modstand mod krigen, en modstand der forhåbenlig bliver det vendepunkt, der kan være med til at bevæge regeringen og Dansk Folkeparti til at trække de danske tropper ud af Irak. Danmarks fortsatte deltagelse i den amerikansk ledede koalition sker i vores navn. Vi kan ikke længere løbe fra vores ansvar. Hvis vi skal kunne se os selv og hinanden i øjnene, må vi gøre vores stemme gældende så det både kan ses og høres og protestere mod det danske engagement i krigsvanviddet i Irak.

Ovenstående er en redigeret version af en tale holdt ved et anti-krigsmøde den 15. nov. i Stefanskirken på Nørrebro, indkaldt af Johan Kirkmann-initiativet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her