Læsetid: 5 min.

En ting skal se ud på sin egen måde

Ting skal være smukke og gode, så bliver de æstetiske. For designer og keramiker Ole Jensen hænger det sammen med at finde frem til det, der får tingene til at udtrykke deres essens. Det er med designerens ord 'poetisk problemløsning'
29. januar 2007

Han smider en gummibalje på gulvet. Den rammer med et klask. OPVASK, står der med sorte stencil-bogstaver på den rød-brune gummi-balje. Kort efter smider han en til og en til. Sorte og røde, runde, tre- og firkantede. De er limet synligt sammen i bunden og siden, og sømmen ligner mest af alt det stykke, der adskiller cykelslangen fra dens lap.

"Det er forløberne for gummibaljen her," siger designeren bag baljerne, Ole Jensen, der i virkeligheden er keramiker og står omgivet af krus, kander, fade og baljer i sit propfyldte værksted på Frederiksberg. Han peger på en af baljerne. Den er grøn som en legoklods og har hverken sømme, limninger eller bogstaver, der skal tydeliggøre dens funktion.

"De bedste ting er i virkeligheden dem, der på en eller anden måde i deres form overstråler det, der oprindelig var problemet. Når tingene kommer til at se ud på deres egen måde, når tingene kan vise, hvad de er, og hvad de består af," siger Ole Jensen for at forklare, hvad han mener essensen af en 'ting' er.

Ole Jensen taler meget og vestjysk, stemmen glider opad midt i ordene, og de lange a'er trækkes ud og ender med at blive til æ. Baljen blev oprindeligt udviklet til en udstilling, forklarer han. Inden da havde Ole Jensen lavet rigtig meget, der i sidste ende havnede i opvaskebaljen. Nu ville han så tage sig af opvasken i stedet.

"En opvask er jo et billede på den uafvendelige hverdag. Det handler ikke om at gøre opvasken hurtigere eller mere effektiv, men om at gøre den langsomme og manuelle opvask mere attraktiv. Udgangspunktet er i virkeligheden poetisk problemløsning."

Og så gik han i gang med at sy, skære, lime og tænke. For eksempel over, at det kunne være i et materiale, der føjede sig bedre til glas, porcelæn og gryder.

"I sådan en proces spørger jeg mig selv: Genkender du det? Jeg registrerer, at det virker godt på mig, og så har jeg tillid til, at jeg er fuldstændig ligesom andre mennesker. Jeg har tillid til, at hvis jeg ser noget, så ser andre det samme. På en måde kan man sige, at jeg undersøger og registrerer tingene i mit værksted på vegne af andre mennesker. Det, jeg går meget efter, er at ramme noget, der på den ene side er meget nyt og på den anden side er meget alment og velkendt. At kunne pege på det almene i et stykke formgivning eller design."

Det smukke hjørne

Ole Jensen peger på en af baljernes underkant. Den er limet sammen, så kanten bobler.

"Det der vil jeg alligevel registrere som værende dårligt."

Det var en af de første, han lavede. Men han blev bedre, og da han blev ved, opstod der detaljer og forme, han ikke havde regnet med.

"Min måde at arbejde på er ved at bruge håndværket som kreativ proces. Man kan også kalde det håndens arbejde. Det er ved at lave det, man ikke præcist kender formlen på. Det er formen og stoffet, der kommunikerer med brugeren, og det er derfor, baljen kom til at se sådan ud. Sådan et hjørne her. Jeg havde aldrig tænkt, at baljen kunne få et så smukt hjørne."

Og det var der også andre, der syntes. Baljerne blev populære, og Ole Jensen limede omkring 500 baljer sammen, som blev sendt til for eksempel Tyskland og Spanien. Han nåede at blive godt og grundigt træt af at lime baljer, inden Normann Copenhagen overtog produktionen, og den blev ændret, modificeret og effektiviseret, så den kunne laves ud af et stykke.

"Den er blevet lidt noget andet, men den er blevet bedre som produkt, end den var som kunsthåndværk. Men kunsthåndværket har til gengæld været vigtigt for, at den overhovedet blev en realitet som industrielt produkt. Når jeg laver ting til industriel produktion, foregår det selvfølgelig i samarbejde med ingeniører, købmænd og andre specialister. Hvad en ting koster, er jo også et parameter. Men jeg holder fast i, at selv om jeg samarbejder med utrolig mange, er jeg ikke nogen generalist, men en specialist. Jeg bruger utrolig lang tid alene, inden andre kommer ind i processen, for som udgangspunkt vil jeg fastholde retten til at træffe nogle valg på lige fod med en forfatter eller en komponist. Set i forhold til den moderne måde at uddanne designere på, kan jeg være bekymret for, at man nedprioriterer det enkelte menneskes evne til at komponere, musikalisere over et formmæssigt indtryk og finde frem til essensen."

Den tykke tud

Og at finde frem til essensen bruger Ole Jensen det meste af sin tid på, hvad enten han sidder ved sin drejeskive med ler eller sidder og skitserer på papir. Det uventede kommer oftest frem, når han sidder med materialet. Som da han lavede en termokande for Royal Copenhagen.

"De første, jeg lavede, var ret dårlige. Men så begyndte jeg at tænke over, at det, der kendetegner en termokande, er, at den er dobbeltvægget. Så jeg lavede den tykkere, og oppe ved tuden drejede jeg kanten ind, så den tykke væg blev synlig. Og så tænker man: 'Hov, det var jo egentlig ret flot det der'. Netop fordi man nu kan se, at den er dobbeltvægget, er formen på vej til at kommunikere, hvad en termobeholder er."

Lige ved siden af hylderne, hvor termokanderne og forløberne i ler står, er der tre lyserøde toiletter. 'Toilet med synlig vandlås', som de hedder. Vandlåsen snor sig da også ganske rigtigt synligt flere gange rundt om sig selv.

"De skulle virke, jeg har testet dem. Altså ikke rigtigt, men med vand," siger Ole Jensen om toiletterne, som han selv mener opstod som en slags modreaktion mod moderne sanitet, hvor alle funktioner, nærmest sterilt, bliver gemt af vejen.

"Uanset hvor højteknologisk og globaliseret og moderne en verden, vi lever i, så tror jeg, at der er noget sten-alder, næsten primitivt, over menneskers umiddelbare tilgang til ting. Det kan godt lyde gammeldags, men jeg tror, at fysiske ting som et lokum eller en kop stadig spiller en meget betydningsfuld rolle for moderne mennesker, fordi det er ting, vi forstår og ikke mindst genkender. Og problemet med at hælde kaffe ind i munden er jo løst for længe siden. Der må jo nødvendigvis være en kunstnerisk dimension i det," siger han. Hvad enten det handler om et toilet, en kande eller en opvaskebalje.

Om Ole Jensen selv bruger sin balje?

"Ja selvfølgelig, her i værkstedet, men derhjemme har vi jo en opvaskemaskine. Jeg er bange for, at den del af opvasken har baljen ikke løst."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu