Læsetid: 3 min.

Tøbrud i New Delhi

22. maj 2003

ENDNU EN GANG har ruteflyet mellem Lahore og New Delhi genoptaget sine to ugentlige flyvninger, og landegrænsen ved Wagah er atter åbnet efter 16 måneders isnende kulde mellem Indien og Pakistan. De diplomatiske relationer er genoptaget, og om nogle uger ventes Indiens ministerpræsident, A. B. Vajpayee, at besøge både Islamabad og Beijing.
Der er tøbrud på det sydasiatiske subkontinent. Efter en konfrontation, som var tæt på at udløse krig mellem to kernevåbenmagter og arvefjender, har diplomatiets fredsbestræbelser endelig fået en ny chance.
Forudsætningerne ligner meget situationen forud for Vajpayees berømte busrejse til Lahore i vinteren 1999 og det mislykkede topmøde med den pakistanske kupmager Pervez Musharraf i Agra i juni 2001.
Hinduistiske ekstremister i den indiske regeringskoalition modsætter sig dog lige så stærke kompromiser.
Til trods for at USA har bidraget meget aktivt til at få det kommende topmøde i stand, findes der kun to stole ved forhandlingsbordet. Indien vægrer sig ihærdigt imod enhver indblanding fra en tredje part for at afværge en internationalisering af Kashmir-spørgsmålet. Kashmir er og bør for Indien forblive et bilateralt anliggende. Dette behøver i sig selv ikke at være negativt, forudsat at den politiske vilje til fred har vokset sig stærkere på begge sider.

MEN HAR politikernes holdninger ændret sig grundlæggende? 55 års rivalitet og tre krige har skabt et dybt gensidigt had og mistro, som vanskeliggør fleksibilitet og stærkt underminerer den terrorbalance, som begge kernevåbenmagter hævdes at ville opretholde. Den ideologiske kløft er dyb, forstærket af religiøst snæversyn og økonomiske fiaskoer. Vanskelighederne kan i nogen grad minde om dem mellem israelere og palæstinenserne, som begge føler sig truet i eksistentiel grad.
Det pludselige tøbrud er helt og holdent den aldrende Vajpayees fortjeneste. Under sit første besøg i Srinagar, Kashmirs sommerhovedstad, strakte han meget uventet en hånd ud over den omstridte ’kontrollinje’, som skiller de to landes hærstyrker. Den store respekt, som han nyder hos indiske politikere, har i første omgang bragt tvivlerne til tavshed. Særligt velkommen blev skridtet hilst af oppositionen, som allerede nu frygter, hvilken Pakistan-politik hans sandsynlige efterfølger, høgen L. K. Advani, vil føre.
Med baggrund i Irak-krigen og kampen mod terrorisme kommer tilbudet yderst belejligt for Islamabad, som har frygtet at stå øverst på USA’s liste over kommende aktioner. Advani havde netop betegnet Pakistan som »epicentret for den globale terrorisme«. Dusinvis af mistænkte al-Qaeda-medlemmer er pågrebet i Pakistan, og elementer inden for den militære efterretningstjeneste, ISI, mistænkes for at beskytte talebanere i grænseområderne op til Afghanistan.

FOR PRÆSIDENT Musharraf indebærer udviklingen også respit fra en dybtgående parlamentarisk krise, hvor oppositionen med stærke islamiske fundamentalister søger at berøve ham hans diktatoriske magt.
Både Indien og Pakistan har nu gjort vigtige indrømmelser. Vajpayee fastholder, at Islamabad støtter og træner terrorister med henblik på at destabilisere Kashmir, men medgiver, at jihadierne ofte opererer hinsides al kontrol. Han gav også afkald på New Delhis umulige krav om »et totalt ophør af infiltrering over grænsen« som betingelse for samtale.
Dødvandet, som opstod efter et angreb på det indiske parlament i december 2001, da jihadier skød og dræbte ni personer, kunne undslippes, da Pakistans ministerpræsident, Jamali, personligt ringede og indbød til topmøde i Islamabad. Men Musharraf og hans styrende militær er stadig en stor hindring.
Da Vajpayee under topmødet i Lahore i 1999 diskuterede fred med sin daværende modpart, Nawaz Sharif, planlagde Musharraf den såkaldte Kargil-operation i Himalaya, som førte til den værste krise i årtier. Ej heller har han levet op til sine løfter om at tøjle de islamistiske terrorbevægelser. Det er på den baggrund svært at tro, at New Delhi kan genvinde nogen tillid til ham.
Men folkeopinionen i begge lande er markant for fred og en form for sameksistens. Og for Pakistan er freden mere påtrængende nødvendig end nogensinde. Siden ISI overtog styringen af den folkelige opstand i indisk Kashmir er landets økonomi totalt kuldsejlet, mens Indien i kraft af sin størrelse både kan håndtere kaprustning og økonomisk vækst.
Pragmatisme på begge sider kan betyde forskellen mellem langsom udmarvning mod anarki og udvikling.
Kashmir er blot en del af problematikken, men udgør den store gordiske knude. En formular, som gør det muligt midlertidigt at udskyde en afklaring af det omstridte territorialspørgsmål i kombination med tillidsskabende foranstaltninger og frihandel over grænsen er det eneste, som kan give økonomien et løft. New Delhi må indse, at et miserabelt Pakistan er en meget større sikkerhedstrussel end et Pakistan i økonomisk og social udvikling. Fattigdom gavner kun de islamistiske ekstremister.

BG

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her