Læsetid: 7 min.

De tog ikke fortiden så tragisk

Denne kronik om retsopgøret efter besættelsen er i virkeligheden skrevet af Hal Koch, der forfattede en af de mærkeligste bøger i dansk politisk litteratur - formentlig den mest lidenskabelige i nyere tid
8. juni 2005

Under de senere års optagethed af besættelsestiden er retsopgøret og udrensningen efter 5. maj 1945 gået lidt i glemmebogen. Det har ikke opflammet medierne og politikerne på samme måde som samarbejdspolitikken, selv om retsopgøret blev styret af danskere alene uden indblanding af en fremmed magt.

Det med dødsstraf og love med tilbagevirkende kraft i det lille eventyrland kalder snarere på glemsel end på krav om selvanklager og undskyldninger. Opgøret vakte imidlertid allerede i samtiden en kritik med store personlige omkostninger for kritikerne, der i dag gør det lettere at se tilbage på nationen lige efter krigen uden at få en alt for dårlig smag i munden. Den mest lidenskabelige kritik kom fra teologen Hal Koch, der under besættelsen som formand for Dansk Ungdomssamvirke havde støttet samarbejdspolitikken med det formål at opretholde en demokratisk bevidsthed hos ungdommen under truslen om en eventuel nazificering.

I 1947 samlede han kritikken i bogen Jeg anklager Rigsdagen!, som er en af de mærkeligste bøger i dansk politisk litteratur - formentlig den mest lidenskabelige, der er skrevet i nyere tid.

Da retsopgøret blev indledt i maj 1945, så han i det et gigantisk dobbeltspil, ikke fra modstandsbevægelsens, men fra politikernes side. Dem, han havde støttet under besættelsen, var nu blevet til demoraliserede overløbere.

Denne kronik er i virkeligheden skrevet af Hal Koch ud fra det perspektiv, han så verden i efter befrielsen. Som samtidig kilde rummer hans bog også den autenticitet, som statsministerudmeldinger og lign. mange år efter fuldstændig mangler.

Koch anførte først, at årsagen til det skæve retsopgør med dets brud på menneskerettighederne var, at der i den første tid efter befrielsen blev skabt "et ganske falsk billede af besættelsestiden", som kom til at dominere sindene i 1945 og skabte det psykiske grundlag for udrensningen. Det falske billede bestod i opfattelsen af, at Danmark tidligt var slået ind på en modstandspolitik, og at samarbejdspolitikken kun havde udgjort en ubetydelig parentes i hele forløbet.

Politikernes løgn

"Det var sådan en betragtning af krigens år, som mere eller mindre bevidst lå bag retsopgøret...Det mest moralsk beskæmmende var, at Rigsdagen selv spillede med i denne uværdige komedie."

Og Koch fortsætter: "De tog ikke fortiden så tragisk" - det kunne i sandhed sættes som overskrift over den danske Rigsdag af 1945.

"Aldrig har vi fået en virkelig redegørelse fra den side. I stedet nogle dunkle ord om, at politikerne under besættelsestiden handlede under tvang. Dette er jo simpelthen ikke sandt. Hver eneste af dem havde muligheden for at nedlægge deres hverv. De handlede kun under den tvang at gøre det, som de anså bedst for deres land. Denne tvang bøjede de sig for, og der er i mine øjne kun grund til at takke dem. Men denne tvang fritager ikke fra det fulde ansvar for såvel ord som handlinger. Videre får vi at vide, at de selvfølgelig ikke mente, hvad de sagde. Det er sikkert rigtigt, at de ikke mente det, som Scavenius udtrykte i 8. juli-erklæringen (fra 1940). Jeg tænker heller ikke, Scavenius selv mente det. Men de godkendte det dog, og det er ganske forkert, hvis de vil fortælle os, at de ikke mente, at de danske firmaer skulle arbejde for tyskerne, eller at embedsmændene skulle fraternisere, eller at nogle officerer og andre skulle melde sig til Frikorpset. Hvis de allerede dengang har haft den mening, at ordene var udtalt med den bestemte hensigt at få en hel del til at gå i gyngen for så senere, når tid og lejlighed gaves, at straffe dem som landsforrædere, må jeg indrømme, at man her står overfor en kynisme, som jeg ikke ville tro mulig. Nej, de mente skam i ramme alvor, hvad de sagde, og skam tage dem, om de ikke mente det."

"Endelig får vi at vide, at befolkningen selvfølgelig måtte forstå, at ordene ikke var ment, som de var sagt, og at man derfor ikke skulle rette sig efter dem. Dette synspunkt fortjener næppe nærmere omtale. Det vil i sandhed være et smukt præcedens at skabe: Når regeringen udtaler sig, må befolkningen virkelig være moden nok til selv at skønne over, om det skal tages alvorligt... Nej, alle disse undskyldninger og forklaringer har ingen plads. Sagen er ganske simpel. Man ønskede i 1940 og de følgende år at sikre landet, at opretholde fredelige tilstande, at undgå 'norske' tilstande med udplyndring og udsultning. Man nåede sit mål, men hver ting har sin pris, og prisen måtte man betale. Det gjorde man. Nu - da faren er forbi - kommer man... og vil oprette de rene linjer, som man selv i krigens år systematisk udviskede. "

"Således har ansvarlige politikere ikke lov at bære sig ad. Skulle de for alvor være med til at foretage en udrensning - og ingen vil vel i og for sig bestride, at der i 1945 skulle og måtte finde en udrensning sted - måtte der forud være gået et virkeligt "åndsarbejde" - en redegørelse for den officielle politik, hvad den indeholdt, og hvad den ikke indeholdt, hvor langt den dækkede embedsmænd, og hvor langt den måtte siges at have ansvar for den brede befolknings holdning. Det var dette "opgør", som udeblev. Man tog det ikke så tragisk."

"I en tilsyneladende glad og frejdig friheds- for ikke at sige frihedskæmper-stemning - lod man sig fra Rigsdagens side terrorisere til at gennemføre et så omfattende og vigtigt lovkompleks som straffelovgivningen, tilmed med tilbagevirkende kraft, i en ganske ansvarsløs hast. Resultatet blev da også derefter. Både formelt og reelt...

Hvad skulle man da have gjort? vil måske en og anden spørge... Vilhelm Buhl, den mand, der havde været statsminister op til 1942, den mand, der havde talt i radioen mod aktivisme og sabotage, den mand, der stod som det smukkeste og mest respekterede udtryk for den såkaldte samlingspolitik, skulle, støttet af sine politiske ministerkolleger og en enstemmig Rigsdag, have sagt tydeligt og klart nej til den historiske mytedannelse, der lå til grund for de Busch-Jensenske straffelove. Eller - hvis de godkendte myten - skulle de omgående have nedlagt deres hverv. Ingen af delene skete..."

"Nu er der jo i sidste instans slet ingen tvivl om, hvorledes det langt overvejende tal af Rigsdagens medlemmer i 1945 så på deres egen fortid. De drømte ikke om for alvor at godkende modstandsbevægelsens myte. Men netop derfor skulle det have været sagt ganske umisforståeligt..., at man ikke havde ond samvittighed hverken over dannelsen af regeringen Scavenius eller over den holdning, som havde været den almindelige, ja, ikke engang i anledning af de officielle politikeres afvisende stilling til modstandsbevægelsen. Man kunne naturligvis udmærket gøre indrømmelser og beklagelser med hensyn til enkeltheder. Men hovedlinjen måtte fastholdes, og man måtte kræve den inkalkuleret i den nye regerings politik. Man måtte af den nye regering, hvis man overhovedet skulle være med, kræve solidaritet over for sin egen fortid. Ellers gik sammenhængen, og det vil sige moralen, tabt. Denne solidaritet måtte først og fremmest give sig udtryk i en overordentlig varsomhed (m.h.t. udrensning)."

"Man måtte ikke glemme, at mangfoldige af regeringens egne bestemmelser, målt med efterkrigstidens øjne og set i lyset af senere udvikling, kun med en knivsbredde var skilt fra forræderi, ja, i mangfoldiges øjne faktisk var gået over den tilladelige grænse. Man måtte ikke glemme, at denne i høj grad farlige og opportunistiske politik - jeg minder stadig om, at den i mine øjne var rigtig - måtte virke forvirrende på mange, og at den rent faktisk havde virket således i krigens år, at den endvidere gjorde det umuligt at gå i rette med de mange, som virkelig havde fulgt parolerne efter deres ordlyd - det være sig nu sket med mere eller mindre hæderlige hensigter. Derfor måtte kravet være: den størst mulige varsomhed, og i alle tvivlstilfælde må usikkerheden komme den anklagede til gode, fordi politikerne selv har et ansvar, hvis omfang ikke er til at måle og veje".

Dette lange citat er egentlig flere passager, stykket sammen fra teksten i Hal Kochs bog, uden at hans mening på nogen måde er ændret. Hans anklage rammer efter min mening det centrale i den politiske og moralske kritik af retsopgør og udrensning - også set med nutidens briller - og viser, hvordan et aktivt humanistisk engagement kan praktiseres i en situation, der ellers ligger langt fra humanistens traditionelle virkefelt.

Han og enkelte andre som PH havde dog modet til både at kritisere de gamle politikere, der ikke ville stå ved deres linje, og modstandsbevægelsen, der krævede dette 'offer' af politikerne for at frede dem under opgøret.

Koch og PH var enere, ikke mindst målt med vore dages alen, hvor flere og flere 'intellektuelle' helst lægger sig i magtens slipstrøm.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her