Læsetid: 8 min.

'Jeg tør ikke pisse på Koranen - og det gør mig vred'

Komiker Frank Hvam gider ikke diskutere grænseoverskridende humor - hvert menneske har sin scene med absolut frihed, mener han. Fra på mandag er han igen aktuel med den prisbelønnede tv-sitcom 'Klovn'
7. september 2005

Frank Hvam har prøvet at stjæle en indsamlingsbøsse fra Røde Kors, medbragt en urne med sin mors aske til en herrefrokost i den tro, at det var skinkesalat og givet instruktøren Ole Bornedal epilepsi ved at tænde og slukke for lyset. Når han er klovnen Frank i tv-serien 'Klovn' er intet tilsyneladende helligt, og sådan foretrækker Frank Hvam det.

"Jeg mener, at hvert menneske skulle have lov til at stille en scene op, hvor de måtte sige og gøre præcis, hvad de havde lyst til. Men man må ikke gå ind på andre menneskers scene og vise foragt for dem. Jeg vil have lov at tage et kors med op på min scene og gøre grin med det, hvis jeg får lyst til det. Men jeg har ikke lov til at komme løbende ind i kirke og skrige og skabe mig," siger Frank Hvam. Han nægter at tale om grænser for komikken, men er dog en enkelt gang bremset op i forberedelserne til næste sæson af 'Klovn'.

"Efter mordet på den hollandske instruktør Theo van Gogh slog det mig en nat, at jeg faktisk ikke turde pisse på Koranen for åben skærm. Det gjorde mig utroligt vred. Jeg kan ikke se hvilken scene, det skulle indgå i, men tanken om at jeg ikke turde slog mig en lille smule ud."

Små problemer

Vi mødes på tv-stationen TV 2 Zulu, der fra på mandag sender anden sæson af 'Klovn'. Stationen ligger i en undselig sortsvedet murstensbygning, der er godt gemt væk i den bageste del af Kødbyen i København. På den eneste rene del af muren udenfor har Franks mangeårige samarbejdspartner og private ven fået privat parkeringsplads. 'Casper Christensen - King of Comedy' lyser op på det blå skilt.

Frank Hvam selv ankommer på en herrecykel af ældre model og hilser venligt, næsten genert. I lobbyen er der opsat en række lysende skilte med billeder fra stationens forskellige udsendelser, blandt andet Zulu Royal, hvor Frank Hvam, Casper Christensen og Lars Hjortshøj kommenterede det kongelige bryllup på lettere sarkastisk vis og selvfølgelig et billede fra sitcom'en 'Langt fra Las Vegas', som makkerparret Frank Hvam og Casper Christensen også stod bag. På en af dørene lige ved receptionen hænger et dørskilt a la parcelhus med en svungen påskrift 'Frank og Casper'. Som gæst er man ikke i tvivl om, at de to komikere udgør en af Zulus hovedattraktioner, og 'Klovn', der netop har vundet 'Årets Comedy Pris' drejer sig i høj grad også om Casper Christensen og Frank Hvam og deres hverdag.

- Hvordan vil du beskrive 'Klovn'?

"Det er en komedieserie om en mand, der prøver at komme igennem dagen på mest magelig facon uden alt for mange problemer. Til trods for, at han har penge nok, en sød kæreste og udmærkede venner løber han alligevel konstant ind i problemer, for det gør man nu bare."

"I comedy-sammenhæng herhjemme er der en tendens til at beskæftige sig med underklassen og sociale og økonomiske problemer. Hvis man ikke har den slags problemer, er der pludselig mentalt overskud til at koncentrere sig om de små ting. For eksempel irritation over, at der er nogen, der har lånt ens sko uden at aflevere dem tilbage, og at nogen lugter til maden, inden de spiser den."

"Der er et afrikansk ordsprog, der siger, at 'one worm a day keeps the doctor away'. Hvis man hver dag er udsat for parasitter eller orme, får man ikke allergi. Men når vi i den vestlige verden er så overbeskyttede, får vi nemmere allergi. Det er på samme måde med problemer i hverdagen. Vi har en slags mental allergi, hvor vi bliver overfølsomme over for små problemer," siger Frank Hvam.

Idébanken til 'Klovn' er Casper Christensens og Frank Hvams egen hverdag, hvor dagligdags problemerne får en ekstra drejning. Frank Hvam nævner en episode, hvor han glemmer et brugt vabelplaster på en fin frokostrestaurant, da han og Casper Christensen er en tur på golfbanen.

"Og så kan man jo nemt forestille sig, at der for eksempel kommer en madanmelder eller en fra Levnedsmiddelstyrelsen ind, og som det første finder det utroligt ulækre stykke plaster. Eller at man senere vil holde sit bryllup på den restaurant og så er utroligt upopulær."

For at øge autenciteten, er dialogen i serien improviseret. Skuespillerne i 'Klovn' har kun en 'storyline' med handlingen i scenerne at gå ud fra.

"Det giver en ægte tone og en friskhed, der er vigtig, især fordi vi postulerer, at serien foregår i vores eget liv, hvilket den til dels også gør."

Det handler om sex

Ved seriens start havde Casper og Frank netop afsluttet arbejdet med serien 'Langt fra Las Vegas' og arbejdede på at starte et nyt projekt. Sådan var det også i virkelighedens verden, hvor de to komikere havde lyst til at gå i gang med noget helt andet.

