Læsetid: 4 min.

Tørrede frugter

Sødmen og smagen fra tørrede frugter er intens og på denne tid af året er det rart at opleve lidt sommer. Der er mange gode, enkle måder at bruge frugterne på i vintermad og desserter
14. januar 2006

Abrikoser, dadler, svesker, rosiner og tørrede bær som tranebær. Der er mange af slagsen. Før i tiden var det en vigtig konserveringsform at tørre frugterne i solen. I Norden kan man gemme blåbær, tyttebær, rønnebær og kirsebær.

Oftest er de tørrede frugter er helt naturlige og fine produkter. Desværre kan de være tilsat forskelligt. F.eks. bliver abrikoser meget let brune, som de ses i poser med Ø-mærket. Er abrikoserne flotte orange er de behandlet med antioxidanten sulfit, der både bleger og konserverer. Men disse svovlede abrikoser kan godt smage godt alligevel.

Et usynligt problem kan være skimmelsvamp, hvis frugterne ikke er behandlet godt nok. Det er især vigtigt at frugterne tørres godt efter høst og at de opbevares ved rette temperatur og luftfugtighed. Hvis skimmelsvamp får lov at vokse på de tørrede frugter kan de producere nogle giftstoffer, som kaldes mykotoksiner (aflatoxiner og ochratoksiner). Man bliver ikke akut syg af giftstofferne men de kan have skadelige virkninger der først opstår efter længere tid, f.eks. kræft.

I gamle kogebøger skal de tørrede frugter altid udblødes - sådan er det sjældent med de tørrede frugter, vi får nu. Der er mange bløde lækre frugter lige til at spise som slik og snack. Disse tørrede, men meget saftige og velsmagende frugter har kortest holdbarhed - og især når pakningen er åbnet.

Her er nogle søde smagfulde opskrifter der er januaragtige. Læs: knap så fede energibomber!

Først den klassisk franske frugtkompot af Roger Vergé: en god dessert, der kan spises lunken eller kold. Den kan også serveres med en klat fast 10 pct. yoghurt til mellemmåltid eller som tilbehør til kager. Måske vil smagen af især rosinerne minde mange om god intens glögg. Der er mange nuancer i det her, og alle frugterne får et herligt krafttilskud, som jeg sætter meget pris på.

Kompot af tørrede frugter (Compote de fruits secs) ca. 5 portioner

500 g svesker (med sten)

12 tørrede figner

150 g lyse rosiner

1 liter sort te f.eks. Ceylon eller Earl Grey

1 god flaske rødvin

1 stang kanel

1 revet muskatnød

Fint revet skral af en halv økologisk citron og en halv økologisk appelsin

3 nelliker

1 stang vanilje

200 g sukker eller 100 g honning

Læg frugterne i en skål og hæld kogende te over dem. Lad frugterne svulme op i ca. 2 timer.

Kog vinen ved svag varme med resten af ingredienserne.

Lad de tørrede frugter dryppe af og læg dem ned i vinen. Det hele koges ved meget svag varme i 20 min.

Pernille Skjødts figen-marcipankage (2 portioner)

50 g smør

50 g sukker

2 æg

50 g hvedemel

0,25 tsk. bagepulver

1 tsk. revet citronskal

100 g marcipan

3 store tørrede figner

Pisk blødt smør med sukker. Tilsæt et æg ad gangen. Bland mel og bagepulver og rør det i dejen med citronskal og groft revet marcipan. Smør en lille form med smør, drys med sukker og kom dejen i.

Skær fignerne i kvarte og pres dem halvt ned i dejen. Bag kagen ved 175 grader i ca. 20 min. til kagen er gylden. Spis den lun eller friskbagt.

Bagte æbler og soltørrede tranebær med marengslåg - 4-5 portioner

500 g Belle de Boskoop (eller andre syrlige æbler)

50 g lys rørsukker

100 g tørrede tranebær

lidt smør

3 æggehvider

100 g flormelis (samt 2 spsk. til drys)

Skræl æblerne, og skær dem i tynde både. Bland dem med sukker og tranebær. Smør et fad og kom æbleblandingen i et ovnfast fad. Stil det i ovnen ved 200 grader og lad æblerne blive næsten møre. Tag fadet ud.

Lav marengsen. Pisk æggehvider og flormelis med en elpisker til det er luftigt. Sæt skålen i en gryde med kogende vand (et vandbad) og pisk til hviderne er cremede og faste i konsistensen - tag den væk fra varmen.

Fordel marengsen over æblerne, drys flormelis igennem en si over fadet. Sæt fadet under en varm grill i ovnen nogle minutter og lad flormelisen blive til lys karamel. Det går pludseligt ret hurtigt - hold øje med bruningsforløbet!

Krydrede figenruller eller småkager med figenfyld (24 stk.)

Disse kager er sart krydrede og passer godt til sort te eller kaffe.

Krydret mørdej:

175 g hvedemel

1 spsk. lys rørsukker

1 tsk. stødt kardemomme

125 g koldt smør

fint revet skal af en halv økologisk citron

1 æg

evt. lidt koldt vand

Figenfyld:

275 g figner

1 dl appelsinsaft

Ca. 2 spsk. Pernod/ouzo eller anden anislikør

Bland mel, sukker og kardemomme. Smuldr blandingen med små stykker koldt smør, tilsæt citronskal og saml dejen med et sammenpisket æg og evt. lidt koldt vand. Form en flad dejklump, og læg den i køleskabet ca. 30 min.

Skær stilken af enderne af fignerne. Kog dem nogle minutter med appelsinsaften. Lad fignerne opsuge saften ca. 30 min. Blend til mos i en foodprocessor og smag til med Pernod.

Del dejen i to. Rul et stykke dej ud på et meldrysset bord i et stykke på 30 x 10 cm. Læg halvdelen af figenmosen på midten i en stribe. Luk dejen om fyldet til en stang og læg sammenføjningen eller overlappet nedad på et stykke bagepapir. Skær stangen ud i 12 stykker og skil dem ad. Lav en portion mere.

Bag ca. 12 min. i 200 grader varm ovn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu