Læsetid: 5 min.

To skud mod folkesjælen

Det gådefulde drab på statsminister Olof Palme er et nationalt traume - som John Kennedys død er det for amerikanerne
28. februar 2006

I dag for 20 år siden skete det. Ægteparret Lisbet og Olof Palme var til den sene aftenforestilling for at se filmen Brødrene Mozart. Kl. 23.17 forlader de Grand Bio og vandrer i Stockholms iskolde nat ad Sveavägen. Foran farvehandlen Dekorima ved hjørnet af Sveavägen og Tunnelgatan har en høj sortklædt mand taget opstilling kl. 23.19.

Flere af hinanden uafhængige vidner forklarer, hvad der nu sker:

Den mørkklædte mand går statsministerparret i møde kl. 23.20. De tre taler sammen i op til 30 sekunder. Lisbet Palme går et par skridt i forvejen og lader sin mand alene med den mørkklædte. Olof Palme begynder at gestikulere voldsomt. Den mørkklædte griber fat i Olof Palme, trækker en langløbet revolver og affyrer et skud i ryggen på ham og ét mod Lisbet Palme. Hun skriger:

"Nej, hvad laver du?"

Morderen bliver stående nogle sekunder for at sikre sig, at Olof Palme er død. Så løber han adræt og med flagrende sort overfrakke op ad Tunnelgatan og dens trapper. Et vidne sætter efter ham, men taber sporet oven for trapperne.

Siden har ingen set eller hørt noget til Olof Palmes morder.

Kennedy og Watergate

I den forbilledligt klare engelsksprogede bog, der udkommer i dansk udgave på forbrydelsens 20-års dag, sammendrager forfatteren, svenskeren Jan Bondeson forløbet således:

"Sammenlignet med Kennedy-mordet er mordet på Olof Palme langt mere gådefuldt og uigennemskueligt med hensyn til motiv, morderens identitet og muligheden for, at det var en større organisation, der stod bag forbrydelsen. Historien om mordet og opklaringsarbejdet afslører også opsigtsvækkende tilfælde af inkompetence, bedrag og politisk korruption, der får sagen til at minde om en svensk Watergate-skandale."

Mordet var begyndelsen til et forløb, hvor alt gik galt. De alarmopkald, der indløb i sekunderne efter drabet, tog politigården ikke imod. Det gav morderen mulighed for at smutte væk fra et område, der viste sig at være spækket med politifolk. De blev sent og tøvende sat ind. Stockholm blev ikke afspærret, mens tid var, nationen holdt i uvidenhed. Udenlandske medier anede langt hurtigere uråd. Sveriges væbnede styrker fik nyheden fra den militære attaché i Washington.

Politiet afspærrede kun en lille del af gerningsstedet. De dræbende kugler blev senere fundet udenfor. Andre vigtige spor kan være gået tabt, da folkemængder på mordnatten begyndte at lægge blomster.

Efterforskningen var fra mordnatten bestemt af politik. Det almægtige socialdemokrati ønskede ikke, at sagen skulle glide i uønskede retninger. Partiloyalitet snarere end politimæssig erfaring var rette kvalifikation. Resultatet blev katastrofer. Politimester Hans Holmér var besat af tanken om, at det venstreekstremistiske kurdiske uafhængighedsparti, PKK, stod bag mordet - som hævn for, at Palme havde været med til at lægge en dæmper på PKK's udfoldelser i Vesteuropa.

Privat S-spiontrup

Holmérs teori har ingen beviser at bygge på, og han må fjernes fra efterforskninger, som lider under hans manier. PKK-sporet forfølges imidlertid af Palmes ven, topsocialdemokraten Ebbe Carlsson, der sammen med en anden topsocialdemokrat, den svenske ambassadør i Paris, Carl Lidbom, opretter en hemmelig, alternativ spiongruppe, der trækker på højreorienterede politifolk og får anbefalingsbreve fra den officielle justitstop. Farceagtige forviklinger fører til fordægtighedernes afsløring. Ministeren og en stribe politichefer afskediges i vanære.

Andre forgreninger af efterforskningen har i mellemtiden kastet sig over Stockholms skumle miljø af højrefanatikere og stofmisbrugere - to kredse, der er delvist, men ikke ganske overlappende.

Midt i tumulten har opdagerne tabt fokus: Hvad var det egentlig, vidnerne på gerningsstedet spontant sagde, at de havde set: En høj, mørkklædt, yngre adræt mand, som Palme gav sig til at tale med.

Den beskrivelse passede slet ikke på bumsen Christer Pettersson. Han var fedladen, humpede efter en benskade og var i øvrigt besværet af sit årelange misbrug af alt, hvad misbruges kan.

Når et byretsflertal i juni 1989 dømte Pettersson for mordet, skyldes det, at Lisbet Palme havde udpeget ham som morderen. Den udpegning fandt Højesteret upålidelig, for hun var i forvejen blevet varskoet om, at den mistænkte var alkoholiker. En sådan var ikke svær at genkende, da hun fik forevist Pettersson opstillet sammen med unge trænede betjente. Hertil kom, at Pettersson var vanskelig at sætte i forbindelse med motiv, gerningsvåben og tilstedeværelse på gerningsstedet.

Lisbet i chok

I sin bog understreger Jan Bondeson, at Lisbet Palme er en årsag til, at opklaringen gik i skuddermudder. Da skuddene faldt, synes hun at være gået fuldstændigt i chok og hendes erindring fortrængt. Den beskrivelse, hun har givet af morderen, passer snarere på det nærmest stående vidne. Og hun har igennem alle årene fastholdt, at hun og Olof overhovedet ikke havde set gerningsmanden, før skuddene lød. Det stemmer ganske enkelt ikke med, hvad de andre vidner har forklaret.

Hendes råb - "Nej, hvad laver du?" - er også svært at forstå, hvis hun ingen gerningsmand havde set.

Som tiden er gået, har Palme-mordet også fået det til fælles med Kennedy-mordet, at emnet er blevet fuldstændigt politiseret, og at enhver teori om hvem og hvorfor opfattes som et politisk udsagn. Meget få mennesker forestiller sig i dag, at en sandhed er mulig.

I sin bog vover Jan Bondeson en teori, der giver mening til foreliggende kendsgerninger. Han antager, at Palme havde indvilget i at mødes med sin morder ved Dekorima-hjørnet, der lå belejligt for begge de biografer, som Palme-parret have overvejet at gå i den aften. Det var derfor Palme-parret fulgte en rute, der i øvrigt ikke var forklarlig.

Dybt foruroliget

På morddagen havde Palme i løbet af formiddagen oplevet noget, der foruroligede ham dybt. I et ministerfrokostmøde var han så meget fra koncepterne, at en kollega foreslog ham at drikke snaps, hvad han dog afslog.

Bondeson påpeger, at Palme på det tidspunkt havde involveret sig stærkt i den svenske våbenfabrikant Bofors' milliardsalg af våben til den indiske hær. Hans indiske kollega, Rajiv Gandhi, betingede sig imidlertid, at der ikke måttes ydes bestikkelse til mellemmænd. Det lovede Palme, men Bofors havde allerede betalt omfattende bestikkelser, og der var i alle mellemled forventning om flere - både på indisk og på svensk side. Palme havde viklet sig ind i en skandale, der i 1989 kostede Gandhi embedet.

Kl. 11.30 havde Palme haft besøg af den irakiske ambassadør, der siden blev kendt som Saddams informationsminister med tilnavnet 'Komiske Ali'. Han fortalte Palme, at Bofors ulovligt eksporterede våben til Iran. Det var stærkt uheldigt, fordi Palme var international mægler i Iran-Irak krigen. Men det var også en understregning af, at Bofors var ustyrlig.

Bondeson konstruerer dette forløb: Palme ringer til Bofors og truer med indgreb - også mod salget til Indien. Truslen løber videre til mellemmændene, der allerede har en handlingsplan klar, hvis Palme volder besvær.

Om aftenen ringer en person på Palmes private nummer og siger, at han har afgørende dokumenter, som statsministeren kan få udleveret i løbet af få timer. Hvis blot han foreslår et diskret mødested-

Læs bogen. Den sandsynliggør i hvert fald ét: At mordet var for snedigt til at være begået af en tilfældig galning. Også her er ekko fra Dallas 1963.

Jan Bondeson: Blodspor i sneen. Mordet på Olof Palme. Glimrende oversat af Jan Hansen. 336 s. Ill. 299 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu