Læsetid: 2 min.

Tinky Winky

1. juni 2007

DET OMSTRIDTE VÆSEN hedder Tinky Winky og plejer at optræde på BBC og andre tv-stationer. Tinky Winky er af hankøn, klædt i en lilla sparkedragt, bærer en trekantet antenne på hovedet samt en rød håndtaske. Tinky Winky følges som regel af tre lignende væsener med hver sin antenne og i sparkedragter af forskellig kulør. De fire Teletubbies skal lære de yngste tv-seere at tælle til fire. Nu bliver Tinky Winky ifølge polske medier mistænkt for at være bøsse. Lilla? Selvklart. Hankøn med håndtaske! Hallo!! Og så en trekantet antenne. Jamen?

Sådan ligefrem at gøre reklame for homoseksualitet i Polen er farligt, i hvert fald hvis man skal tro en række medier, der kastede sig over historien. Den polske børneombudsmand, Ewa Sowinska, har angiveligt indledt en undersøgelse af Tinky Winkys seksualitet, samt om udsendelsen får børn til at udvise upassende adfærd. Oplagt historie - som børneombudsmand er Sowinska jo tæt på regeringen. Hjemme i Polen fyger det i disse dage med avisoverskrifter: Var det måske journalisten fra magasinet Wprost, der selv insinuerede, at Tinky Winky er bøsse? Hvem lagde ordene i munden på hvem? En talskvinde for Sowinska sagde i går, at børneombudsmanden alligevel ikke vil undersøge sagen videre.

AT HISTORIEN KAN skyde op som en tegneserieblomst i tubbie-landskab skyldes, at den meget vel kunne være sand, og at ombudsmanden måske blot trak i land i går. Den kunne være sand i Polen og alle mulige andre østeuropæiske lande, der for tiden døjer med homofobi. I april foreslog regeringspartiet Den Polske Familieliga (højre-katolsk og ikke overvældende venligsindet over for anderledes tænkende og gørende) at indføre straf for at promovere homoseksualitet i skolerne, eksempelvis ved undervisning om at forebygge hiv ved sikker sex. Litauens hovedstad, Vilnius, har for godt en uge siden afvist en EU-betalt anti-diskriminationskampagne af frygt for homofjendske protester. Nogle EU-parlamentarikere, der var til homo-parade i Moskva i weekenden, blev ifølge flere vestlige medier anholdt.

Det er ikke første gang, at teletubbien Tinky Winky er kommet i homofobernes søgelys. I 1999 drog en kristen prædikant fra det amerikanske højre i felten mod Tinky Winky og sagde: "Som kristen føler jeg, at en rollemodel for homoseksuel livsstil er ødelæggende for børns moralske liv". Det er ikke kun polakker, russer, litauere og andre, der døjer med homo-angst. Også andre steder i Europa har der været kampe for at elske den, man elsker. Den seneste dom fra menneskerets-vogterne i Strassbourg gjaldt godt nok Polen - det strider imod menneskerettighederne at forbyde homo-parader, fastslog dommerne tidligere på måneden. Men før dem var det østrigere og portugisere og briter og irer, der var i clinch med menneskerettighederne.

EU har klare anti-diskriminationslove. De nye lande har skrevet under på et fælles marked i EU, på støtteordninger og på fælles aftaler - men ikke mindst også på fælles regler, der forbyder diskrimination. Lovgivningen er der, selv om der undervejs skal kæmpes for den. Der er frihed for alle teletubbies - uanset kulør. bri

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her