Læsetid: 2 min.

To plus to er fire

Folketeatret skal have et klap på ryggen for at stå fast og nægte at lade sig fusionere med Det Danske Teater
11. januar 2007

Denne gang skal der rent undtagelsesvist ikke slås på tæven, men klappes. Folketeatret skal have et ordentligt klap på ryggen, fordi teatret med Malene Schwartz i spidsen står fast og nægter at ride med på fusionsbølgen.

Københavns Teater, en forsamling teaterukyndige bureaukrater med musikeren Steen Pade i spidsen, vil tvangsfusionere Folketeatret med en omrejsende teatertrup ved navn Det Danske Teater.

Københavns Teater evner ikke selv at argumentere for betimeligheden af fusionen og har derfor betalt sig fra arbejdet ved at lade konsulentfirmaet PA Consulting Group udarbejde en rapport. I den hævdes det selvfølgelig, at der er store synergi-gevinster ved fusionen. Konsulentfirmaet rådgiver andre firmaer om, hvordan man tjener penge. Selv er det ikke i stand til det. Siden 2001 er dets omsætning faldet med over en tredjedel.

Folketeatret, som i sin tid blev skabt som en modvægt til borgerskabets kongelige teater, giver da heller ikke fem flade ører for det skrantende konsulentfirmas konklusioner. Hvad mon Københavns Teater har betalt for de udokumenterede løfter om store synergieffekter?

Non-lineær algebra

Den positive omtale af fusioner har altid som stiltiende forudsætning, at to plus to er fem. Påstanden er altså, at helheden bliver mere end summen af sine dele. Den slags regnestykker strider jo lidt imod det, vi lærte i skolen i sin tid. Da gjaldt endnu den lineære algebra, som siger at to plus to er fire. Nu er non-lineær algebra og kaosteori blevet regeringens officielle matematik. Derfor fusioneres der på livet løs. Kommuner, universiteter, sygehuse, politistationer etc. lægges sammen i det lønlige håb, at less is more.

Dostovjevskij, en ultrakonservativ russisk mystiker, forfægtede den samme irrationalisme, da han i Optegnelser fra et kælderdyb, gik i rette med vesterlandsk oplysning og fremskridtsoptimisme og lod sin helt kæmpe for retten til at sige, at to plus to er fem.

I George Orwells roman 1984 er tingene vendt på hovedet. Her hjernevasker den totalitære stat borgerne med nysprog og det glade vanvid, at "to og to er fem", mens helten Winston Smith i sin dagbog skriver: "Frihed er friheden til at sige, at to og to er fire".

For at kunne bilde folk ind at 2+2=5, må man indføre et par hjælpeteorier, nemlig teorierne om synergi og kritisk masse. De er hentet fra kernefysikken, hvor de er helt præcise størrelser, mens de overført til samfundsforhold bliver rene trylleformler.

Vi burde rettelig tale om konfusion snarere end om fusion. Af to grunde. Det er jo ikke nok at det flyder ('fusion' kommer af det latinske fundo, der betyder at flyde, strømme, smelte). Det skal mere end flyde. Det skal flyde sammen. Men konfusion kender vi jo også som dette at være konfus, som betyder forvirret. At være diffus er ikke det samme som at være konfus, men resultatet bliver det samme. Vi vrøvler. Man kan vrøvle, fordi noget flyder ud til alle sider, diffunderer, eller fordi det flyder sammen, konfunderer.

Man kan også gøre som Malene Schwartz og hendes bestyrelsesformand: Stå op mod vrøvlet og hylde Winston Smiths 'hemmelige lære' om, at to plus to er fire. Og nægte at blive dum som en pad(d)e.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu