Læsetid: 3 min.

Dem tog de til sig selv

28. april 2004

HUSMODER. DEN stillingsbetegnelse blev nedlagt i 1970’erne. Den var blevet belastet. Den vakte forestillinger om støveklud, gulvspand og sherrydulmet frustration. Ved navnebortfaldet nærede man nok også en forhåbning om, at husarbejdet ville forsvinde. Men nej, kære læser, kig Dem omkring. Rodet hober sig op alle vide vegne, uanset husmoderens afskaffelse. Surt.
På samme måde med ordet »amt«. Det er blevet berygtet, fordi det forbindes med alenlange sygehusventelister. Hospitalsvæsenet ærgrer overalt i en verden, hvor det lægelige specialambitionsniveau stiger stejlt, og den længere levealder gør, at befolkningen døjer med ganske almindelige, kedsommelige sygdomme, som der ikke er spor medicinsk merit i at behandle. Men æv. Fordi man afskaffer amterne, afskaffer man jo ikke deres opgaver – hverken sygehusene eller alt det andet, amter tager sig af.

DERI LIGGER VK-regeringens vanskelighed med at bikse en kommunalreform sammen. For to år siden var Venstre indstillet på at lade amter og kommuner passe sig selv. Men så blev De Konservatives amtshetz abet efter af nogle unge Venstre-løver i den varme sommer 2002 – og en kædereaktion sat i gang.
Som altså i går førte til, at VK kom med forslag til et Danmark uden amter. De upopulæreste amtsopgaver, sygehusene, foreslås henlagt til et væsen ved navn »sundhedsregion,« som landet skal have fem af, ledet af direkte valgte politikere, der ikke beholder amternes skatteopkrævningsret, men må klare sig med statslige almisser.
Resten af amtsopgaverne føres i princippet til kommunerne. Sådan øeh… Ja, det vil sige, det gør de nu alligevel ikke rigtigt.
Man kan sende en venlig tanke til Dirch Passers vise om Carl Nielsen, der er ansat til at sortere tømmerstammer: »Og no’n var førsteklasses. Dem tog jeg til mig selv.«
For VK-staten snupper unægteligt nogle godbidder til sig selv: Hele den kommunale ligning og opkrævning af skatter. Gymnasierne. Og – surprise – den københavnske Metro. Den sidstnævnte må siges at være lusket ind i en kommunalreform. Det handler om at polstre prestigeprojektets rentefælde med DSB’s nysselige driftsoverskud, men efterlader til gengæld det statsligt-kommunale I/S Ørestaden aldeles dekonstrueret.
Nogle amtsopgaver snupper centraladministrationen det mest spændende af. Eksempelvis udtrykt i regeringsteksten: »Staten overtager det fulde ansvar for de opgaver, hvortil der knytter sig væsentlige nationale eller internationale natur- og miljøinteresser, samt for de opgaver, der forudsætter specialviden og kun forekommer relativt sjældent.«
Og tilsvarende: »Kommunerne overtager plankompetencen i alle spørgsmål, som indgår i regionplanlægningen i det omfang, der ikke er overordnede interesser på spil.«
Hvad er det for noget: »væsentlige og overordnede interesser«? Dem kan embedsmandsgrupper fra KL, Kommunernes Landsforening, og staten bruge mange møder på at trække tov om.
Staten beholder også et gevaldigt greb i den beskæftigelsespolitik, som regeringen priser sig af at ville »samle og forenkle« i kommunale jobcentre.

MERE NÆRDEMOKRATI? Mnjaeh. I hvert fald mere statsliggørelse. Gennemført af en Venstre-ledet regering i nærdemokratiets navn.
»Hvad vil Venstre på den galej,« spurgte Aarhus-professor i statskundskab, Jørgen Grønnegård Christensen for nyligt i en Politiken-kronik, hvor han sætter faglig tvivl ved, om der overhovedet er besparelser at hente ved at gøre forvaltningsenhederne meget større.
For regeringen skærer jo også heftigt ned på antallet af kommuner. Med VK-kravet om mindst 25.000 indbyggere for at bære de opgaver, som kommunerne trods alt får, ryger mængden af kommuner fra 270 til 100. Meget færre folkevalgte. Meget længere til rådhuset. Det kan afbødes med løfter om øget brugerdemokrati, men bliver det andet end sminket afdemokratisering?
Regeringen har slet ikke turdet fremlægge, hvad ændringerne trækker med sig af konsekvenser for rets- og politikredse, kirkeinddelinger, anden offentlig service og – vågn folketingsmedlemmer! – valgkredse.
Høfligt kan man opfatte regeringens forslag som et forsigtigt bud – og håbe på et folketing, der har nærdemokratiet som andet end floskel.

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her