Læsetid: 2 min.

Tøjet passer ikke til kvinders krop

Kvinder er blevet både højere og større siden Sophia Lorens og Marilyn Monroes timeglasfigur satte standarden, og vægten fordeler sig også anderledes. Men det er de fleste designere ligeglade med, så længe det varer
29. november 2005

En ny rapport hævder nu, at modeindustrien ignorerer kvindekroppens skiftende former. Designere og producenter insisterer stadig på at fremstille tøj, der passer til den traditionelle timeglasfigur, selv om kvindekroppen oftest er større for oven, rektangulær eller pæreformet.

Undersøgelsen viser, at selv om kun otte procent af kvinderne i dag har den timeglasfigur, der fremvistes af velskabte filmstjerner i 50’erne, som f.eks. Sophia Loren, fremturer designere og producenter med at lave tøj, der passer til en slim line-udgave af den figur.

Af de 6.000 kvindelige kropsformer, der blev undersøgt, blev de 46 procent karakteriseret som rektangulære, med taljen mindre end 23 cm smallere end hofterne eller brystet. Lidt over 20 procent af kvinderne var ’ske’- eller pæreformede, med hofter, der var fem eller flere cm større end brystet, mens næsten 14 procent var formet som ’omvendte trekanter’ – kvinder, hvis bryst var syv eller flere cm større end deres hofter.

Undersøgelsen, der blev foretaget ved North Carolina State University, er baseret på data fra en to år lang undersøgelse af amerikanske kropstyper Size USA. Den blev lavet med støtte fra Alva Products, der fremstiller mannequindukker med mål, der skal tvinge industrien til at skabe tøj til flertallet af kvinder, og ikke til de få.

Janice Wang, firmaets øverste chef, siger: »De fleste detailhandlere designer tøj til folk med en hvepsetalje og stor barm«. Hun tilføjer, at industriens standarder for tøjstørrelser er forældet. »Det bør ændres, hvis industrien vil servicere det marked, de i øjeblikket ikke når«.
Modehuset Liz Claiborne har taget kritikken til sig. David Baron, en af vicedirketørerne siger, at man vil indføre ’gradvise ændringer’ hen imod fremstillingen af »tøj, der passer og sidder bedre«.

»Selv om undersøgelsen drejer sig om amerikanske kvinder, er dens resultater også af betydning for britiske kvinder,« siger frk. Wang, fordi spisevaner og livsstil betyder, at kvinders former »afspejler hinanden«.

Den britiske modedesigner Katherine Hamnett er enig i, at kvinder, der ikke lige kan skrue sig ned i en slank størrelse 34, fortsat bliver overset af moden.
»Modeindustrien ignorerer kvinders virkelige størrelse på eget ansvar. Jeg kan kun finde én grund til, at de gør det: dumhed. Det er resultatet af at hænge fast i en tradition, uden at tænke sig om«.

Og ideen med, at større kvinder ikke er idealet at designe tøj for, er en myte.
»Jeg har målt filmstjerner med et hoftemål på over 106 cm, og de har masser af roller. Det handler ikke om, hvor fed du er, men om du er i god fysisk form. Uanset størrelse og form kan folk sagtens være smukke«.

»Brystforstørrende operationer og andre former for kosmetiske operationer kan få indflydelse på resultaterne,« siger Hamnett. Større bryster skaber sandsynligvis den ’omvendte trekant’-kropsform, og kosmetiske operationers store popularitet betyder, at der kommer nye kropsformer, der i mindre grad påvirkes af diæt eller fysisk træning.
Undersøgelsens resultater ligger på linje med en lignende undersøgelse af britiske kvinder, Size UK, der blev offentliggjort sidste år. Heri står bl.a., at det gennemsnitlige taljemål for kvinder er øget med godt 15 cm siden 50’erne. Undersøgelsen, der blev foretaget af University College London.

© The Independent og Information
Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her