Læsetid: 2 min.

To tyskere i Bagdad

Under Irak-krigen indlogerede tyske efterretningsfolk sig i den franske ambassade i Irak og tømte vinkælderen
17. januar 2006

Affæren om de to tyske efterretningsfolk, der arbejdede i Bagdad under Irak-krigen, skal undersøges af et parlamentarisk undersøgelsesudvalg.

Det mener oppositionen i den tyske Forbundsdag - det liberale FDP, venstrepartiet Die Linke/PDS og De Grønne. Sidstnævnte har været noget tøvende med beslutningen, men fredag modtog partiet forsikringer fra den tidligere udenrigsminister Joschka Fischer, om at han intet vidste om sagen:

To agenter fra efterretningstjenesten BND har efter alt at dømme hjulpet det amerikanske forsvars efterretningstjeneste DIA med oplysninger under Irak-krigen, selvom Tyskland officielt holdt sig ude af den.

"Tyskland deltager ikke i denne krig," som den daværende kansler Gerhard Schröder (SPD) slog fast den aften, USA indledte angrebet på Irak - den 19. marts 2003.

På det tidspunkt var de to BND-agenter for længst på plads i Bagdad. Officielt skulle de beskytte den tyske ambassade i tilfælde af krig, men den plan blev opgivet. Tre dage før krigens start ledsagede de to biler med ambassadeansatte og journalister ud af Bagdad, hvorefter de kørte tilbage til byen og søgte tilflugt på den franske ambassade.

Fra Bagdad kunne agenterne ved hjælp af satellit-telefoner sende rapporter om stemningen i landet, forsvarsværkers placering og regimets opbakning til hovedkvarteret i Pullach nær München.

Respekt for tyskere

Under opholdet i den franske ambassade tømte agenterne angiveligt vinkælderen, hvilket førte til nogen utilfredshed blandt franskmændene, skriver nyhedsmagasinet Der Spiegel i sin nyeste udgave.

Tyske efterretningsfolk nyder traditionelt stor respekt i de arabiske lande, fordi Tyskland aldrig optrådte som kolonimagt her. Det klare tyske nej til Irak-krigen styrkede formentlig også troværdigheden, men i det skjulte arbejdede BND tæt sammen med amerikanske tjenester.

Efter terrorangrebene den 11. september 2001 var samarbejdet blevet yderligere intensiveret. BND leverede således også rygterne om mobile giftlaboratorier videre til CIA, rygter som den daværende amerikanske udenrigsminister Colin Powell fremlagde som fakta i Sikkerhedsrådet den 14. februar 2003.

Kunne stille spørsmål

Muligvis har amerikanerne også kunnet stille konkrete spørgsmål, som de tyske Bagdad-agenter skulle undersøge - det hævder en tidligere Pentagon-ansat, som den tyske tv-station ARD har talt med.

"Det typiske spørgsmål under krigen lød: Har tyskerne leveret noget om det? Eller vi brugte udtrykket: 'Giv tyskerne en opgave'. De støttede os. De leverede informationer til planlægningen," fortæller den anonyme eks-medarbejder.

Hans udsagn afvises af både BND og af den daværende socialdemokratisk-grønne regering. Agenterne leverede udelukkende oplysninger om mål, der ikke måtte bombes, lyder forklaringen.

I morgen træder det parlamentariske kontroludvalg for efterretningsvirksomhed i Tyskland sammen.

Mødet er hemmeligt, men det vides, at de to Bagdad-agenter er blevet bedt om at møde op og afgive forklaring. De to arbejder på ambassaderne i hhv. Egypten og Australien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her