Læsetid: 4 min.

'tok'

Informations forhenværende chefredaktør og til det sidste aktive lederskribent Torben Krogh er død i en alder af 63 år
27. juni 2007

Mens Torben Krogh stille sov ind i sin seng natten mellem mandag og tirsdag, bragte Bladkompagniets chauffører tirsdagens Information rundt i landet. Ledersignaturen på side 2 var som så ofte før 'tok'. Lederen 'Farefyldt olympisk spil' om kronprinsen og IOC skulle blive Torben Kroghs sidste i en utællelig række af ledere gennem et langt liv i dansk journalistik.

Det er de færreste forundt at 'dø med støvlerne på', men for Torben Krogh, der som 25-årig blev én af landets yngste chefredaktører for Information, og som til sin død som 63-årig bevarede stor indflydelse, havde ingen anden udgang været passende.

Torben Krogh levede og åndede for journalistik og for Dagbladet Information, der trods svinkeærinder til andre medier forblev Torben Kroghs avis arbejdslivet igennem.

Torben Krogh blev med studenterhuen på hovedet journalistelev på United Press Internationals kontor i København i 1962. Herfra gik turen videre til Dagbladet Information. Først som udlandsmedarbejder, dernæst som politisk medarbejder, avisens USA-korrespondent for at vende hjem som redaktionschef, inden Informations medarbejdere i 1969 valgte den kun 25-årige Torben Krogh til chefredaktør.

Senere kom han til de hedengange aviseksperimenter SF's 'minavisen' og det senere Socialistisk Dagblad, inden han i 1984-87 vendte tilbage til Information som chefredaktør.

I mellemtiden havde han i en kort periode prøvet kræfter med en politisk karriere som medlem af SF's hovedbestyrelse.

Men journalistikken vandt, og på trods af Torben Kroghs politiske tilhørsforhold på venstre banehalvdel, herskede der stor respekt for hans journalistiske professionalisme, integritet og begavelse, og han holdt sig heller aldrig tilbage med at udstille venstrefløjens svagheder, når der var grund til det.

Vidensbank

I begge Torben Kroghs chefredaktørperioder på Information var der jævnlige konfrontationer mellem det kroghske administrative og organisatoriske talent og de til tider tumultuariske medarbejderfora. Især i den sidste periode fra 1984-87, hvor Torben Krogh var chefredaktør sammen med Vibeke Sperling, havde den formalistiske og redelige Torben Krogh visse vanskeligheder med at tilpasse sig de lettere anarkistiske forhold og de journalistiske medarbejderes selvforståelse. Torben Krogh og hans chefredaktionelle makker satte redaktionen stolen for døren og valgte i sidste ende selv at gå af.

Efter perioderne som chef valgte Torben Krogh tilværelsen som freelancer. Det blev til godt 20 år som klummeskriver ved Politiken, fast kommentator i Orientering på DR's P1, redaktør af Udenrigspolitisk Selskabs tidsskrift 'Udenrigs' og lederskribent på Information.

Det seneste årti var det især i rollen som lederskribent og analytiker, at Informations læsere kendte Torben Krogh.

Hans enorme viden fra de mange år som Christiansborgreporter kombineret med hans usædvanlige tæft for kandestøberi og andre politiske spil, gjorde ham til en omvandrende vidensbank både for Informations medarbejdere og læsere. En viden, han delte gavmildt ud af til stor glæde for yngre medarbejdere.

Utallige redaktionsmøder blev i afgørende stunder afbrudt, når Torben Krogh venligt belærte om de faktiske forhold i jernindustrien. Torben Krogh var et kultiveret menneske i ordets bedste betydning, for hvem musik, kunst, film og litteratur var allestedsnærværende referencerammer. Hans store viden om Henrik Pontoppidans forfatterskab øste han af på mindste vink.

Forud for netværk

Da højere magter i DR i efteråret 2006 metodisk beskar hans aktiviteter på DR's Orientering, var det en selvfølgelighed, at hans videre journalistiske virke skulle foregå med kontoradresse i Skt. Annæ Passage.

Efter at have rundet stamværtshuset, 'Den blå time', eller Informations ølautomat kunne lederskribenten fra vinduet i det mikroskopiske kontor ane Marmorkirken, og husets medarbejdere mere end ane tobakstågerne, der klemte sig ud under døren. Det var så sent som i mandags eftermiddag ved 17-tiden tegn på, at den ene af dagens ledere var i de bedste hænder, og at redaktionssekretærerne kunne forvente punktlig aflevering på mål.

Bag kulisserne var Torben Krogh en skattet rådgiver for Informations ledelse. Hans enorme indsigt i såvel mediepolitiske forhold som journalistik gjorde ham til en oplagt rådgiver.

Torben Krogh har siddet i utallige nævn, bestyrelser og kommissioner, hvor han i det omfang, hans korrekte væsen og forskrifterne i øvrigt tillod det, altid sikrede, at 'hans' avis blev husket.

Både nationalt og internationalt har Torben Krogh påvirket udviklingen i journalistik og i medieforhold. Bestyrelsesformandsskabet for Danmarks Journalisthøjskole og senere den Journalistiske Efteruddannelse brugte Torben Krogh til at præge en hel generation af journalister med det syn på journalistisk redelighed og stor ydmyghed over for faget, der altid kendetegnede hans eget arbejde. Nationalt var arbejdet i skiftende mediekommisioner og udvalg oplagte indflydelsesområder for Torben Krogh. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen gjorde fra 1994-96 den daværende freelanceskribent til formand for den seneste af slagsen, Medieudvalget.

Torben Krogh besad ved siden af sine journalistiske aktiviteter livet igennem en række internationale bestyrelses- og tillidsposter. Han var blandt andet præsident for UNESCO's 28. Generalkonference 1995-97 og har derigennem ydet en stor indsats for at etablere uafhængig journalistik i Den Tredje Verden.

Ved sin død var Torben Krogh blandt andet medlem af bestyrelserne for Det Danske Filminstitut, formand for den danske UNESCO Nationalkommission og formand for UNESCO's kommunikationsudvalg.

For Information repræsenterede Torben Krogh både fortid og nutid. Det er et stykke pressehistorie, der nu har forladt ikke bare Information, men dansk journalistik i det hele taget. En dansk journalist, der med fødderne solidt plantet i den angelsaksiske tradition aldrig gav køb på de journalistiske principper og derfor bevarede troværdighed og integritet i alle lejre.

Kort før sin alt for tidlige død nåede Torben Krogh at godkende omslaget til sin første roman, der udkommer til efteråret.

Det var således en til det sidste aktiv skribent, som Informations medarbejdere tirsdag eftermiddag mindedes over et stilfærdigt glas øl og afslutningsbemærkningen 'tok has left the building'.

Torben Krogh efterlader sig hustruen gennem 41 år, fhv. museumsdirektør Leila Krogh, to voksne børn og tre børnebørn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu