Læsetid: 2 min.

Tivoli opgiver planerne om hoteltårn

Der kommer ikke noget hoteltårn i udkanten af Tivoli, meddelte Tivoli i går
Der kommer ikke noget hoteltårn i udkanten af Tivoli, meddelte Tivoli i går
9. juni 2007

Tivolis ledelse besluttede fredag at indstille det projekt, som forlystelseshaven har arbejdet på i længere tid sammen med den britiske arkitekt Norman Foster og hotelkæden Four Seasons. Det skulle udmønte sig i et 102 meter højt hoteltårn på den grund, hvor H.C. Andersen Slottet ligger. Tivolis beslutning var en konsekvens af, at der ikke kan samles et politisk flertal for projektet i Københavns Borgerrepræsentation. Tidligere på ugen meddelte Venstres gruppe, at den gik imod planerne.

Både Tivolis direktør, Lars Liebst, og Københavns teknik- og miljøborgmester, Klaus Bondam (R), beklager, at projektet må indstilles. Liebst konstaterer, at projektet hermed lider samme kranke skæbne som andre visionære projekter i København gennem årene.

"Når vi retter blikket mod Århus, Malmø og ud i verden, kan de godt finde ud af at sætte skub i tingene. I hovedstaden har vi politikere, som holder gode festtaler, men ikke viser meget handlekraft, når det kommer til stykket," siger Lars Liebst til Ritzau,

Bebrejder de borgerlige

Han understreger dog, at der også var politikere i bystyret, der støttede Tivolis projekt. Nemlig Socialdemokraterne og de Radikale, som tilsammen imidlertid kun kan mønstre 26 af de 55 stemmer i Borgerrepræsentationen.

"Men det var umuligt at fortsætte med de seneste dages signaler fra Venstre og De Konservative, hvor politikerne åbenbart har en helt anden agenda for byens udvikling. Det ville have været rart, hvis disse politikere bevægede sig i en virkelighed, hvor det drejede sig om at vurdere det enkelte projekt frem for at genere hinanden mest muligt," erklærer Lars Liebst.

I teknik- og miljøborgmester Klaus Bondams univers skulle hoteltårnet have været et stærkt kort i den fornyelse af den såkaldte metropolzone, som både han og overborgmester Ritt Bjerregaard (S) er en varm fortaler for.

"Det her er trist for os, der gerne ser et moderne og innovativt København. Norman Fosters hoteltårn ville have sendt et stærkt signal i den retning, men nogle borgerlige politikere har altså et andet syn på byens udvikling og giver nærmest indtryk af, at de bevæger sig i en museal andedam, siger Bondam til Ritzau. Han mener ikke, at den modstand, som bl.a. foreningen Tivolis Venner har markeret, kan tillægges direkte betydning for sagens forløb. ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu