Læsetid: 4 min.

Tøger Seidenfadens ofre

Jeg har ondt af de pågældende lokalforeningsformænd fra Dansk Folkeparti, som – med rette – er blevet ekskluderet. Men det er Tøger Seidenfadens skyld
29. august 2006

Selvfølgelig er det en forbistret dumhed. Selvfølgelig kan ledelsen i Dansk Folkeparti ikke affinde sig med, at en række lokalforeningsformænd tager let på nazisme og Dansk Front. Selvfølgelig er eksklusionen af de pågældende lokalforeningsformænd i orden.

Alligevel har jeg ondt af de pågældende. Jeg er valgt i Sønderjylland og kender lokalforeningsformændene i Tønder og Haderslev. Hæderlige, gedigne mennesker, som er blevet taget ved næsen af Ekstra Bladets journalist, der giver sig ud for at være noget andet, end han er, og som især nævner forhold og foreninger, som disse mennesker ikke kender arten af. Én sagde som bekendt, at journalisten kunne lige så godt have sagt, at han var medlem af AGF. DNSB - hvad er det for noget? (Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, red.) Vi andre svarer, at han skulle selvfølgelig have spurgt og have fået sagen opklaret, før han fortsatte. Ja, selvfølgelig. Men et menneske, der ikke er vant til at tale med listige journalister og blive snakket rundt i en time, er ikke altid så årvågen, som man er i eftertankens stund.

Nej, jeg har ondt af de pågældende lokalforeningsformænd, som - med rette - er blevet ekskluderet. Men hvis er skylden? Hvad er årsagen til, at hæderlige, reelle danskere i Tønder og Haderslev tager let på ord som racisme og nazisme?

Svaret er enkelt: Skylden er Tøger Seidenfadens. Skylden er en politisk korrekthed, som i årtier har hengivet sig til en vulgær talemåde og et vulgært sprog, som nu fører til, at almindelige mennesker ikke reagerer på vulgariteterne. I årevis har medierne drevet klapjagt på menige danskere og kaldt dem for "racister", hvis de var bekymrede over en indvandring, der slog Danmark i stykker. I to årtier har Politiken og DR & Co. hetzet mod den jævne dansker og kaldt ham "nazist", hvis han ytrede betænkeligheder ved den ukontrollerede og ukontrollable indstrømning i Danmark fra Mellemøsten og Afrika.

Tænk på, hvorledes der er blevet hujet. Tænk på, hvad danskerne har skullet finde sig i at blive kaldt, hvis de tænkte selvstændige tanker i forhold til den dagsorden, som kulturradikalismen havde dikteret. Kan man undre sig over, at disse danskere så tror, det må passe, hvad Tøger Seidenfaden kalder dem?

Forleden talte jeg med min gamle nabo fra den landsby på Djursland, hvor min far var præst 1932-45. "Jeg er racist," sagde han. "Vel er du da ej," svarede jeg og fortalte ham, at han ikke skulle lade sig belyve og beluske af Seidenfaden & Co. "Du er ikke racist, men du er en god dansker, der holder af dit land, og det er grunden til, at Systemet Politiken kalder dig og alle andre gode danskere for racister".

Synd og vulgaritet

Han lyttede med den venlighed, der er et særkende hos folk som ham, men han troede mig ikke, for den offentlige debat i 20 år har lært ham, at man er racist, når man holder af Danmark. Det gjorde han også under besættelsen. Han var mine forældres trofaste nabo under modstandskampen. Da blev han ikke kaldt racist, men snarere frihedskæmper. Da blev han og hans ikke forfulgt, men hædret af Systemet Politiken - det, der havde mistænkeliggjort Churchill i sin leder den 28. april 1940 og som i de følgende år var modstandsbevægelsens forbitrede modstander.

Nu kalder Politiken en sådan mand racist, og så ender han og hans fæller med at tro på Tøger Seidenfadens vulgære sprog og gemene beskyldninger. Forleden diskuterede samme Seidenfaden med Erik Meier Carlsen i Ugebrevet A4. Her gentog Seidenfaden sit beskidte sprog i forbindelse med DF. Endnu en gang måtte vi finde os i at blive kaldt racister af Politikens chefredaktør - redaktøren i rendestenen.

Nej, jeg tager ikke Tøger Seidenfaden alvorligt, men forholdet er, at mange mennesker gør det, når hans vulgære ytringer gentages tilstrækkeligt ofte, og konsekvensen er naturligvis, at et ord som racisme mister sin mening. Herregud, siger vores gamle nabo: "Hvis man er racist, når man vil forsvare Danmark som nation, så er jeg racist".

Og således mister ordet sin betydning, og således kan hæderlige danskere ikke finde noget fatalt i at vedkende sig at være racister. På samme måde som ordet 'nazisme' mister sin betydning, når det igen og igen benyttes som kasteskyts af en kulturradikalisme, der skal dække over sin egen sympati for stalinisme og maoisme. Sproget vulgariseres. Og dermed mister sproget sin egentlige mening, så at man i samme land taler om flere forskellige ting, selv om samme ord benyttes.

Dette er årsagen til disse hæderlige lokalforeningsformænds ulyksalige ytringer. De har vænnet sig til at blive mistænkeliggjort så ofte, at de ikke fatter mistanke ved en snakkesalig journalists listige ordstrøm. Nuvel, skal danskerne kaldes racister, så ender de med at regne racisme for ingenting. Så kan de ikke værge sig mod mistænkeliggørelsen. Så lader de ordene blive stående. Og så må DF's ledelse ekskludere dem.

Det er synd for dem, det er synd for os alle sammen, for det er synd for det danske sprog og dermed den danske offentlighed. Vi er alle Seidenfadens ofre. Vulgariteten har bredt sig fra Systemet Politiken og fordærvet ord og tanke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her