Læsetid: 2 min.

Tøsedrengen Anand

Den indiske stormester skulle ikke have noget klinket mod Topalov
11. oktober 2005

Et af de partier, skakelskere over hele kloden havde set frem til med frydefuld forventning, var mødet mellem Anand og Topalov i 9. runde af skak-VM i argentinske San Luis. Ingen kunne have anet, at Topalov på det tidspunkt ville have bragt sig 2,5 points foran den hurtigtspillende inder - men netop med dette in mente og med kun seks runder tilbage kunne man have forventet, at Anand ville have kæmpet som en mand, især når han havde hvid:

1.e4 e5 2.Sf3 Sc6 3.Lb5 Sf6 4.d3 Lc5 5.c3 0-0 6.Lg5 h6 7.Lh4 g5 8.Lg3 d6 9.Sbd2 a6 10.Lxc6 bxc6 11.0-0 La7 12.d4 g4 13.Lh4!

Han ofrer kækt en officer, men fortsættelsen er desværre ikke nær så kæk:

13. - gxf3 14.Dxf3 Kg7 15.Dg3+ Kh7 16.Df3 Kg7 17.Dg3+ ...

Og remis ved evig skak. Tøsedreng!

I 10. runde var Topalov tæt på at score den afgørende gevinst i sit hvide parti mod Morozevich, men måtte i sidste ende nøjes med remis. Den bulgarske stormester kan imidlertid godt lægge champagnen på køl, for med nu kun fire runder tilbage er stillingen: 1. Topalov, 8 p. 2. Svidler, 6 p. 3.-4. Anand og Morozevich, begge 5,5 p. 5.-6. Lekó og Kasimdzhanov, begge 4,5 p. 7. Adams, 3,5 p. 8. Polgar, 2,5 p.

Magnus hærger i Norge

Der spilles skak andre steder end i Argentina. I det norske skakmekka Gausdal har den 14-årige Magnus Carlsen vist storform, inden han i næste uge kan opleves i Skanderborg ved Samba Cup - for øvrigt sammen med koryfæer som Ivanchuk, Nisipeanu, Curt Hansen m. fl. Magnus vandt i suveræn stil en godt besat åben turnering og var med otte af ni ubesejret og et helt point foran de nærmeste forfølgere, heriblandt et par russiske stormestre. Og han spillede herligt tju-bang-skak - som i det følgende parti, hvor han har hvid mod Øystein Hole:

1.d4 d5 2.c4 c6 3.Sc3 dxc4 4.e4 b5 5.a4 b4 6.Sa2 Sf6 7.e5 Sd5 8.Lxc4 e6 9.Sf3 Le7 10.Ld2 a5 11.Sc1 Lb7 12.Sb3 Sd7 13.0-0 Tc8 14.Tc1 0-0 15.De2 c5 16.Lb5 cxd4 17.Txc8 Lxc8 18.Sfxd4 Sb8 19.Dg4 Kh8 20.Te1 Db6 21.Ld3 La6 22.Lb1 Sc6 23.Lh6! Tg8 ...

Havde sort nappet løberen, ville han være rendt ind i alvorlige problemer efter 24. De4. Men nu kommer den anden løber bragende:

24.Lxh7!

Se digrammet.

De står i kø for at ofre sig, de hvide løbere. Og Hole bliver nødt til at hole den forreste af dem:

24. - Kxh7 25.Le3! Tc8 - der truede jo mat på h5, men nu brager Magnus løs med:

26.Sxe6 fxe6 27.Dh3+ Kg8 28.Dxe6+ Kf8 29.Lxb6 Sxb6 30.Sxa5 Tc7 31.Sxc6 Lc8 32.Db3 ...

En sidste pointe. På 32. - Txc6 følger nemlig 33.Df3+ og haps på c6. Sort havde ikke lyst til at blive trukket rundt i manegen længere og opgav.

Magnus ratingpræstation var tæt på 2800! De glæder sig i Skanderborg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her