Læsetid: 4 min.

'De tog vores kvindelighed fra os'

Først for sent fandt de ud af, hvad der var sket. Elena og Helena, to tjekkiske romakvinder, blev steriliseret mod deres vilje i 1999. Den eneste trøst er, at de ikke længere er alene med følelsen af skam og vrede
2. maj 2006

"Det skete den 15. november 1999. Lige efter fødslen af mit fjerde barn. Lægerne fortalte ikke, hvad det var, de gjorde. De sagde bare til mig, at der var nogle komplikationer efter min fødsel. Derfor ville de udføre en mindre operation."

Helena Bandyová kigger ned i bordet et stykke tid. Så retter hun sig op og kigger lige på os med et direkte, næsten trodsigt blik i øjnene.

"Da jeg senere skulle udskrives, fortalte sygeplejersken mig, at jeg var blevet steriliseret, og hun sagde, at jeg skulle gå hen på socialkontoret, hvor jeg ville få nogle penge tildelt. Jeg forstod det ikke. Jeg følte det, som om nogen havde forrådt mig," siger den 36-årige roma-kvinde vredt.

"Min mor og min svigermor er også blevet steriliseret. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det kunne ske for mig," siger hun med henvisning til tiden under kommunismen, hvor myndighederne i Tjekkoslovakiet brugte steriliseringer som et middel til at at bremse befolkningstilvæksten blandt romaer.

Efter Murens fald lagde myndighederne afstand til fortidens praksis, og i en årrække var al tale om steriliseringer forstummet. Men i foråret 2005 trådte Helena Bandyová og en række andre kvinder fra industribyenOstrava i det nordøstlige Tjekkiet frem og fortalte deres historier. Om steriliseringer, der har fundet sted efter kommunismens fald, i nogle tilfælde så sent som 2001. Kvinderne, som alle var romaer, dannede 'gruppen af kvinder, der er blevet skadet af sterilisering'.

I dag omfatter gruppen over 80 kvinder, som alle har sendt en klage til ombudsmanden, og to af dem er mødt op på kontoret hos en menneskerettigheds-ngo i Ostrava for at fortælle om overgrebene. Ud over Helena Bandyová er det den 27-årige Elena Gorolová. Også hun blev steriliseret i efteråret 1999 på byens offentlige hospital. Også uden informeret samtykke, som det hedder ifølge de juridiske og sundhedsfaglige normer, som myndighederne forbrød sig imod.

'Ikke en kvinde mere'

"Efter min anden fødsel gav lægerne mig et stykke papir, som de bad mig underskrive. Jeg havde født ved kejsersnit og havde det så dårligt, at jeg ikke kunne tænke klart. Jeg forstod ikke, hvad ordet sterilisering betød. Jeg skrev bare under," fortæller Elena, mens tårerne presser sig på i hendes øjne.

"Først da min mor og min mand kom for at besøge mig næste dag, gik det op for mig, hvad der var sket. De læste brevet og forklarede for mig, hvad det betød. Så forstod jeg, at jeg aldrig kunne få flere børn. At de havde taget min kvindelighed fra mig," siger Elena og folder hænderne med de lange lakerede negle foran sig på bordet. Hun er feminint klædt og har lagt en markant makeup. Men sminken kan ikke skjule sorgen og vreden.

"Da jeg var blevet steriliseret, sagde min mand til mig. 'Du er ikke en rigtig kvinde mere'. Men han forlod mig trods alt ikke, sådan som mange andre mænd har forladt deres koner, hvis de ikke kan føde børn."

Ingen får erstatning

Skammen over steriliseringen afholdt i årevis Elena og andre romakvinder i Ostrava fra at fortælle deres historie offentligt. Først da Elena Gorolovás kusine stod frem med navn og billede, kom der skred i sagen.

"Hun fortalte om det på tv. Det var første gang, jeg hørte, at andre led på samme måde som mig. Det fik mig til at tro på, at vi kan ændre tingene, hvis vi står sammen," siger Elena.

Kusinen besluttede at gå rettens vej, og for nylig faldt der dom i hendes sag. Dommeren gav kusinen ret i, at sygehuspersonalet havde krænket hendes rettigheder. Men økonomisk erstatning fik hun ikke, fordi man ifølge tjekkisk lov ikke kan pålægge myndighederne at betale erstatning for en krænkelse, der er begået for mere end tre år siden.

Helena har efter lang tids kamp fået aktindsigt i sin sygehusjournal og venter nu på, at hendes sag kommer for retten.

"Om jeg så skal vente, til jeg når pensionsalderen, gør jeg det. Jeg har kun ét ønske: at det tjekkiske retssystem vil behandle os, sådan som det ville behandle hvide kvinder, hvis de søgte erstatning for nøjagtig det samme," siger hun.

Elena sukker. Hun ved ikke, om hun orker at gå i retten med sin sag. Indtil videre har hun sendt sin klage til ombudsmanden, som dog ikke har hjemmel til at udbetale erstatning. Nogle gange har hun mest lyst til at lægge det hele bag sig. Forsøge at glemme det og glæde sig over de to børn, hun nåede at få.

"Men på den anden side nytter det ikke noget at give op; vi skal tænke på fremtiden," siger hun og nikker hen mod en cirka 12-årig pige, der er kommet ind i lokalet, mens hun har fortalt sin historie. Det er Helenas datter. "Det må ikke ske i næste generation også."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her