Læsetid: 5 min.

I tingenes hjerte

Bob Dylan var i usædvanlig god stemmeform i Forum mandag aften, og da både sætliste og band var i top, blev det en af de sjældent udsøgte aftener i selskab med Kongen
4. april 2007

Vi er kun ganske få koncerter (fem, for at være præcis!) inde i den nuværende Bob Dylan-turne, men det høres overhovedet ikke. Tværtimod kunne det fra cirka tredje sang ("Watching The River Flow"!) med al tydelighed høres, næ, mærkes, at denne mand og dette band - hvor medlemmerne som bekendt kommer og går som i et S-tog ud fra Dylans devise om, at "I don't give a fuck about who plays what" - har en live-erfaring, de færreste på noget plan kan matche. Samspillet fungerede upåklageligt, lortet swingede fra første et-slag, men efterlod trods sin tæthed stadig plads til noget, der momentvist mindede om spontanitet. Og mesteren selv var i rigtig god form, hvad angik stemmepragt; flere gange sang han således de melodier rent, han med stort held selv har skrevet, også selvom det ved rigtig mange tidligere lejligheder mest har lydt som om, de var ham en gene og en plage. Men ikke mandag aften i Forum, hvilket hørtes allerede på åbneren "Tweedle Dee & Tweedle Dum", der på slaget otte rullede smukt og klart af hans tunge, selvom musikerne i bandet endnu ikke helt var kommet i omdrejninger. At Dylan så ikke sagde et ord mellem numrene eller på nogen anden måde tilkendegav, at en 8-9000 mennesker var mødt op for at hylde ham, hører med til dét show!

Lyden i den notorisk vanskelige hal var denne aften balanceret således, at man helt exceptionelt kunne høre hvert et ord, der blev sunget. Og da repertoiret som altid indeholdt sin klynge klassikere fra hans første storhedstid i 1960'erne, var det uhørt interessant endnu en gang at få lov til at dyrke, hvor stærk en tekst f.eks. "It's Alright, Ma (I'm Only Bleeding)" egentlig er. De komplekst fortættede ordrækker rammer stadig både dybere og bredere end det meste af den ellers udmærkede musik, der til hverdag får lov til at passere gennem systemet. Uden at sættet indeholdt nogle af de der ud af det blå åndeløst overraskende obskuriteter, var det alligevel konsekvent interessant nok til, at denne signatur lod sig rive med og endnu engang overgav sig til rockkulturens både mest givende, uudgrundelige og hujende ujævne, men pletvist også rent ud geniale sangskrivers altid kontrære, men ofte guddommeligt inspirerende tilgang til koncertsituationen.

Halvårlige pilgrimsfærd

Et par linjer fra det private overdrev·: Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at tage i Forum denne gang. Måske - tænkte jeg - ville det være godt for såvel læserne som mig selv, hvis en anden denne gang gjorde den halvårlige pilgrimsfærd derind og gav sit syn på hvad det er, denne Dylan kan og ikke kan (vil!). Der var oven i købet taget seriøse skridt i den retning og så kunne jeg ellers have siddet derhjemme med en god bog (yeah, right!), mens det gik løs inde i betonkolossen på Julius Thomsens Plads. Men så nærmede datoen sig, og mit uhåndterlige og ret så dominerende Dylan-gen begyndte at røre på sig.

For selvom sidste års indtryk på Roskilde Festival af Dylans show sammesteds var, at han havde fået det forkerte ben ud af sengen og det altså skulle gå ud over os, der troligt var troppet op på smatten for at bevidne koryfæets færdigheder på orgel såvel som hans uforlignelige evner som melodimorder, var der en stemme i baghovedet, der drilsk og vedvarende blev ved med at hviske, "men hvad nu, hvis han har en af de gode aftener?"

Ja, hvad nu hvis? Så er det ligesom alt andet blegner, og man (dvs. jeg) falder til patten som et af de der fjolser, hvis partner godt nok fjoller lidt rundt med andre og generelt ikke er til helt at stole på, men som det altså ikke sådan lige er til at give slip på. Jeg bliver kåd, kærlig, klar og sågar lidt venligt stemt over for den menneskehed, jeg ellers for længst har afskrevet som en flok psykopatiske svagpissere, der er glade, hvis den spises af med lidt discountkød fra nogle mishandlede dyr, tilsat ren idioti i form af et tv-udbud, der gør, hvad det kan, for at drive gæk med evolutionsteorien. Faktisk ser det fraset nogle skidesmarte og mestendels totalt overflødige - for nu ikke at sige møg-irriterende - teknologiske landevindinger generelt ud til at gå den modsatte vej. De må derfor forstå, at jeg forlod Forum i en stemning, fyldt til randen med kærlighed til næsten, fremskridtsoptimisme og en ukuelig tro på, at det hele - det er så det HELE, mine damer og herrer - nok skal gå alt sammen. Det er blandt videnskabsmænd kendt som 'Bob-effekten', og jeg har ladet mig fortælle, at der arbejdes heftigt på at få den omsat til pilleform.

Optur, optur og optur

For helt inde ved tingenes hjerte/kerne, derinde hvor vi leder med lys og lygte efter grunden til at stå op om morgenen og bare fortsætte, trods konsekvent dårlige odds, findes vel for nogle af os i de store svævende øjeblikke i selskab med kunst. I en eller anden form. For mit vedkommende som oftest benhårdt ramt af musik. Holdt jeg tal på dem - det gør jeg så ikke - tør jeg vædde på, at flertallet af dem har jeg fået gennem nærkontakt med den efterhånden 66-årige song and dance-mand, der ynder at gå under aliaset Bob Dylan. Og føj så bare mandag aftens versioner af "Highway 61 Revisited", "Spirit On The Water" og "Nettie Moore" til listen over oplevelser, der gør tilværelsen til et lidt mindre surt show, helt bogstaveligt. Det var ikke så meget taget på Forum som låget på undertegnede, der lettede, og det var nok godt, det hang sådan sammen.

Som til enhver Dylan-koncert gik det op og ned, personligt har jeg det svært ved den måde, han i tide og utide tamper løs på "Like A Rolling Stone", måske fordi originalversionen fra 1965 konstant og konsekvent ligger på min i øvrigt voldsomt fluktuerende Top 1000 over ting, der gør tilværelsen tålelig. På samme måde var det imponerende, at han mandag kunne kæmpe sig gennem samtlige vers af "Desolation Row" uden på noget tidspunkt bare at komme i nærheden af dens oprindelige og meget smukke melodilinjer; det var der, jeg stod lidt og tænkte på, hvilket dejligt vejr det havde været, og hvordan mon Mona egentlig går og har det nu om stunder. Men ellers var det mestendels optur, optur og så lidt mere optur. Bandet slog gnister, Dylan klimprede på sit orgel og stod konsekvent med siden til, publikum opførte sig (som sædvanlig) som en folk rettroende muslimer, der endelig var nået frem til Mekka - og et sted i det fjerne hørtes en flok pissefulde engle juble over, at han denne gang lod "Blowin' In The Wind"" blive liggende i sin støvede kuffert og i stedet fyrede "Thunder On The Mountain" ud over rampen, som gjaldt det livet. Hvad det så grundlæggende også gør.

- Bob Dylan m/ band, mandag, Forum, Kbh.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her