Læsetid: 3 min.

To kumpaner

3. november 2003

JÆVNLIGT ER de oppe at toppes – ikke offentligt naturligvis, men vi er alligevel godt orienteret, når målrettede indiskretioner gennem tysk presse lader forstå, at der endnu engang har fundet heftige meningsudvekslinger sted mellem kansler Gerhard Schröder (SPD) og udenrigsminister Joschka Fischer (De Grønne).
F.eks. da Schröder forrige år blev så træt af Fischers EU-eftergivenhed, at han planlagde at lægge EU-området ind under sit ministerium, eller da Schröder uden at varsko Fischer lagde Tyskland fast på et absolut nej til Irak-krigen.
Men der er da også momenter af dyb hengivenhed. F.eks. da billederne af den unge ballademager Joschka dukkede op i ugemagasinet Stern og truede Fischers autoritet.
Den gang stillede kansleren sig resolut foran sin udenrigsminister. Eller straks efter sommerferien i år, da først Fischer og siden Schröder meddelte, at de agter at gå til valg sammen i 2006.
Nej, venner kan man ikke kalde dem.
Venskaber findes ikke i politik, har kansler Gehard Schröder forklaret, man er blot kumpaner for en tid. Og selv om der jævnligt knurres blandt kumpanerne Schröder og Fischer, ved de, hvad der skal til: Flertal.
Sammen befinder de sig på en synkefærdig plimsoller – kaldet den socialdemokratisk-grønne koalitionsregering – på et oprørt hav, der udgøres af det tyske krisesamfund.
Begge ved, at det langt fra er sikkert, om de når frelste frem til næste valg. Udlandsgælden er hastigt voksende, ledigheden fortsat høj – og blandt egne folk ulmer myteriet.
Bitterheden blandt især Schröders vælgere er stor, fordi den socialdemokratisk dominerede regering ikke evner at føre en anstændig socialdemokratisk politik. Lørdag samlede 100.000 demonstranter sig således i Berlin for at protestere mod regeringens sociale nedskæringer.

KUN HVIS kansler og udenrigsminister holder sammen, kan de klare sig. Det ved de. De er overbeviste om egen brillans, men de er også klar over, at de kun kan brillere i kraft af den anden:
Kansleren ved, at kun udenrigsministeren kan holde sammen på De Grønne, og uden De Grønne er han færdig som kansler. Udenrigsministeren ved, at De Grønnes tid som bedrevidende protestparti er forbi, og at partiets fremtid afgøres af, om det er med i regeringen. Kuldsejler regeringen, er De Grønne afskåret fra indflydelse i mange år frem.
Den gensidige afhængighed rækker helt til kumpanernes personlige forhold: Hvis Schröder vil undgå at blive manden, der sænkede SPD, har han brug for
Fischer. Og hvis Fischer fortsat drømmer om at blive EU’s (måske) kommende udenrigsminister, har han brug for den scene, som kun Schröder kan stille til rådighed.
Kumpaner? Det lyder som sørøveri, men det virker i praksis. Politik handler ikke om varme følelser mellem stolte mænd, politik handler om at få store egoer til at arbejde sammen.
I løbet af årene har kansleren ædt sig ind på det udenrigspolitiske område – dels fordi topmøder har vist sig som en vej til positiv opmærksomhed for Schröder, dels fordi udenrigspolitik med Irak-krig og EU vitterligt er rykket et niveau højere op – og Joschka Fischer må have affundet sig med udviklingen. I hvert fald brokker han sig ikke længere men koncentrerer sig om Mellemøsten og de iranske atomanlæg. Den efterfølgende ros under Schröder ham.

OGSÅ DEN danske statsminister har slugt en ordentlig bid af de opgaver, der ellers tilkom udenrigsministeren.
At denne nyordning af ansvaret udvikler sig til magtkamp og gensidig obstruktion skyldes ikke alene Anders Fogh Rasmussens eneherredømme og trang til kontrol samt parternes vidt forskellige mentalitet. Alle modsætninger kunne man have slået bro over, hvis Fogh Rasmussen og Per Stig Møller blot havde været kumpaner.
Ved VK-koalitionens dannelse blev det imidlertid besluttet, at studse udenrigs en anelse ved ikke at besætte ministerposten med en partileder.
Da regeringsholdet i sin tid blev stillet op, syntes dispositionen rigtig, for Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen ville koncentrere kræfterne om indenrigspolitiske mål. Men i lyset af det danske EU-formandskab og Irak-krigen skulle det vise sig, at Udenrigsministeriet var langt vigtigere end et almindeligt fagministerium.
Heri ligger forskellen mellem konstellationerne Schröder-Fischer og Fogh Rasmussen-Møller – og heri ligger også kimen til den danske konflikt. Den konservative udenrigsminister har hverken styrken eller lysten til at optræde som statsministerens kumpan.
Kumpaner? Det lyder som sørøveri, men de sikrer den daglige drift.

wpr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu