Der har været forbløffende lidt debat om Danmarks stemmeafgivning i Sikkerhedsrådet omkring krigen i Mellemøsten, hvor Danmark undlod at stemme.
Men forleden havde Danmarks Radios P1 inviteret en af kritikerne, socialdemokraten Jeppe Kofod, til at diskutere med Venstres udenrigspolitiske ordfører, Troels Lund Poulsen.
Poulsens gennemgående argument for vores stemmeafgivning var, at resolutionen var uacceptabel ensidig - hvad han dog aldrig fik uddybet - og han betonede gang på gang, at regeringens politik i Mellemøsten går på to ben. Det viste sig blandt andet ved, at man anerkendte både Israels ret til at eksistere og en levedygtig palæstinensisk stat.
Det lyder jo flot som ord. Ja, det kunne lyde som om det var en korrektion til en politik, der i snart 60 år har været meget etbenet til fordel for Israel. Men når man lytter nærmere til Lund Poulsen og ikke mindst statsminister Anders Fogh Rasmussen, får man gang på gang indtryk af, at det drejer sig om at støtte Israel i forhold til en overvejende propalæstinensisk opinion. Og det har været totalt umuligt at høre den officielle danske stemme omkring den besættelsessituation, som er hele udgangspunktet for konflikten. Hvad nytter det, at man hele tiden - ligesom præsident Bush - taler om en levedygtig palæstinensisk stat, når man aldrig gør noget for, at den skal blive virkelighed, men i stedet enten bifalder eller ignorerer Israels ensidige politik, når det gælder udvidelse af bosættelser på Vestbredden og bygning af mur og sikkerhedshegn på besat område med omfattende krænkelser af palæstinensernes menneskerettigheder til følge.
Pres på Washington
Hvornår hører vi den danske statsminister udnytte den goodwill, som vores deltagelse i koalitionen af de villige i Irak skulle have skabt i Washington, til at fortælle George W. Bush, at der nu må ske synlige fremskridt omkring etableringen af en palæstinensisk stat, og at det som udgangspunkt indebærer, at Israel overholder FN's resolutioner om tilbagetrækning til 67-grænserne? Nej, det virker nærmest usandsynligt, at noget sådant skulle ske, selv om det ville ligne en politik på to ben.
Da jeg sidst var på Vestbredden i maj måned, havde jeg virkelig mulighed for at konstatere, hvor total den israelske besættelse af Vestbredden er, og hvordan bosættelserne og det tilhørende vejsystem i den grad gennemkløver landet og gør enhver tale om en levedygtig stat til en joke.
Det palæstinensiske selvstyre har formelt kontrol i en række byer som Ramallah, Nablus, Jenin og Betlehem, men kendsgerningen er, at de israelske styrker går ind og ud af disse byer og arresterer folk, som de har lyst. Senest gik det ud over en stor gruppe af folkevalgte Hamas-politikere som reaktion på kidnapningen af en israelsk soldat ved Gaza. Det, som triggede eskaleringen af konflikten, og som ikke gav anledning til voldsomme protester fra regeringer, der ellers bekymrer sig om demokrati i Mellemøsten.
Uden for de større byer er alt kontrolleret af Israel, og i bosættelserne fremviser lederne med stolthed, hvordan der lægges nyt land til, og hvordan der bygges ud. De begrunder ofte bosættelserne ud fra Biblen, men fremhæver også hele tiden den strategiske vigtighed af at sidde på Vestbredden for at forhindre raketangreb mod Tel Aviv og Ben Gurion Lufthavnen.
Som situationen ser ud i øjeblikket - med på den ene side stor splittelse blandt palæstinenserne om holdningen til Israel og forhandling og på den anden side den israelske regerings spillen på terrorvåbenet og den manglende fredspartner - er det kun gennem en total international intervention, at der kan skabes fred. Og udgangspunktet burde værre nemt at få øje på, nemlig den totale israelske rømning af Vestbredden og Østjerusalem, og dermed en overholdelse af FN's resolutioner.
Ønsker Israel bestemte dele af Vestbredden med i Israel, kan det kun ske som led i en forhandling mellem partnerne. Kun ved, at det internationale samfund stiller dette klart op, må Israel for første gang erkende, at der skal virkelige indrømmelser til.
Hvis Anders Lund Poulsen mener noget med sine ord om en afbalanceret politik, burde han interessere sig meget mere for konfliktens udgangspunkt, besættelsen, og aktivt medvirke til, at den bringes til ophør. Ellers er han og regeringen - og dermed den danske befolkning - medskyldige i de drab på civile, som vi hver dag hører om fra Libanon, Israel og Gaza.
Jørgen Flindt Pedersen er journalist og filminstruktør
