Læsetid: 4 min.

To udfordringer

10. september 1997

STEEN GADE, fhv. gruppeformand og fhv. Europa-udvalgsmedlem for SF, er tilsyneladende noget så sjældent som en udspekuleret politisk ræv og et ærligt, principfast menneske.
Endskønt det givetvis har kostet personligt dyrt at foretage opgøret og stige ned fra de to centrale tillidsposter, han hidtil har beklædt i SF's folketingsgruppe, så er det taktisk set helt rigtigt af Steen Gade at spille så kontant ud i EU-debatten, som han gør nu. For her fremstår for offentligheden en mand med holdning. Her er initiativ, vilje og rene linjer. Her er også en analyse, som - omend smertelig for mange - synes at hænge sammen indenfor sin egen logik. Ingen tvetydig tale i overskægget, ingen tøven eller gåen på kompromis. Uffe Ellemann, Poul Nyrup og andre Ja-generaler kan ikke ønske sig nogen bedre alliancepartner til at trække EU-skeptikerne hos Socialdemokratiet, de radikale og SF til truget, end manden der for 25 år siden var med til at danne Folkebevægelsen mod EF. Men de rene linjer til trods har Gade med sin beslutning givet sig selv noget af et problem at håndtere.
Problemet ligger i, at befolkningen nu anmodes om at tage stilling til en traktat-regulering så diminutiv, at det for mange knap synes værd at bevæge sig hen til stemmeurnen. Hvorfor det uvægerligt - og fordi nationen endnu ikke er kommet ud af den traume-tilstand, der blev grundlagt i 1972 og forstærket i 1986 - går hen og bliver endnu en principiel stillingtagen til EU-projektet. Sådan er det ikke formelt, men sådan er det reelt for en meget stor del af vælgerkorpset, til venstre, til højre og i midten.
Som landet ligger nu skal Steen Gade derfor ud og sælge Amsterdam-traktatens fortjenester til en befolkningsgruppe, der i dag er indstillet på at stemme om noget andet - og på at stemme nej, fordi de netop ikke kan få sig selv til at velsigne det samlede EU-projekt. Ganske vist har de fleste EU-kritikere - i partierne, i organisationerne, i medierne, i den brede offentlighed - for længst måttet lære at forholde sig til EU's eksistens og til at tage del i alle de konkrete kampe - mod de dårlige direktiver, for de gode, osv. Men derfra og til at forlange, at man med sin stemme ligefrem skal anbefale projektet, dét er for stærkt for temmelig mange.
For hvordan kan man anbefale et projekt, som fastholder verdens ulighed ved at give eksportsubsidier til dumping af EU-bøndernes overskudsproduktion i fattige u-lande og samtidig holder u-landenes vigtigste afgrøder ude fra EU's indre marked?
Hvordan anbefale et projekt, der med sin tiltagende - alene af markedet og væksttrangen motiverede - harmonisering overlader stadig mindre frirum for beslutninger og selvstændigt initiativ til national- og lokalsamfundet?
Hvordan anbefale et projekt, som i sin praksis hylder ulighed ved at give egne ledende funktionærer eksorbitante, skamløse lønninger?
Hvordan anbefale et projekt, der af hensyn til den agrokemiske industri nægter et medlemsland retten til at afvise gensplejsede, sprøjtemiddelresistente planter?
Hvordan anbefale et projekt, som i sin tiltagende kompleksitet og med sit stigende antal medlemmer får stadig mindre evne til at formulere, vedtage og realisere visioner andre end markedets?
DEN DØDSFORAGTENDE udfordring, Steen Gade har givet sig selv, er at give sådanne svar på spørgsmål som disse, at hans nej-sigende kammerater i og uden for SF bevæges til at investere fremtidshåb i EU. Håb nok til at turde velsigne projektet ved den kommende folkeafstemning. Gade gav allerede i lørdags én udgave af sit svar her i avisen, et svar der handler om nødvendigheden og muligheden af "et oprør fra neden", et oprør "mod det elitære i EU", og et oprør, der rummer og baner vejen for "en grøn, en demokratisk og social vision for Europa."
I princippet er det jo præcis dét, de fleste nej-sigere taler og drømmer om. Hvor Steen Gade derfor skal præstere at overbevise dem om, at det kan gøres - og gøres bedst - i EU, så er den ikke mindre formidable udfordring, som Gade nu giver nej-sigerne, at sandsynliggøre, at de har mere end drømmerier: at de har en vision, en strategi, et alternativ man tør tro på, uden for EU.
Og hvor efterlader alt dette så SF? Naturligvis er der en risiko for, at de to nøglepersoner i partiet forfalder til at bekrige hinanden frem for at indse, at de dybest set står sammen om at bekæmpe Uffe Ellemanns EU. Men undgår de den faldgrube, og ender folkeafstemningen med et ja, så vil såret i partiets top formentlig hurtigt heles. Holger K. vil have gjort sin pligt i forhold til baglandet, men med et ja vil der ikke være andet at gøre end at forenes om Steen Gades kritiske, slidsomme reformarbejde på EU's indre linier. Hvis det derimod bliver et nej, afhænger alt af om statsministeren går med til og får held til at genforhandle traktaten med indrømmelser til Danmark som resultat. I så fald kan det ende med et ja ved en anden folkeafstemning, og så vil Steen og Holger igen kunne finde hinanden. Bliver det derimod et nej igen, så vil SF's sammenhængskraft være lige så tvivlsom som Danmarks fortsatte EU-medlemsskab. jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu