IND IMELLEM er man stolt af at være dansker. Stolt af at besidde et forskningsmiljø, der kan præstere så samvittighedsfuld, grundig og samtidig alment tilgængelig historisk forskning som den, Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) fredag lagde frem i sin enestående, 1100 sider store redegørelse om Grønland under den kolde krig. Og stolt af at have en regering, der - til slut - åbner arkiverne og stiller et stort antal stærkt fortrolige og kontroversielle dokumenter til rådighed for forskningen og dermed offentligheden. En sådan vilje til at rydde op i historien og i den dårlige politiske samvittighed giver en vis tiltro til systemets evne til at værne eller regenerere sit eget moralgrundlag.
Hermed er sagt det pæne. For resten af det, der er at bemærke om den danske atompolitik i 1950'erne og 60'erne, er ikke pænt. Hvad DUPI-rapporten bl.a. har gjort klart er nemlig følgende:
I modstrid med officiel dansk atompolitik blev Grønland fra formentlig 1958 og frem til 1968 overfløjet af amerikanske atomvåbenbærende fly.
Tilsvarende i modstrid med officiel dansk politik oplagrede USA atomvåben - sammenlagt 52 stk. - på Thulebasen i perioden 1958-65. Samt desforuden i nogle år atombestykkede luftforsvarsmissiler til Thulebasens F-102 jagerfly.
Trods modstriden med den officielle politik gav statsminister H. C. Hansen i 1957 amerikanerne sin personlige accept af, at USA stationerede atomvåben på Grønland.
Fra 1959 havde daværende udenrigsminister, senere statsminister, Jens Otto Krag viden om denne accept. Det fremgår af Krags egen dagbog. Men i et - formentlig ubenyttet - talepapir til Krag, dateret 4. juni 1959, hedder det, at "regeringen ikke (har) ment at burde efterforske, hvorvidt der fra tid til anden - eller konstant - er oplagret atomammunition inden for de specielle amerikansk-drevne forsvarsområder i Grønland." Man ville intet vide.
Op gennem 1960'erne fik Krag alligevel flere gange sin viden om overflyvning af Grønland med atomvåbenbærende fly bekræftet - bl.a. ved flere nødlandinger, hvor den danske forbindelsesofficer i Thule rapporterede hjem.
Trods denne viden om amerikansk adfærd afstod Krag som statsminister i 1967 fra at forlange svar fra USA på, om også amerikanske flådefartøjer i danske havne bar atomvåben. "Det besluttedes," hedder det i et fortroligt notat fra Udenrigsministeriet, "at danske myndigheder i konsekvens heraf i fremtiden skulle undlade at "minde amerikanerne om vor atompolitik" i forbindelse med amerikanske flådebesøg."
Først efter det amerikanske B-52 flys styrt med brintbomber ombord i 1968 blev der via nye forhandlinger med USA "med stor sandsynlighed" - som DUPI formulerer det - sat en stopper for overflyvningerne af Grønland med kernevåben. Om flådebesøg med atomvåben ombord også stoppede i Danmark, har DUPI ikke skullet undersøge. Medlem af Forsvarskommissionen Hans Møller Kristensen tror, de er fortsat frem til 1990.
ALT I ALT tegner DUPI-rapporten et billede af en (skiftende) dansk regering med to atompolitikker op gennem 1950'erne og 60'erne: Én officiel - til brug over for offentligheden - som klart afviste atomvåben på eller over dansk territorium. Og en reel - men hemmelig - der gik ud på at vide så lidt som overhovedet muligt om de amerikanske aktiviteter. Og at vende det døve øre til, hvis man ved et uheld alligevel fik informationer, der stred mod den officielle danske politik.
Man skal erindre sig, at tiden dengang var en anden. Man levede i den kolde krig med et billede af Sovjet-
unionen som en reel trussel mod den vestlige verdens, herunder Danmarks sikkerhed. Og man levede i en politisk tradition, hvor udenrigspolitikken hovedsagelig var et anliggende for regeringen, mens Folketingets rolle var tilbagetrukken, rådgivende. Alligevel er det forstemmende med DUPI-rapporten at få et så detaljeret, nøgent billede af, hvordan højtstående embedsmænd og politikere år ud og år ind har arbejdet målrettet, køligt og uden skrupler på for enhver pris at holde offentligheden uinformeret om de klare brud, der blev begået mod den danske atompolitik.
For nu at blive klog på, i hvilken grad den politiske moral og statsmagtens syn på demokratiet har udviklet sig til det bedre siden da, ville det være nyttigt med den undersøgelse af forholdene efter 1968, som DUPI diskret lægger op til, og som flere uafhængige forskere foruden SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti nu beder om. Udenrigsminister Niels Helveg Petersen og det politiske flertals klare afvisning heraf fredag giver en ubehagelig fornemmelse af, at det politiske system fortsat ikke er helt modent til den fulde selvransagelse og åbenhed.
jsn (Jørgen Steen Nielsen)
