Læsetid: 4 min.

Fra to brancher i permanent krise

Martyrstemning, kanondiskussion, den københavnske boligsituation, Clement Kjersgaard og en skamstøtte over Jens Rohde. Musikkritikerne mener det, når de kalder Steppeulven en alternativ prisuddeling
30. januar 2006

I betragtning af hvor mange negative tillægsord, der fulgte med hver gang den nye kulturkanon blev nævnt, så var der godt nok meget snak om Brian Mikkelsens lister lørdag aften i Vega i København, da de danske musikkritikere uddelte Steppeulvpriser. Men ligegyldigt hvor mange gange, man har lyst til at bruge ordet 'lort' i sammenhæng med kanonen, så var der ingen tvivl, blot en halv time inde i arrangementet: Der er simpelthen nogle sange, der har en særlig plads i dansk musikhistorie.

Anne Linnet stod roligt med sin guitar og fortalte om en sen aften i Århus i 70'erne, hvor en sang fra en kvinde til en kvinde blev skrevet. Dengang et 'uha' værd. I dag skylder mangt en efterskoleforelskelse Anne Linnet og Shit og Chanel en stor tak.

Brancher i krise

Smuk og dejlig åbnede rigtig op for fejringen af "to brancher i permanent krise", som kritikernes formand Klaus Lynggaard beskrev musik- og dagbladsmiljøerne. I skyggerne tæt ved scenen stod han og konferencier Clement Behrendt Kjersgaard og nynnede med på Anne Linnets klassiker. Clement Kjersgaard udfyldte ventetiden mellem musikalske indslag og prisuddelinger ved hjælp af blandt andet en opfordring til at rejse en skamstøtte over Jens Rohde på grund af hans optræden i tv-programmet Show Time. Den første pris Årets musiker gik til Tue Track, der som alle medlemmer i hip hop-gruppen Malk de Koijn, har flere projekter i gang sideløbende.

Tue Track bemærkede i sin takketale: "Jeg er glad for, at jeg har lavet en plade for mig. Men jeg er fucking ked af den Københavnske boligsituation og af den siddende regering."

Således var der lagt op til en aften med vrede politiske spydigheder fra talerstolen ud mod en sal, der ret sikkert var enige i alle de forskellige udsagn om kulturkanon, regeringen og så videre.

Meningsfællesskabet var også intakt, da Jørgen Leth kom ind på scenen for at læse digte op til beats fra Abdullah S. Ét digt var helt nyt. Under højtlæsningen af Hvad er forbudt her? stod det klart, at Jørgen Leth var blandt venner.

Den moderne ordsmed Ataf optrådte sammen med Jokeren som en eller anden har ophøjet til hans generations stemme. Heldigvis gik der et stykke tid før han trådte ind, så publikum kunne nyde Atafs Det for sent nu uden tilråb som "Hva' så dér København?"

Årets håb

Musikkritikernes forudsigelser om hvem der bliver det næste store navn på den danske musikscene, plejer altid at være omgivet af en speciel interesse. For de plejer sgu' at få ret.

Sidste år tog dancehall-gruppen Bikstok Røgsystem prisen. I år var de tilbage og modtog priser for årets sang og den fornemme årets orkester. Årets håb gik i år til bandet Volbeat, der egentlig spiller tung heavy metal, men forsanger Michael Poulsen har tydeligvis fået Elvis Presley ind i blodet længe før han overhovedet kunne protestere. Nu er det bare sådan, han synger. Da bandet optrådte med to sange, måtte han medgive "Det er første gang, vi har spillet for et siddende publikum. Men der skal jo også være plads til folk uden ben."

Nede på rækkerne i salen sad adskillige repræsentanter fra indie-pladeselskabet Morningside Records. Trods et imponerende antal nomineringer måtte de tage tomhændede hjem til Århus. Figurines, med en gudskelov nybarberet Christian Hjelm i front, leverede dog et par numre, der på ingen måde bar præg af bitterhed og skuffelse.

Pionerer

Al den snak om håb og det store nye danske navn, kunne da få enhver musiker til at forlade stedet i frustration og forventningspres, men med tildelingen af prisen Årets Pionér blev de mindet om, at man sagtens kan lave bare to plader og stadig stå som noget af det mest betydningsfulde i dansk musik. Intet Nephew eller Sterling uden pionerene fra Kliché. Artrock-gruppen, der i begyndelsen af 80'erne gjorde uniformering, plastik, synthesizers og tekstlinjer som "bravo alfa charlie victor foxtrot radio" til noget smukt.

Efter en visning af videoen til "Bravo Charlie" fra pladen Okay Okay Boys fra 1982 talte Ekstra Bladets Henrik Queitsch til de fire tidligere Kliché-medlemmer Jens Valo, Johnny Voss, Nils Torp og Lars H.U.G

"Det var okay okay boys. Lad os stige ud over havets blå," sagde han til de tydeligt beærede mænd, der har skiftet den sølvfarvede heldragt ud med den middelaldrende mands uniform. Sort.

De fire herrer kunne senere nyde hvordan Kliché-klassikeren Militskvinder kan behandles uden det visuelle stramme design og den selvudslettende attitude. Magtens Korridorer med den gudsbenådede Kim Larsen-lignende bredflab Johan Olsen gav et covernummer, der rockede Klichés kinadøtre helt op fra 80'ernes postmoderne muld og bekræftede, at Klichés betydning for danske musikere er lige stor om man så derudover er til Kraftwerk eller Gasværk.

www.steppeulv.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her