"I den virkelige verden skal tingene være væsentligt mindre for at være sjove, fordi vi kan identificere os med det. I 'Langt fra Las Vegas' krævede det, at nogen løb nøgen gennem lokalet og sniffede coke med en strudsefjer hængende ud af røven, før det var sjovt."

- Hvorfor har I valgt sex som emne til næste sæson?

"Vi prøvede faktisk at lave noget andet, da meget af det, vi har lavet, har handlet om sex. Men da vi gennemgik historierne, var sex alligevel blevet et gennemgående emne. Sex har jo altid en plat kant, men her prøver vi at være lidt spidsfindige omkring det og se på det fra en voksen side. Det handler om de seksuelle problemer, der er i et parforhold. For eksempel, når man får at vide, at der er ting i den seksuelle akt, man ikke er god til. Der er et afsnit, hvor Frank får at vide, at han ikke hører til i den bedste halvdel, når det kommer til mundsex. Og hvis man tager forholdet seriøst, tager man jo også den oplysning seriøst "

- Er det også med inspiration fra jeres egen hverdag?

"Jaja, det er det da," siger Frank Hvam med et grin.

"Jeg kan også se, at min kæreste lige blinker en ekstra gang med øjnene, når jeg sidder med en bestemt 'storyline'," tilføjer han.

$SUBT_ON$Irriteret klovn

Frank Hvam genkender en del af sin egen personlighed i klovnen Frank.

"Der er noget social utilpassethed, manglende situationsfornemmelse og et ubehag ved at gå i takt. Så jeg træder både bevidst og ubevidst ved siden af. Der er også noget egoistisk i den figur, jeg også har," siger han.

Men der er ikke meget klovn over den kendte komiker, som han sidder på sofaen i det lille kontor. Enkelte gange har han kigget op, men ellers har stemmen været afdæmpet og blikket været vendt ned mod gulvet eller ud i luften.

Den scene- og kameravante komiker er ikke vild med at blive interviewet, afslører han, da vi vover os ind på emnet humor.

"En ting, jeg altid har synes var rædselsfuldt er at give den som humor-ekspert, for humor er intuitivt. Jeg har lavet så mange dårlige interviews, hvor jeg kommer til at snakke om noget, der ikke interesserer mig særligt meget, blandt andet humor-teori. Det er så dræbende at tale om. Som komiker er man optaget af alt muligt andet, der omgiver os, for eksempel Irak-krigen, den siddende regering og menneskelig dumhed."

- Vil du hellere snakke om Irakkrigen?

"Ja, eller politiske emner eller fodboldkampen, der blev spillet i går. Jeg ved godt, at den løber på grund, fordi ingen jo betragter komikere som andet end kommentatorer. Vi er jo ikke eksperter. Men det er jo den virkelighed, vi beskæftiger os med og er involverede i. Jeg er skideligeglad med comedy-teori."

- Men indimellem må I da tænke: 'det her går simpelthen ikke'?

"Jeg har haft tanken en enkelt gang i forbindelse med den nye sæson på grund af mordet på den hollandske instruktør Theo van Gogh, og fordi Hizb-ut-Tahrir herhjemme har været ret aggressive og slået hårdt ned på folk, der har udtalt sig," siger Frank Hvam og forklarer, at han derfor ikke tør pisse på Koranen for åben skærm.

- Tør du pisse på Biblen?

"Ja, men det er der jo ikke nogen udfordring i, for de fundamentalistiske kristne ligger ned i forvejen. Det er en langt større udfordring at gå i kødet på fundamentalistiske muslimer, fordi nogle yderligtgående elementer er så rabiate og aggressive, som de er. Der er en indignation over, at man ikke må sige det, man vil, og det tænder mig. Jeg får lyst til at drille en lille smule, det er drillepinden, der kommer op i mig. Man skal respektere andre menneskers tro, men derfor må man jo gerne stille store spørgsmålstegn ved den måde, de lever på."

- Løber du nogensinde tør for humor?

"Jeg løber tør for humor hver dag. Der er de dage, hvor man bare ikke føler sig morsom og andre dage, hvor man overvældes af verdens elendighed. Men humoren skal jo nok vende tilbage, når alt det skal bearbejdes."

- Hvad er det med dig og Casper Christensen?

"Vi forstår hinanden og morer os over de samme ting. Der er ingen af os, der er specielt puritanske. Vi er hedonister med faste parforhold. Samtidig er vi også gode til at tilsidesætte vores egne kæpheste for projektets skyld. For eksempel ville det bedste for mig i 'Langt fra Las Vegas' være, at min rolle Kenny fyldte et helt afsnit eller fem, fordi jeg elsker at spille skuespil, men det ville jo bestemt ikke være det bedste for serien. Vi er cirka lige hurtige til at blive trætte af hinanden. Så ses vi ikke et stykke tid, men så kommer jeg da til savne... nu skal jeg ikke sidde her og græde... men det er da mit indtryk, at han også savner mig efter et par uger."

I øjeblikket arbejder Casper Christensen og Frank Hvam på tredje sæson af 'Klovn', men der er ikke nogen bestemt tidsramme for serien.

"Vi kører serien, indtil vi ikke gider længere, eller til folk ikke griner længere. Vi er jo sat i denne underholdningsverden for at underholde. Hvis folk ikke griner længere, er vi gået over grænsen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu