Læsetid: 3 min.

To verdener

19. maj 2006

Man kunne tale om fakta og fiktion. Man kunne også tale om indre verdener og ydre, de er under alle omstændigheder blandet sammen, specielt på et medie som tv.

Det er vidt forskellige steder, man kommer hen, og man kan tit komme i tvivl om, hvem man egentlig er. Om man er nogen eller noget, om man drømmer eller er vågen, for mediet er hypnotisk på en eller anden måde. Det fører en til områder, hvor det kan føles, som om nerverne visner, og det kan lidt senere pludselig spænde en op til fornyet liv, selv om man egentlig bare, hvis nogen så en udefra, ville være et mærkeligt passivt vedhæng til et eller andet, der flimrer på skærmen.

Det er stadig de færreste, der ser det nu landsdækkende DR2, så for de fleste vil det følgende være en beretning fra det ukendte, men det er så bare betingelsen.

Kanalen sender af og til, faktisk ret tit, direkte transmissioner fra folkestyrets hjertekammer ovre på Christiansborg, som onsdag ganske vist var omringet af regeringsfjendtlige barbarer, men inde bag de tykke mure fortsatte alt uanfægtet.

Der var spørgetid, og jeg kom lidt sent ind i den, for statsministeren, der blev spurgt, havde åbenbart allerede svaret. Det var i hvert fald, hvad han svarede Rasmus Prehn fra Socialdemokraterne, der ville have at vide, hvilke principielle overvejelser, der lå til grund for udvalget af de journalister, der skulle have deltaget i den store journalistmiddag på Marienborg.

Prehn, der er ny på tinge, bad statsministeren tage hensyn til sin manglende erfaring, der måtte være årsag til, at han ikke havde hørt statsministerens svar, og sådan måske bare lige gentage det. Men statsministeren var ikke til at rokke. Det hele var, forstod man på ham, blot et udtryk for, at Socialdemokraterne og i det hele taget oppositionen ikke har noget politisk projekt. Han ville hellere, sagde han, hvis man i Folketinget kunne koncentrere sig om ting, der har betydning for borgerne i, som han kaldte det, deres hverdag.

Rasmus Prehn blev i en løbende undertekst præsenteret med et væld af detaljer. Hvor han var født og opvokset, navnet på hans kone og hans forældre samt disses erhverv.

En fantastisk ophobning af fakta og en for så vidt glimrende demonstration af, at demokrati åbenbart ikke har ret meget med åben og fri debat at gøre, men nærmest er en slags skuespil med en fantastisk dårlig tekstforfatter og en totalt elendig frikadelle i hovedrollen som stålsat krigshelt.

Timerne

Kun et par timer senere var det så filmen om Virginia Woolf, den hvor Nicole Kidman har fået ny næse, men også et stykke virkelighed, hvor forfatteren har taget sig en del mere sammen. David Hare hedder han. Og bagved ham selvfølgelig den geniale engelske forfatterinde med det urolige og besatte sind, der på en måde, der totalt adskiller sig fra fjernsynets, skrev et indre liv af blomstrende banaliteter ind i enhver.

Filmen bruger hendes store roman, Mrs. Dalloway, som modul, og lader den foregå i det virkelige liv, det virkelige skrevne liv altså, hos almindelige mennesker i almindelige livssituationer.

Hele en kvindes liv beskrevet gennem 24 timer af samme. 24 timer, hvor nogen skal dø. Men hvem ?

The Hours hedder filmen, og den er i hvert fald betydeligt mere virkelig, end Folketinget magter at være. Virkelig på den måde, at den gør en selv virkelig, mens man ser den.

Fordi den foregår i de områder af sindet, hvor selv tv-seere ikke kan undslippe livets betingelser. Hvor ansvaret ikke bare kan fejes af vejen med en slags hoven og selvglad arrogance, men er noget, man pludselig ved, at man ikke behøver påtage sig, fordi man ikke kan undslippe det.

Hvem det så er, der skal dø? Det er digteren, der skal dø, siger Virginia Woolf i filmen. Ham, der kan se. Men en film af den slags kan gøre enhver seende, måske endda læsende.

Selv om enhver jo altså desværre endnu ikke ser DR2.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her