Læsetid: 11 min.

Dette er tingen, der taler

Samuel Becketts romantrilogi om døden - 'Molly', 'Malone dør' og 'Den unævnelige' er dystre og vanskelige, men også heroiske komedier, som trods deres illusionsløshed, hylder livet, skriver Salman Rushdie i denne lovprisning af en af sine største litterære helte
25. februar 2006

I mine øjne har Samuel Beckett altid først og fremmest været romanforfatter og kun i anden række dramatiker. Jeg indrømmer gerne, at denne opfattelse meget vel kan skyldes den rækkefølge, jeg kom til at læse ham i. Jeg læste Becketts romaner, før jeg så nogen af hans teaterstykker. Så da jeg først stiftede bekendtskab med Didi og Gogo - de eksistentialistiske vagabonder fra Vi venter på Godot - var det så at sige igennem deres prosaiske modstykkers briller, at jeg oplevede dem. Derfor gættede jeg også straks på, at den Godot, de ventede på, var ingen anden end døden - hin store bussemand, som så mange af Becketts romanpersoner også må konfrontere, imens livets sidste spasmer, grimasser og ræb - ja, hele dets forrykte, martrede tale - må gøre fyldest i fraværet af plot.

I min studietid (Rushdie læste historie på Kings College i Cambridge, red.) var det for mig selve livets næring at gå på opdagelse i bøgernes verden. Jeg kom aldrig til at studere engelsk litteratur på universitetet, men som bogelsker gennempløjede jeg boghandlere, antikvariater og biblioteker som en udhungret og slugte grådigt hvad som helst, der nu faldt for. Jeg overgav mig til læsningens rus i langstrakte, idiosynkratiske anfald. Jeg eksperimenterede med litteraturens som bevidsthedsudvidende stof på et tidspunkt, da så mange af mine jævnaldrende fumlede rundt med andre, mindre verbale nøgler til perceptionens døre. Over en lang periode fortærede jeg alt, hvad jeg kunne finde af science-fiction, indtil min fascination en skønne dag sluktes fuldstændig, som havde nogen revet stikket ud af en kontakt. Derefter fulgte en betagelse af amerikansk litteratur (og ikke kun de kanoniske værker som Twains Huckleberry Finn eller Roths Herzog), men også de mere sælsomme som en Thomas Pynchon, en John Gardner, en John Hawkes). Min næste store åbenbaring blev Borges, hvis Fiktioner flyttede rundt på nogle vigtige kredsløb i mit hoved og fik mig til at ønske at læse alt andet, der i de år blev offentliggjort i spartanske paperback-udgaver af den navnkundige forlægger John Calder. Jeg blev hurtigt narkotisk afhængig af Calders udsøgte kvalitetssans. Det var takket være ham, at jeg opdagede Alain Robbe-Grillets Jalousi og mange andre nouveaux romanciers. Og det var ad dette spor - selvfølgelig var det kun rimeligt, at min vej til Beckett måtte gå over Frankrig - at jeg en sommerdag fik fat i et eksemplar af Molloy og straks efter de to øvrige bind i Becketts romantrilogi, Malone dør og Den unævnelige. Det var i Bowes & Bowes, en Cambridge-boghandel i den nordlige ende af Kings Parade, som var blevet den foretrukne jagtmark for mine gennembladringsudflugter. (Blot savnede dette firmanavn et par 'r'er, som jeg med kåd ortografisk generøsitet tilføjede for mig selv, så jeg fik anagrammet Browse & Browse (to browse = at gennembladre).

Døden kun et ord

Året var 1966, og jeg var endnu ikke fyldt nitten, og dengang var døden og jeg endnu kun perifert bekendte. Ganske vist havde jeg haft lejlighed til at iagttage døden på afstand, men vi var aldrig blevet formelt præsenteret for hinanden. Der havde været en dag på Katedralskolen i Bombay, i 1958, da skodderne blev lukket i for alle vinduer og døre, der vendte ud til skolegården, således at vi ikke kunne se den bil, der var kommet for at hente liget af en dreng på min alder, hvis navn var Jimmy King. Og der var den dag på Kings College, da det rygte hurtigt kom over alles læber, at en studerende var død af en overdosis - "det må have været dårlig syre," husker jeg en medstuderende kommentere episoden, men ingen af disse dødsfald så jeg selv noget til. Og også i mit familieliv var døden stadig en abstraktion. Mine bedsteforældre på mødrene side var stadig i live. Min farfar var død, før jeg blev født, så han var aldrig andet for mig end et fotografi. Min farmor, der skrantede fælt, var flyttet ind hos os, da jeg var tre år gammel, og stod det tappert igennem, når jeg insisterede på at lege doktor med legetøjsstetoskop og alting. Beredvilligt rejste hun sig fra sit sygeleje for at halte forpint rundt, når jeg uden forståelse for hendes lidelser kommanderede hende hende frem og tilbage i hendes soveværelse, hvor gardinerne altid var rullet ned. Men så forlod hun os igen og rejste hjem til Old Delhi. Og da hun kort efter døde, var det i en usynlig og anden verden, som et barn hurtigt kunne lære at se bort fra. Det var ikke meget anderledes, end da hun vinkede farvel til os på Bombays hovedbanegård og med posttoget dampede af sted, ud i skumringen.

Døden var, kunne man sige, stadig som et ord i en bog for mig. Jeg havde dengang endnu ikke vasket min fars, korte, tunge døde krop eller mumlet farvel til et lig med åbentstående mund, der engang var den første kvinde, jeg nogensinde har elsket. Ej heller havde jeg grædt rasende tårer, da jeg af omstændighederne blev nægtet retten til at stå ved min moders grav. Følgelig følte jeg mig endnu udødelig, og de udødelige har i sagens natur en ganske anden indfaldsvinkel til dødelighed, i og med at de tror sig selv immune over for denne sælsomme lidelse. Da jeg som ung mand således første gang stod over for disse tekster, der er så intenst optaget af det tema om vor fælles forgængelighed, som Henry James kaldte Denne Store Ophøjede Ting, men som hos Beckett altid er en tarvelig, dyster og pinligt fornedrende affære bestående af fordøjelsesbesvær, impotens og ydmygelse, oplevede jeg bøgerne og deres vilde vrængen af døden som vældige stræk af udifferentierede, fabulerende, fantastiske prosafortællinger fortalt af groteske spøgelser. Jeg oplevede dem, kort sagt, som komedier, og komedier er de visselig, men ikke af den slags, jeg dengang tænkte mig. De er langt mere dystre, og ja - også langt mere heroiske, for trods al den hån, komedien trækker disse helte igennem, når de får hevet bukserne ned og kastet lagkager i ansigtet, så forbliver der stadig i komedien om disse gebrækkelige, fumlende personer en ram lugt af muggen heroisme tilbage. Noget af dette indså jeg i mine grønne førstevurderinger kun halvt eller overså fuldstændigt. Men ved ikke selv at blive ramt af dysterhed ved læsning af dette værk, der stiller dysterhed til skue som sin uvaskede yndlings-T-shirt, læste jeg dog i det mindste halvvejs rigtigt.

Og dog er der skønhed...

At genlæse disse bøger er fra første færd en vanskelig udfordring. Der er ingen genveje. Disse bøger er vanskelige. En hovedpine efter endt læsning vil ikke i alle tilfælde være en upassende læserreaktion, skønt det så må tilføjes, at der findes hovedpiner, der føles umagen værd, hovedpiner, der giver noget værdifuldt til gengæld, og netop den beckettske hovedpine er værker på denne godartede vis. F.eks. i dette stykke fra Den unævnelige: Måske er de der et eller andet sted, de ord som tæller i det, der lige er blevet sagt, de ord, som det var passende at sige, de behøver ikke at være flere end få. De siger de, og taler om sig selv for at få mig til at tænke, at det er jeg, som taler. Eller jeg siger, at de, talende om Gud ved hvad, får mig til at tænke, at det ikke er mig, der taler. Eller snarere er der stilhed, osv- Og her begynder hovedpinen så, men også en gryende opmærksomhed på skønhed. På at der formuleres noget med stor vanskelighed, fordi dette ikke er en let ting at sige, og fordi det at sige en vanskelig ting ikke er uden betydning. Vi er, i vores forkælede dage nuomstunder, blevet alt for forelskede, ja mere end halvvejs forelskede, i lethed.

Disse er bøger, hvori al direkte tale er blottet for citationstegn og hvor afsnitsinddeling er en luksus, forfatteren dårligt havde råd til. Hvor en sætning kan være tre sider lang eller længere, således at læseren - når andre kortere sætninger pludselig dukker op og afslører deres forfatters fortrolighed med koncision - overvældes af irritation eller i det mindste sukker: Hvorfor kunne han ikke formulere sig sådan lidt oftere? Et råb presser sig på indefra: Hvorfor piner denne mand os sådan? Hvorfor sender han os ud i disse mørke, uophørlige labyrintiske tunneler af ord? Og dog er der skønhed for enden af tunnellen. Jeg kan ikke fortsætte, råber læseren for i næste nu at sværge: Jeg fortsætter.

Den rette måde at møde vanskeligheden på er ved at overgive sig. At overgive sig til teksten og opleve den åbne sig som en sjælden, men gusten blomst. At holde op med at lede efter, hvad der ikke er der, og begynde at få øje på, det som er. Det er i forrådnelsens sindsro, at jeg husker den lange forvirrede følelse, som var mit liv, skriver Molloy, og at jeg fælder dom over dette, som det siges, at Gud vil fælde dom over mig, og det med lige så stor forvorpenhed. Som forfatter forsøger Samuel Beckett og ikke Molloy, eller Beckett som Molloy, eller Beckett, der gennem Molloy rækker ud efter noget, der hverken er Beckett eller Molloy, at udrette det umulige, nemlig at skrive om døden, om ophøret over alle ophør, om det ophør, der både får fremtid og alle andre tidsformer til at høre op - præteritum, præsens konjunktiv, præsens indikativ, pluskvamperfektum - og at gøre dette ikke ved at anvende profetiens redskab, men hukommelsens. At erindre ikke blot det, som skete - den lange, forvirrede følelse - men også det, om hvilket intet levende menneske har nogen erindring, fordi tingen selv er hukommelsens ophør - det er at hævde livets forrang over døden, fordi hukommelsen er det redskab, hvorved de levende erkender, glemmer, forstår og misforstår sig selv. Så hvilket redskab kunne være bedre egnet at hæve som våben imod døden, velvidende at det ikke vil klare at slå til, velvidende det uafvendelige, velvidende dette, men ikke give fortabt eller ikke give fortabt endnu, ikke helt endnu, ikke før nogle få ord yderligere er blevet talt, ikke før den hukommelse har talt, som kunstneren, Beckett så meget som Nabokov, forlanger skal tale og byder at tale. Det er derfor, det er muligt at hævde, og jeg hævder det, ja, jeg påkalder mig min fulde hævdelseskraft for at hævde, at disse bøger, hvis demonstrative emne er døden, i virkeligheden er bøger om livet, om livets livslange kamp imod sin egen skygge, om livet, som det fremvises nær slagets afslutning, og som det levede livs ar, men livet ikke desto mindre, erindret - det fordærvede, betydningsløse liv, som har større betydning end noget som helst andet. Livet som paradoks, hvor hvert eneste udsagn bliver modsagt af det næste. Livet der annullerer sig selv. Molloy, Mallone, Den Unævnelige konfronterer døden. Men de er levende væsener. Dødskvaler er min eneste bekymring, advarer Malone sig selv, jeg må være på vagt over for dødskvaler. Men selv da faren for dødskvalerne vokser, finder han, at han stadig har historier at fortælle: en om en mand, en anden om en kvinde, en tredje om en ting og endelig en om et dyr - velvidende at de alle er del af hans egen historie. Hvor kedsommeligt, udbryder han. Gad vide, om jeg ikke igen taler med mig selv, og det gør han selvfølgelig, og det er godt det samme, for han bruger sin halve historie om Saposcat, som glider over i historien Macmann og sine andre halve historier til at opbygge livets sidste dige, indtil han kan ikke bygge på det længere, indtil den udløbets gurglen vi alle hører til sidst, når hukommelsen ved besked.

Disse bøger mimer døden

Døden ribber livet for alt, så dets essens blottes, før det også fjerner denne essens, og disse bøger mimer døden og ribber alt væk, som ikke er essentielt. Ord er essentielle, så derfor resterer nogle få ord, og historier kan heller ikke undværes helt, hvad enten de er påbegyndt, forandres eller lægges væk, men aldrig helt kasseres, fordi disse historier beboes af livet, så længe det bor der, indtil den allersidste udsættelse. Således er det: Nogle ord, nogle fragmenter af historier, som trods deres åbenlyse trivialitet bevarer en uventet evne til at charmere, til ikke blot at fordrive tiden, men til at oplive den. Og hinsides ordene og historierne er tingene, krykker f.eks. og cykler og hinsides tingene er andre mennesker, en søn, en liderlig kvinde, en mand, der prøver at finde en anden mand og ikke klarer det, men i stedet mister sig selv, en mand med, det må siges, en paraply. Jeg har mistet min stok, siger Malone. Dette er dagens enestående begivenhed. I disse dage, i Becketts glade dage, er åndedrættets vedholdenhed en enestående begivenhed og tanker ligeledes, og til sidst eller tæt på til sidst er der jeget, der opgiver at forestille sig mere, det navnløse, unavngivne, unævnelige jeg, alle disse Murphyer, Molloyer, og Maloner narrer mig ikke, siger det. De har fået mig til at spilde min tid, til at lide uden grund og tale om dem, når jeg, for at ophøre med at tale, skulle have talt om mig og mig alene, siger det, det jeg, som er forfatteren og også ikke-forfatteren, som rækker ud efter noget hinsides, noget der er hverken Beckett eller Unævnelige. Der er ingen andre her end mig, siger det jeg, om hvem jeg intet ved. Og dette er i sidste instans det store emne for denne store forfatter, det jeg, om hvem han intet ved, det jeg, der ligger hinsides Malones hat eller Mollys overfrakke eller Murphys jakkesæt, skønt det til tider har båret alle tre, det jeg, der er ligeglad med slagterbutikker og ølbarer, skønt det til tider har færdedes sådanne steder. Måske er det, hvad jeg er, siger det, den ting, der deler verden ind i to, på den ene side det, som er udenfor, på den anden det, som er indenfor, og som kan være tyndt som folie, jeg er hverken på den ene side eller på den anden, jeg er i midten, jeg er opdelingen selv.

Det er tingen, der taler. En mand, der taler et vidunderligt engelsk, men vælger at taler fransk, som han taler med større besvær, så han nødsages til at vælge sin ord med omhu, tvinges til at opgive at formulere sig flydende og finde vanskelige ord, der kommer med besvær, og så, efter at have fundet alle disse, oversætte dette sprog tilbage engelsk, et nyt engelsk, der indeholder alt det fra det franske, som har indoptaget alle vanskelighederne ved at udmønte sine tanker i et andet sprog, et nyt engelsk med styrke til for altid at forandre det engelske sprog. Dette er Samuel Beckett. Dette er hans store værk. Dette er tingen, der taler.

Overgiv jer.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu