Læsetid: 4 min.

Er en togulykke uundgåelig?

Truslerne imod Tyrkiets kurs mod EU-medlemskab hober sig op - senest afviste militærledelsen EU's krav
11. oktober 2006

For tiden foretager det finske EU-formandskab forskellige krumspring for at undgå et sammenbrud i forhandlingerne med Tyrkiet - dét, som EUs udvidelseskommissær Olli Rehn flere gange har betegnet som "en togulykke".

Det overordnede spørgsmål kan bedst besvares med en henvisning til en tale afholdt af admiral Yener Karahanoglu sidst i september på det tyrkiske flådeakademi. I talen fastholdt han, at de tyrkiske væbnede styrker aldrig vil gøre de indrømmelser, man forlanger på vejen mod EU, og dermed er han på linje med andre udtalelser fra generalstaben fornylig.

Balladen startede, da Hansjörg Kretschmer, leder af EU's delegation i Ankara, holdt en afskedstale, hvori han beskyldte sikkerhedsstyrkerne for at spille deres eget spil uden for civil kontrol og uden respekt for den juridiske og institutionelle orden. Kort efter blev Kretschmer kraftigt irettesat af general Ilker Basbug, kommanderende for Tyrkiets landstyrker, som stadfæstede miltærets ret til at forsvare nationalstat og sekularisme. Og samtidig advarede han om "overlagte, tålmodige og systematiske forsøg" på at erodere, hvad den tyrkiske revolution har opnået. Chefen for luftvåbnet, general Faruk Cömert, kom med en lignende advarsel, og den nye generalstabschef, Yasar Büyükanit, rundede af med at gentage, at "der er en trussel fra islamisk fundamentalisme i Tyrkiet, og alle midler må tages i brug mod denne trussel." Samtidig beskyldte Büyükanit EU for at have "en skjult dagsorden" i forbindelse med Tyrkiet.

Cypern-problemet

Der er fodslag mellem generalerne og præsident Sezer i spørgsmålet om truslen fra det reaktionære islam, og dagen før Büyükanits tale holdt præsidenten sin afsluttende tale i parlamentet (han går af i maj 2007), og understregede, at det sekulære princip er kernen i alle de værdier, der udgør Den Tyrkiske Republik. Imidlertid afviste premierminister Tayyip Erdogan på vej til Washington, at der var nogen trussel, hvilket er kuriøst, fordi premierministeren tidligere i år har skrevet under på et dokument fra af Det Nationale Sikkerhedsråd, der sammen med separatisme og yderliggående venstre- og højrefløjsbevægelser sætter islamisk fundamentalisme øverst på listen over trusler mod landets indenrigssikkerhed.

Med en ubekymrethed som den hos USA's ambassadør i Irak før invasionen af Kuwait, har USA's ambassadør i Tyrkiet, Ross Wilson, kaldt debatten om fundamentalisme "en konstant kakafoni" og tilføjet: "Der er intet, jeg ser på den umiddelbare horisont, der bekymrer mig særligt."

Wilsons bemærkninger er blevet mødt med vrede i Tyrkiet, og så trøster det lidet, at Bush i en fælles pressekonference har kaldt den tyrkiske premierminister "en fredens mand".

Ifølge den græske udenrigsminister, Dora Bakoyannis, går Tyrkiets vej til EU igennem et forenet Cypern, men vejen til genforening er lang og snoet. I april 2004 afviste 76 pct. af græsk-cyprioterne en omfattende plan for øens genforening, den såkaldte Annan-plan, hvorimod den blev støttet af 65 pct. af det tyrkisk-cypriotiske mindretal på den nordlige del af øen.

En anstødssten var ejendomsrettighederne for de 200.000 græsk-cyprioter, som blev fordrevet fra den nordlige del af øen af den tyrkiske intervention i 1974, og udsigten til ligestilling med den tyrkisk-cypriotiske befolkning, hvoraf flertallet er indvandrere fra Anatolien, som er ankommet siden øens deling. Samtidig har tyrkisk militær afvist at trække sine 40.000 tropper tilbage fra den nordlige del af øen, før der findes en permanent løsning.

I juli sidste år skrev Tyrkiet under på protokollen til Ankara-aftalen fra 1963, som udvidede toldunionen til at omfatte de 10 nye medlemslande, inklusive Cypern. Imidlertid tilføjede Tyrkiet en erklæring, som afviste anerkendelse af denne nye medlemsstat, hvilket har bragt både EU og Tyrkiet i en slem kattepine. Tyrkiet har hidtil nægtet at åbne lufthavne og havne for cypriotiske skibe og fly med den begrundelse, at toldunionen angår udveksling af varer og tjenesteydelser, men ikke transport. Findes en løsning ikke, risikerer forhandlingerne om EU-medlemskab at blive bremset af Cyperns veto. Løsningen findes muligvis i at lempe den internationale embargo mod Nordcypern, og det er denne opgave, der giver det finske formandskab søvnløse nætter.

Straffelov og ytringsfrihed

Det er urealistisk af Europa at forvente større imødekommenhed fra Tyrkiet over for kurdiske krav om minoritetsrettigheder, så længe PKK kører en terrorkampagne mod tyrkiske civile og militære mål. I sin tale om truslen fra fundamentalisme kom generalstabschefen Büyükanit ind på konflikten med PKK, og uden at nævne Danmark beklagede han: "Desværre tager et land parti for terrorbevægelsen i stedet for sine allierede, idet det anser separatistisk terroristpropaganda udsendt af en tv-kanal for at være ytringsfrihed."

Derfor kan man forvente, at invitationen fra Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester, Jakob Hougaard, til Diyarbakirs borgmester, Osman Baydemir, som sammen med 55 andre borgmestre er under anklage for at have skrevet en appel til Fogh Rasmussen om ikke at lukke ROJ TV, vil bære mere brænde til bålet.

EU har også sine 'røde linier', som Olli Rehn understregede under sit besøg i Ankara i sidste uge. Afskaffelsen eller ændring af paragraf 301 af straffeloven, som gør det strafbart at fornærme 'tyrkiskhed' og forskellige statsinstitutioner, er en af dem. Retssagerne mod forfatterne Orhan Pamuk og Elif Safak er i frisk erindring, men der er rejst anklager mod mindst 60 andre journalister, forfattere og intellektuelle. Dog blev fornuftens stemme hørt, da rettens begrundelse for at afvise sagen mod Elif Safak offentliggjordes i sidste uge. Blandt præmisserne fremførtes, at: "Forsøg på at begrænse friheden til at tænke og ytre sig kan have alvorlige konsekvenser". I den nuværende spændte atmosfære i Tyrkiet maner rettens ord til eftertanke.

Robert Ellis har i en årrække kommenteret udviklingen i Tyrkiet i dansk og udenlandsk presse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu