Læsetid: 3 min.

Tønder Rådhus

18. januar 2002

SKAL MAN TAGE de talte ord på pressemødet om regeringens nye udlændingeudspil i går for pålydende, så bliver man helt trist til mode. På mødet sad integrationsminister Haarder, beskæftigelsesminister Hjort Frederiksen og fung. justitsminister Mikkelsen og fremlagde et på mange måder dramatisk udspil om den måde, vi fremover skal behandle udlændinge på i Danmark. De understregede, at det fremlagte udspil er »fast og fair«, og at regeringen hermed lever op til sine valgløfter. Ikke én eneste gang strejfede ministrene de menneskelige omkostninger, som udspillets lange række af stramninger, besparelser og ideologiske greb kan afstedkomme.
Havde talen så bare været klar, havde det været til at bære over med. Så kunne man have argumeteret for eller imod. Nok kan det være, at valgløfterne er på vej til at blive indfriet, men udspillet rejser mildest talt langt flere spørgsmål, end det besvarer, og der er derfor en lang, lang række af de fremlagte forslag – og endnu er det jo kun udspil – som det er meget svært at forholde sig til. Det virker ærligt talt ugennemarbejdet, tildels udokumenteret, og hvad der måtte være af forsøg på rimelige justeringer, drukner stort set i VK-regeringens forsøg på at leve op til kravene fra Dansk Folkeparti og til egne krigshyl fra før valget.

DER ER FLERE grove eksempler på mangler og uklarheder i udspillet. F.eks. er det uklart, hvad der egentlig er det nye i de ’rejsebestemmelser’, der skal forhindre flygtninge i at rejse på ferie i det land, de er flygtet fra – eller rettere: stritte dem ud af Danmark, hvis de gør det. Det kan man allerede. Og det er tordnende uklart, hvordan det skal forstås, når regeringen foreslår, at man ikke kan få familiesammenført en evt. ægtefælle, hvis man i perioden op til sammenføringen modtager sociale ydelser. Og der er desværre mange flere eksempler.
Men grundlæggende fremhævede Bertel Haarder som en af krumtapperne i udspillet afskaffelsen af de facto-begrebet – altså de regler, man bruger til at give asyl til den gruppe af flygtninge, der ikke falder ind under FN’s Flygtningekonvention, men som har brug for beskyttelse. Regeringen har hele tiden sagt, at den vil overholde alle internationale konventioner, og en stor del af de flygtninge, der i dag får asyl efter de facto-reglerne, er også omfattet af andre konventioner.
Men direkte adspurgt havde Bertel Haarder ikke tal på, hvor mange færre asylbevillinger, det vil betyde. Ja, han havde ikke tal på ret meget. Det kan der være to forklaringer på: Enten har regeringen vitterligt ikke regnet på ’besparelsen’, hvilket forekommer usandsynligt, ja, dumt. Eller også er det antal flygtninge, der får asyl efter nugældende regler, men som ikke vil få det efter de foreslåede regler, så lille, at det ikke kan bruges i et reklamefremstød, hvor sloganet er ’stramninger’.
Ydermere står det helt uklart, hvilket opholdsgrundlag, der bliver de flygtninge til del, der får asyl efter de nye regler. De får »beskyttelsesstatus«, men hvad det nærmere indebærer, tja, det fremgår ikke.

ET ANDET GROTESK indslag på gårsdagens pressemøde var en planche, der skulle illustrere, hvordan indgrebet virker over for det beløb, udlændinge har at leve for i de første syv år, hvis de ikke er i arbejde. Der er som omtalt andetsteds på siden tale om drastiske nedskæringer til et niveau, der ligger på mellem 50 og 70 procent, og det kunne vel kræve en præcis forklaring. Bertel Haarder tog derfor et søjlediagram i brug til at forklare økonomien for det, han kaldte »et kontanthjælpspar, der kommer til Danmark.«
Men det var noget galt: De tre søjler i diagrammet skulle illustrere henholdsvis den nuværende kontanthjælp til et par med to børn, den kommende syvårs-ydelse og mindstelønnen for en butiksansat. Altså en sammenligning af økonomien hos et par med to børn og én person, der velsagtens skulle illustrere det retfærdige i at skære i ydelsen for at øge incitamentet til at arbejde.
Man kunne kalde det at regne med æbler og pærer. Man kunne også kalde det uvederhæftigt.
Næh, det eneste, der var at smågrine af, var da Bertel Haarder konstaterede, at det foreslåede indgreb i ægteskabslovgivningen, som direkte hindrer to udenlandske statsborgere uden asyl eller permanent opholdstilladelse i at gifte sig på dansk jord, nok vil »betyde færre vielser på Tønder Rådhus. Det lever vi med,« sagde ministeren med et skævt smil. Det kan man da kalde malplaceret humor.

jn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu