Læsetid: 4 min.

To hjemmestrikkede utopier

En veteran og en albumdebutant forfører i hver deres maskinelle enevælde og på hver deres måde. Anders Remmer i drømmens og Mikkel Metals i kroppens tjeneste. Og så synger de begge to
23. februar 2006

Musik kan ses og høres som en musikers måde at forhandle med virkeligheden på. Som vi jo alle sammen gør. Men på danske Dub Tractors og Mikkel Metals nye elektroniske album virker det som om disse forhandlinger har ført til en afvisning af virkeligheden og i stedet affødt henholdsvis en æterisk og en sexet utopi. En udfrielse fra virkelighedens tyngde og en indfrielse af maskinernes fysiske potentiale.

Bag navnet Dub Tractor står Anders Remmer, der har lavet elektronisk musik siden 1982. Solo som Sølvpil, Jet og Dub Tractor og i trioerne Future 3 og System. Men han har også været omkring den britiske shoegazerrock fra sen-80'erne og start-90'erne i bandet How Do I, der rumsterede i selv samme periode, og det er de mere drømmende repræsentanter for dette britiske nybrud (for eksempel Cocteau Twins og Slowdive), som han bestøver sit nye album Hideout med. Remmer dyrker stadig moderne dubbede, ekkoende klangrum a la tyske Rhythm & Sound samt ophøjelse af støv og knitren til musikalske byggeklodser i stil med det tyske selskab Raster-Notons output. Men i hans diskrete musik svæver også både guitarfigurer, duvende håndspillede basspor og sangstemmer, der dog aldrig materialiserer sig i traditionelle sangstrukturer, men i nærmest meditative gentagelser.

Remmer har fundet en tredje vej mellem dub og dreampop, og lader man sig lokke af hans diskret hvirvlende mosekonebryg, ja, så venter en saliggørende oplevelse. Fine tæpper af radiostøj regner blidt, smukt organiseret støv danser i det kunstige lys, stemmer klikker og hakker og ekkoer antydende omkring en med ord som "Faster..." eller "I woke up...", og guitarernes evigloopede rundgange danser en ind i en tilstand af forhekselse.

Remmers forhandlinger med virkeligheden er så at sige brudt sammen, og han er i stedet i diplomatisk dialog med maskinparken nået frem til en eskapistisk suspendering af traurige fysiske begrænsninger. Ganske vist er der så fysiske størrelser som guitar, basguitar og sang på Hideout og ganske vist er albummet gennemvædet af analog varme, men i den digitale efterbehandling og det endelige mix løsrives de fra kroppen, tyngdekraften og hjemmestudiets snærende akustik. Og det er først når cd'en løber ud, at man finder ud af, at man har været langt væk i en lysende utopi, i et humanistisk og åbent enevælde, mens gråvejret og den politiske misere stadig hersker herude i virkeligheden. En brat opvågnen.

Maskinsexet utopi

Mikkel Meldgaard alias Mikkel Metal er af en noget yngre og mere technoficeret støbning. Efter en del tolvtommersingler albumdebuterer han endelig med Victimizer, der er beslægtet med førnævnte Rhythm & Sound og musikken fra selskaberne Basic Channel og Chain Reaction, men også dunker i sit eget electrofunky groove.

I forhold til Hideout er Victimizer et mere stift og køligt, men også mere kropsnært album. For Mikkel Metal mestrer den paradoksale forførelseskraft, der gemmer sig i en musikstil, som vel bedst kan benævnes techno-dub. Hans stive beat rummer sin egen logiske funk, der er ulogisk umulig at sidde stille til, og der brænder en kold ild i de syntetiske ekkoer og de stramme trommemaskiner. Metal er en sikker æstet, der med enkle midler pisker en sydende stemning op i sine bedste numre: narkotisk sexede, selvsikkert langsomme centrifuger af præcise beats, klangflader ude af fokus eller i mangfoldigt forsinkede lag og lejlighedsvis med Metals behandlede stemme som ekstra robotinstrument.

Dermed udsættes man både for direkte angreb mod og elegante omfavnelser af kroppen, og man er vidne til en smuk videreførelse af den 'elektromantik', som blev grundlagt i de tidlige house- og techno-dage for mere end to årtier siden, hvor maskinen blev en streng, men trofast elsker i pakhuse, på klubber og i hjemmestudier især i Chicago, Detroit og New York City - den romantiske ide om maskinen som en udfriende kraft, som både Dub Tractor og Mikkel Metal beviser og betvinger.

I dag er det til gengæld en global dans, der trædes, techno og house er muteret til utallige undergenrer, klicheerne jokker hinanden over fødderne, og der er nogenlunde lige så meget konservatisme her som inden for rock og jazz. Hvilket også hæmmer et par steder på Victimizer. Men det meste af tiden formår Metal på fremragende vis at blæse personlighed i techno-dubben, bevæge sig frækt og elegant inden for de selvvalgt snævre rammer og forhandle sig frem til en maskinsexet utopi, hvor sveden driver i sikkert formede mønstre.

Uden at flytte nogen hegnspæle, så beviser både Dub Tractor og Mikkel Metal at maskinerne med den rette forhandlingspartner er lige så fulde af drømme, eventyr, sex og sanselighed som et hvilket som helst andet musikinstrument på jordens overflade. Det handler alt sammen om hånden, der drejer eller stryger, trykker eller trommer - og om den krop og ånd, som den hænger sammen med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu