Læsetid: 3 min.

Den tømte sejr

25. marts 1999

DE ENGELSKE Law Lords afgørelse i går eftermiddags var en sejr for menneskerettighederne. Det udtalte flere chilenske menneskerettighedsforkæmpere umiddelbart efter afgørelsen i det britiske Overhus.
Det kan imidlertid være temmelig svært at se forskel på gårsdagens sejr og et ganske almindeligt nederlag. Ganske vist afgjorde Englands højeste juridiske myndighed med seks stemmer mod én, at Augusto Pinochet Ugarte, folkemorder og eks-diktator i Chile kunne udleveres til Spanien.
Men samtidig ugyldiggjorde de så godt som hele anklageskriftet.
Pinochet kan udleveres til Spanien til retsforfølgelse for forbrydelser, han have begået efter den 29. september 1988. Før dette tidspunkt var tortur nemlig ikke efter engelsk lov en international forbrydelse, altså en forbrydelse uanset hvor i verden den blev begået. Den mand, der er ansvarlig for mindst 4.000 menneskers død eller forsvinden, for fængsling uden forudgående anklage og tortur af titusinder af mennesker, kan altså nu ikke retsforfølges for den altovervejende del af sine forbrydelser, inklusive de anklager der er rejst mod ham i det spanske anklageskrift. Han kan kun retsforfølges for det, der står tilbage: En anklage for et enkelt tilfælde af tortur efter 1988 samt et par tilfælde af "conspiracy to use torture". Sejren virker på denne baggrund temmelig tømt for indhold.

I DERES AFGØRELSE lagde de engelske Law Lords nemlig indledningsvis til grund, at handlingen skulle være kriminel både i England og i det land, der rejste anklagen, og kriminel i England blev Pinochet altså efter flertallets vurdering først i 1988. På denne baggrund rettede de en henstilling til justits- og indenrigsminister Jack Straw om et genoverveje udleveringssagen - en henstilling BBC's indkaldte udleveringsekspert, Louise Delahuntey umiddelbart efter afgørelsen var blevet kendt, udpegede som det vigtigste, der var blevet sagt.
I skrivende stund kender vi endnu ikke Jack Straws svar, men vinket med vognstangen er til at få øje på.

HVIS IKKE DET var fordi Overhusets højeste dømmende myndighed tidligere var nået til det modsatte resultat, kunne afgørelsen se ganske plausibel ud, rent juridisk. Argumentationen hænger sammen, synspunktet deles af hele seks ud af syv dommere, og den eneste af de syv, der ikke var enig i flertallets afgørelse, mente, at Pinochet nyder fuld immunitet, altså også for forbrydelser begået efter 1988-lovens vedtagelse i England.
Men det er ikke længere siden end slutningen af november sidste år, at et flertal i selvsamme Overhus kom til det modsatte resultat. Det var jo ikke kun lord Hoffman, som senere blev erklæret inhabil, der mente, at Pinochet kunne retsforfølges. Han var kun én ud af et flertal på tre. To andre ud af de fem dommere mente dengang, at Pinochet ikke kunne nyde immunitet for forbrydelser begået mod menneskeheden, uanset at han havde været statsoverhoved, da han begik dem. Og loven af 29. september 1988 havde på daværende tidspunkt været i kraft i ti år. Det underminerer tilforladeligheden en del.

Noget er dog vundet. Sidste år lød argumentet for fortalerne, at Pinochets gerninger er så alvorlige forbrydelser, at international ret havde forrang for immunitet. Argumentet imod retsforfølgelse lød, at Pinochet nød immunitet - dels som tidligere statsoverhoved - dels fordi de forbrydelser han var anklaget for, var begået, mens han var statsleder.
I den nye afgørelse er det kun én ud af seks dommere, mod to i november, der har antaget dette sidste argument. Flertallet på seks har fulgt, og dermed stadfæstet princippet om, at international ret har forrang for immunitet. Blot er sagen samtidig hokus-pokus tryllet bort med en kalender som tryllestav. Forbrydelserne består. Princippet om international rets forrang består. Det er blot sagen, der er pist væk.
Man kan mene, at det derved er lykkedes de ophøjede lorder at blæse med lige så meget mel i munden som i de britiske advokaters parykker, og faktisk føles det på ét plan endnu mere krænkende for retsbevidstheden end det plumpe argument om, at statsoverhoveder er immune uanset deres ugerninger. Det sidste er magtens argument: En hammer i hovedet og færdig. Det er da til at forstå.
Men det dobbeltmoralske hykleri i - om ikke de jure så de facto - i substansen at anerkende forbrydelsernes alvor og folkerettens forrang ved at give grønt lys for en udlevering og samtidig at forpurre, at forbryderen kan anklages for sine forbrydelser, er svært at snuppe. Det må dog ikke skygge for, at afgørelsen faktisk giver det vigtige folkeretslige princip medhold. Får Pinochet lov at rejse, bliver det hans sidste rejse. Udenlands kommer han næppe igen. Og en del andre af verdens diktatorer har fået noget at tænke over.
Det er trods alt ikke det værste, der kunne ske. ks

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu