Læsetid: 3 min.

Tjaikovskij-maskinen

Søndag aften genåbnede Tivolis Koncertsal i ny smuk stand. Det skete med en koncert, hvor Hartmann, Carl Nielsen og Tjaikovskij var på programmet
8. november 2005

Egentlig et mærkeligt sted for klassisk musik. En forlystelsespark med fadøl og candy floss. Intet er farligt, alt er for sjov.

Og her ligger så en af Københavns betydeligste koncertsale, hvor man kan høre både nationale og internationale stjerner. Og selv om jeg fik Chopins sørgemarch flænset af hyl fra Odin Ekspressen sidst jeg var der, har jeg savnet koncertsalen i de mange måneder, den har været lukket. Det kan mærkes i det københavnske kulturliv. Søndag aften åbnede koncertsalen i smuk stand.

Intimt og afslappet

Allerførst spillede orkestret Kong Kristian til ære for de kongelige - for triangel og orkester lød det som. Så spillede de J. P. E. Hartmanns Ouverture til Hakon Jarl, og det er faktisk smuk alvorsmusik. Dirigenten var Leonard Slatkin. Det skulle have været Mstislav Rostropovich, men han var blevet hasteopereret sidste uge og havde måttet melde fra. Ouverturen lød som om, alle var overraskende godt bekendte med værket, og spillet var let og frit, ikke mindst fløjtesoloen.

Herefter kom Nikolaj Znaider ind for at spille Carl Nielsens Violinkoncert. Han er ved at blive en mand.

Her er virkelig tale om en koncert, hvor violinen har tanket taletid. Solist og dirigent var, når dirigenten stod på sit podium, i perfekt øjenhøjde. Med blikke så præcist kommunikerende som to rutinerede jordemødre tog de ganske enkelt vare på musikken. Det var intimt, koncentreret og afslappet. Nikolaj Znaider var umanieret i sine mange kadencer, der udgør en stor del af koncerten. Hans klang er ærlig. Kompositionen som sådan holder i stor stil orkestret uden for, men Znaider lyttede og førte dialog hvor muligt.

I pausen kunne man spadsere rundt i den nye publikumsfoyer med de flotte barer og se på hajer og andre fisk i det lange akvarium nede ved garderoben.

Efter pausen uddeltes Dronning Ingrids Mindelegater af H.M. Dronning Margrethe selv samt søstre. Rejselegaterne gik til den kinesiske ballerina Yao Wei og komponisten Karsten Fundal. Koncertens sidste og store punkt var Tjaikovskijs femte symfoni.

Kom igen Slatkin

Slatkin er den type dirigent, der med hele sin krops energi kan vise, hvad han vil have, før han viser det. Før armen får slået i luften, har man aflæst kroppens spænding og mærket slaget komme. Så musikerne må reagere, ikke på tegnet, men på forberedelsen. Sådan bliver musik naturlig og organisk og fysisk forståelig. Og så var hans hænder så utrolig smukke.

Alle arbejdede hårdt for at hele det store maskineri, som den femte symfoni er, skulle komme op at køre. Blæserne hvilede måske ikke ligefrem i sig selv, men jeg har aldrig set orkestret så vågent og filende, og de spillede bedre, end de plejer.

Man kan ikke tænke sig nogen bedre forlystelse i Tivoli end Tjaikovskij-maskinen. Det er musik, der er så velskrevet, så lige fra sjælens væld af uregerlige følelser, at alle forstår dets sprog.

Fra første sats' blødeste skæbnefagotter til anden sats' lyriske flirt med det smukkeste. Til tredje sats' forglemmende vals og sidste sats' helt store temafest med skæbnetemaet i triumftog. Her er alle livets sider med, ingen idyller eller evig duft af brændte mandler, men skønhed, der gør ondt, og skæbne der forfører.

Normalt er man rigtig godt onduleret, efter de cirka tre kvarter symfonien varer. Søndag aften var et hæderligt bud, dog ikke så man døde af det. Og hvem ville ikke gerne køres ned af symfoniens fjerde sats med 180 i timen? Så farlig er Tivoli endnu ikke blevet, men keep up the good work! Og Slatkin - kom igen!!

Tivolis Koncertsal, søndag den 6. november 2005, Festkoncert til minde om Dronning Ingrid i anledning af genåbningen af Tivolis Koncertsal. Dirigent: Leonard Slatkin, Solist: Nikolaj Znaider, Tivolis Symfoniorkester Program: J.P.E. Hartmann: Ouverture til 'Hakon Jarl' Carl Nielsen: Violinkoncert Peter Iljitj Tjaikovskij: Symfoni nr. 5, e-mol

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her