Læsetid: 4 min.

'Af to onder er I det mindste...'

Den moderate afghanske mullah Sheik Muhammed Thayr Mufid foretrækker Vestens militære tilstede-værelse i Afghanistan frem for Talebans. Men allerhelst så han, at afghanerne løste deres problemer selv
26. maj 2007

Afghanistan er et land, hvor religionen spiller en afgørende rolle i alle livets forhold. Når en oppositionspolitiker vover at udfordre de gamle mujahedin-ledere fra krigen mod russerne, bliver han anklaget for at handle uislamisk, når en demokrat forsvarer adskillelsen af politik og religion, bliver han stemplet som en frafalden, når en kvinde sætter spørgsmålstegn ved patriarkatet, bliver hun beskyldt for at være vantro, når en afghansk skolelærer vælger at undervise trods trusler fra Taleban, bliver han stemplet som forsvarer for en vestlig ideologi og truet på livet, og når en menneskerettighedsaktivist forsvarer de internationale konventioner, ender diskussionen før eller siden i en debat om islam.

Sheik Muhammed Thayr Mufid er en af de få moderate mullaher. Han har tidligere undervist i islam på Balkh University i Mazar ash-Sharif i det nordlige Afghanistan og fungerer nu som imam ved flere af byens førende moskeer, hvor han har stor indflydelse især på unge afghanere. Han taler ofte om demokrati, menneskerettigheder og islam og er kendt for sin vilje til at kombinere tradition og modernisme.

Information møder ham sammen med flere medlemmer af det dansk-støttede afghanske menneskerettighedsnetværk Civil Society & Human Rights Network (CSHRN), der har inviteret sheiken på en bid mad og en snak om islam og menneskerettigheder.

Efter en overdådig middag bliver det smukke afghanske tæppe ryddet, de mange fade båret ud, og de flere end 20 fremmødte læner sig tilbage i puderne for at lytte til den lærde mand, der tydeligvis er vant til at undervise.

Information spørger ham, hvordan han ser på nogle af de afgørende spørgsmål i dagens Afghanistan, hvor USA og dets allierede forsøger at markedsføre et vestligt værdisæt til erstatning for den konservative fortolkning af islam, som et flertal af afghanerne bekender sig til.

50 procent bedre

- Hvordan ser du på den internationale militære tilstedeværelse i Afghanistan, herunder Danmarks?

"De internationale styrkers tilstedeværelse i mit land er det mindste af to onder. Afghanistan har aldrig været selvstændigt, så vi tager det roligt, at vi heller ikke i øjeblikket er herrer i eget hus. Det skal vi nok blive igen," siger Muhammed Thayr Mufid, der tydeligvis ikke ønsker at fornærme en vestlig gæst.

- Hvad mener du med, at vi er det mindste af to onder?

"Taleban åd os i én bid, I spiser os trods alt i små bidder," siger han med henvisning til de konstante civile tab i krigen mod Taleban. Flere af tilhørerne smiler stort ad allegorien.

- Du foretrækker USA og dets allierede frem for Taleban?

"Hvis Mullah Omar (Talebans leder, red.) er 100 procent skidt for Afghanistan, så er Mullah Bush 50 procent skidt for os."

- Taleban opfatter Vestens militære tilstedeværelse her som en besættelse, ser du det på samme måde?

"Det giver ikke nogen mening at tale om besættelse. Ifølge islam tilhører Jorden alle mennesker, uanset tro," svarer sheikh Mufid polemisk. "Hvis man endelig skal tale om besættelse, er det mere retvisende at tale om, at hele Jorden er besat. Af USA!," erklærer han til tilhøreres store morskab.

- Betragter du USA som en ven eller en fjende?

"Amerikanerne er ikke muslimernes fjender. Muslimerne er deres egne fjender. Vi bør først vende blikket indad og betragte os selv. Vi må holde op med at bekrige hinanden. Først når det er lykkedes os at slutte fred indbyrdes, kan vi begynde at tænke på USA," siger han.

Om sheiken, der selv er shiamuslim, dermed mener, at den afghanske regering bør slutte fred med Taleban, eller han generelt ønsker at standse f.eks. de mange konflikter mellem shia- og sunnimuslimer rundt om i verden, bliver aldrig rigtig klart.

Plads til fortolkning

At mullah Mufid henter alle sine svar i islam, er der imidlertid ingen tvivl om. Flere af hans svar ledsages af syngende Koranrecitationer for at understrege de forskellige pointer, og hans publikum lytter andægtigt.

- Giver Koranen svar på alt efter din mening? Er det her, man finder den eneste sandhed?

"Der står ingen steder i Koranen, at man ikke kan hente viden andre steder end i Koranen. Vi skal læse andre bøger og tage viden til os fra forskningen. Vi skal f.eks. også bruge den nye teknologi. Vi har brug for ny viden fra andre kilder end Koranen," siger han og understreger, at det bl.a. betyder, at Afghanistan også har brug for andre kilder, når der skal lovgives.

"Vi har f.eks. brug for en forfatning til at supplere Koranen," siger han og støtter dermed ideen om magtens tredeling, afholdelse af valg og andre grundlæggende demokratiske principper, som er nedfældet i det nye Afghanistans grundlov.

- Er vestligt demokrati og islam forenelige størrelser?

"Demokrati betyder folkestyre. Men der eksisterer ikke noget reelt folkestyre nogen steder i dag, heller ikke i Vesten. Det samme gælder et islamisk styre. Der findes ikke noget reelt islamisk styre nogen steder i verden. Men hvis demokrati betyder folkestyre med streg under folke, er det foreneligt med islam. Men det er endnu ikke realiseret."

- Hvordan ser du på mænds og kvinders rettigheder?

"Mænd og kvinder er ikke lige i islam. Det tillader islam ikke," lyder det korte svar.

- Ifølge sharia har mænd og kvinder ikke samme retlige stilling. En kvindes vidne-udsagn tæller f.eks. det halve af en mands, en søster arver kun det halve af, hvad hendes bror arver, der skal fire mandlige vidner til at bevise en kvindes påstand om voldtægt osv. Er det i orden?

"Sharia består af to dele. En del, der er uforanderlig, og en del, der kan fortolkes," svarer sheiken, og trods flere forsøg lykkes det ikke at få Muhammed Thayr Mufid til at svare på, hvilken del det er, som kan forhandles.

Manglen på kvindelige deltagere i diskussionen med den moderate mullah er til gengæld temmelig klar. Udover Informations reporter og en anden udenlandsk kvinde har ingen afghanske kvinder adgang til debatten. Selv teen og de små fade med nødder og slik bliver serveret af husholdningens mandlige medlemmer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her