At korrespondancen mellem de to forfattere Moberg og Delblanc overhovedet kom i stand, skyldtes to ting: Delblanc havde lidt høretab ved en sprængulykke i militærtjenesten, og Moberg ikke kunne huske sit eget telefonnummer ("Jeg kan tallene, men forstår ikke at sætte dem i den rigtige orden").
Da Delblanc ringede på det nummer, han havde fået af Moberg, havnede han hos Frelsens Hærs lotterikollektion. Den tilfældighed, der førte dem sammen, var, at Delblanc som ekstra indkaldt anmelder i Dagens Nyheter sommeren 1970 skrev om første del af Mobergs store historieprojekt Min svenska Historia berättad för folket. Delblanc var forundret over opfordringen, for han troede, han var uvenner med dets redaktør Olof Lagercrantz, men han har en mistanke om, at grunden er den, at avisen gerne ville se "en økse i hovedet på dig", men ingen ville holde i skaftet.
Moberg replicerer, at Delblancs opfattelse af øksen sikkert var rigtig. Han fortæller endvidere, at han ved en forlagsmiddag sagde følgende til Lagercrantz: "For at fortsætte vort venskab vil jeg tro, at det er bedst, at vi bevarer vores dårlige tanker om hinanden."
I sin anmeldelse spørger Delblanc: "Hvorfor ikke en roman i stedet for ?" Det er digteren mere end historikeren, der formår at gøre historien levende, hævder han. Moberg svarer, at det naturligvis er tåbeligt i hans alder at begynde at skrive sin egen svenske historie, men siger samtidig, at han med alderens ret kan tillade sig at skrive for fornøjelsens skyld.
Delblanc var 33 år yngre og titulerer ham gerne "Mesteren" eller mere overdådigt "musernes haremsherre" og "Homers sønnesøn".
Autodidakt mindreværd
Moberg er smigret over opmærksomheden fra det unge litterære talent, men usikker over for Delblancs akademiske lærdom og fine titler.
Delblanc forstår, at både Moberg og Ivar Lo-Johanssson lider af autodidakternes overdrevne forventninger til de lærde og videnskaben og er skuffede over den historiske videnskab og dens korruption.
Moberg giver Delblanc ret i det med autodidakternes mindreværdskompleks over for akademikerne.
Udvekslingen af komplimenter mellem de to herrer bliver lidt trættende i længden, mere interessant er deres uenighed om realismen.
Delblanc beundrede mellemkrigstidens realister, men ville ikke efterligne dem. Det fremgår ikke mindst af tre breve til Ivar Lo-Johansson, som også er med i denne bog med korrespondancen. Ivar Los ønskeroman (realistisk roman med selvbiografisk baggrund) kræver efter Delblancs mening sociologisk støtte.
Realismen bliver kun interessant med en social dimension. Delblanc mente, at en ældre tids realisme ikke kunne bruges i dag, men måtte erstattes med en symbolsk, mystisk ladet realisme, en virkelighedens "distorsion". Delblanc finder, at Moberg også var en god historiker som skønlitterær forfatter. Flere år efter gav Moberg ham delvis ret og accepterede forlaget Norstedts forslag om at genudgive den selvbiografiske "Soldat med brutet gevär" i stedet for de forsinkede dele af historievärket. Han mener, at dette værk kommer til at hvile i al evighed, da han lider af "den store trætheds plage, ikke den fysiske træthed, men den forbandede sjæl".
Det mærkes tydeligt i det sidste brev fra den ældre kollega: "Håndslag-vennen Vilhelm, som fortsætter med at træde vande og med besvær holder sig oppe hele tiden bange for at synke til bunds. Jag gratulerer dig med den færdige roman - du har altså kunnet svømme videre, misunder dig voldsomt".
Brevet virker som et varsel om Mobergs selvmord i 1973.
Bogen indeholder desuden bidrag fra andre skribenter foruden de to redaktører, Delblanc-forskeren Lars Ahlbom og Ingrid Nettervik, formand for Moberg-selskabet. De kaster nyt lys over de sidste store forfattere om det gamle svenske bondeliv.
Lars Ahlbom og Ingrid Nettervik : Broder Ville, Käre, snälle Sven. Carlsson Bokförlag AB, 249 sider, 209 sv.kr. ISBN 9172037369.
