Tjernobyl-katastrofen åbnede mine øje som intet andet. Den viste os de horrible risici ved kernekraft, selv når den anvendes til ikke-militære formål. Efter Tjernobyl kan vi lettere begribe konsekvenserne af en atombombeeksplosion: Ifølge videnskabelige eksperter kan en SS18-raket indeholde så store skadevirkninger som 100 Tjernobyl'er.
Den nukleare nedsmeltning på Tjernobyl i dag for 20 år siden, blev - måske i højere grad end min lancering af perestrojka - den egentlige årsag til sammenbruddet for Sovjetunionen fem år senere. I sandhed blev Tjernobyl et historisk vendepunkt.
Samme morgen, som eksplosionen var sket på Tjernobyl-kernekraftværket den 26. april 1986, mødtes et hasteindkaldt politbureau for at diskutere siuationen. Vi nedsatte straks en regeringskommission, der skulle håndtere følgerne og bemyndigede den til at tage kontrol med situationen og sikre, at alle fornødne forholdsregler blev taget - især for at beskytte lokalbefolkningen imod helbredsfarer. Ydermere sammensatte Videnskabernes Akademi en gruppe førende forskere, der omgående blev sendt til Tjernobyl-regionen.
Politbureauet fik i første omgang ikke kendskab til alle de relevante og fuldstændige informationer, der kunne have givet en adækvat afspejling af situationen efter eksplosionen. Ikke desto mindre var der konsensus i politbureauet om, at vi åbent skulle frigive sådanne informationer, i samme takt som de selv tilgik os. Så meget mere da, som dette også ville være i overenstemmelse med den nye åbne glasnost-politik, der allerede dengang var sat i værk i Sovjetunionen.
Således ligger alle påstande om, at politbureauet aktivt tog del i tilbageholdelse af informationer om katastrofen, fjernt fra sandheden. At der ikke foregik bevidst mørkelægning viser sig bl. a. i det faktum, at da en regeringskommission besøgte området efter katastrofen og overnattede i Polesie, nær Tjernobyl, så indtog den almindelig mad og drikkevand og bevægede sig rundt uden respiratorer, på samme måde som alle andre, der arbejdede der. Hvis de lokale myndigheder eller den videnskabelige sagkundskab havde kendt katastrofens fulde omfang, ville de ikke have vovet at lade noget sådant ske.
Kendsgerningen er, at ingen kendte sandheden, og at ingen af vores forsøg på at få fuldt vidensoverblik om katastrofens omfang lykkedes. Vi antog først, at hovedparten af nedsmeltningens følgevirkninger ville vise sig i Ukrainsk SSR, men Hviderussisk SSR blev endnu hårdere ramt. Og selv Polen og Sverige kom til at døje under følgerne.
Omfang ukendt
Selvfølgelig kan man beklage, at verden først skulle erfare om Tjernobyl-katastrofen via svenske videnskabsmænd, hvad der uundgåeligt måtte skabe det indtryk, at vi skjulte noget. Men sandheden er, at vi intet havde at skjule, eftersom vi i det første halvanden døgn simpelt hen ikke havde pålidelige informationer. Først dage senere gik det op for os, at der ikke var sket en simpel ulykke, men en ægte nuklear katastrofe: en eksplosion i Tjernobyls fjerde reaktor.
Skønt de første meldinger om Tjernobyl dukkede op i Pravda den 28. april, var situationen langt fra klar. Da reaktoren brød i brand, blev ilden f.eks. omgående slukket med vand, hvilket imidlertid kun forværrede situationen, da radioaktive artikler nu blev spredt op i atmosfæren. I mellemtiden var vi endnu i stand til at tage skridt, der kunne hjælpe lokalbefolkningen i katastrofezonen, som blev evakueret. Over 200 lægelige operationer blev gennemført for at teste befolkningen for radioaktiv forgiftning.
Der var alvorlig fare for, at indholdet af den nedsmeltede reaktor skulle synke ned i jorden, lække til Dnjepr-floden og således bringe befolkningen i fare i hele Kiev og andre byer langs floden. Derfor gav vi ordre til at værne hele flodbredden, ligesom vi igangsatte total deaktivering af Tjernobyl-værket. Hele det stort lands omfattende ressourcer blev mobiliseret for at inddæmme skadevirkningerne og indlede det forberedende arbejde for at opføre den 'sarkofag', der skulle omslutte den fjerde reaktor.
Tjernobyl-katastrofen belærte os mere end noget andet om vigtigheden af større ytringsfrihed og det i en grad, at de fleste af os indså, at det gamle system herefter ikke kunne fortsætte og gjorde det evident, hvor vigtigt det var at fortsætte glasnostpolitikken.
Omkostningerne ved Tjernobyl-katastrofen skulle blive overvældende - ikke blot i henseende til menneskelige lidelser, men også økonomisk. Selv i dag påvirker dens følger økonomierne i Rusland, Ukraine og Hviderusland negativt.
Nogle har hævdet, at den økonomiske pris for Sovjetunionen blev så høj, at det stoppede våbenkapløbet, fordi jeg ikke længere havde råd til at udvikle nye våben, når jeg skulle betale for oprydningen efter Tjernobyl.
Sådan forholder det sig ikke. Min erklæring af 15. januar 1986 er velkendt. Her gav jeg klare tilsagn om nedrustning, især atomvåbennedrustning, ligesom jeg foreslog, at alle lande inden år 2000 skulle afvikle deres atomvåbenarsenaler. Jeg følte et stort personligt ansvar for at få afsluttet rustningskapløbet. Men mere end noget andet var det Tjernobyl, der styrkede mig i dette forsæt.
Ulykkeligvis udgør atomvåben endnu i dag et dybt alvorligt problem. De lande, som har dem - medlemmerne af den såkaldte 'atomklub' - har ikke travlt med at skaffe sig af med dem, men fortsætter tværtimod med teknologisk at forfine deres arsenaler, samtidig med at flere lande uden atomvåben eftertragter disse, overbevist om at atomklubbens monopol udgør en trussel imod verdensfreden.
20-årsdagen for Tjernobyl-katastrofen bør for os alle være påmindelse om, at verden ikke må glemme den grufulde lære fra 1986. Vi bør gøre alt, hvad der står i vores magt for at gøre alle atomanlæg så sikre som overhovedet muligt. Og vi bør i langt højere grad tage fat på seriøst at udvikle alternative energikilder.
Mikhail Gorbatjov var Sovjets sidste præsident. Han er i dag formand for Gorbatjov-stiftelsen i Moskva og leder af den internationale, 'humanøkologiske' ngo, Green Cross
© Gorbachev Foundation og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
