Læsetid: 5 min.

Toledos bekymringer og skyggen af El Chino

Kaos i Peru efter at ministerpræsidenten og resten af regeringen er gået af. Mens præsidenten prøver at finde en regering, der kan holde indtil næste års valg, vokser skyggen fra den detroniserede og skandaliserede eks-præsident Fujimori sig større
20. august 2005

Der har været livlig trafik ind og ud af Alejandro Toledos kontor ikke bare i de seneste dage, men faktisk stort set lige siden han indtog det varme sæde som præsident i Peru. Men trafikken af til- og afgående ministre i de seneste dage har alligevel været voldsommere end normalt og har fået diverse analytikere til at betegne situationen som den værste krise hidtil for den 59-årige præsident. Og det har måske givet en forsmag på de problemer, det urolige land i Andesbjergene kan vente, når der er valg til næste år. Et valg, der allerede i dag kaster lange skygger, og hvor mindelser om det diktatur, Peru var for få år siden bliver bragt tilbage i takt med, at dets leder bevæger sig tættere på et politisk comeback.

Torsdag tog Perus ministerpræsient Carlos Ferrero sin afsked, efter at Toledo udnævnte den kontroversielle politiker Fernando Olivera til udenrigsminister, og efter en besynderlig regel i den peruanske grundlov betød det, at resten af regeringen var nødt til at følge med deres leder.

Det har bragt Toledo på overarbejde med at finde en ny ministerpræsident og et hold til ham, som vil holde pladserne varme indtil april næste år, hvor der er valg.

Opgaven med at finde en ny regering indtil da har vist sig sværere, end man skulle tro. En kandidat sagde tilsyneladende nej, før præsidenten midt på ugen kunne præsentere den nye mand; Den tidligere økonomiminister og toperhvervsleder Pedro Pablo Kuczynski, der til sidst sagde ja til posten efter svære overvejelser, mens Toledo i går kunne præsentere et nyt kabinet efter tilsyneladende at have haft nogle problemer med at overtale diverse politikere med at tage regeringsansvaret.

Ingen vil på taberholdet

Årsagen er sandsynligvis, at ingen for alvor har lyst til at være en del af et tabende hold, og at en del af de mulige kandidater hellere vil positionere sig til det kommende valg. Hvilket i dette tilfælde synes at komme ud på et.

Centrumvenstre-politikeren Toledo har nemlig mildt sagt ikke vinden i ryggen. Betingelserne så ellers for fire år siden gode ud for at få succes i spidsen for det land, som i Vesten hovedsaligt er kendt for kulørte strikkede huer, spyttende lamaer og inkabyen Machu Picchu, men op til årtusindeskiftet i højere grad var blevet berygtet for at være et autoritært styre, med lyssky transaktioner og et hemmeligt politi, der ikke lod det østtyske Stasi meget efter. Da efterretningschefen Vladimiro Montesino faktisk blev fanget på kamera i at bestikke et par kongresmedlemmer slog det trods alt benene væk under præsident Fujimori, og han indsendte sin afskedsbegæring efter at være flygtet til sit andet hjemland, Japan.

På den baggrund burde hans tidligere konkurrent Toledo have gode muligheder. Som populist med indianske rødder og en fattig baggrund var han populær hos folket, som han lovede at skaffe i arbejde og udligne de store forskelle mellem rig og fattig.

Som de fleste peruanske populister har Toledo dog vist sig mere pragmatisk, og mens han i de senere år har været med til at skabe høje vækstrater i Peru, har det ikke i særlig høj grad dryppet på folket, hvor over halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen og arbejdsløsheden stadig er høj. Ministrene derimod har tilsyneladende fået deres del af den gyldne regn fra oven. To af dem var i hvert fald nødt til at gå af sidste år efter omfattende korruptionsskandaler, mens en tredje måtte gå af efter en skatteskandale.

Alt det har gjort, at Toledo er vaklet fra den ene krise til den anden og givet regeringslederen de laveste opinionstal i Latinamerika ifølge tidsskriftet The Economist.

Efter den pludselige afsked med regeringen i torsdags dykkede opinionstallene således ned til en opbakning på otte procent, og Toledos regering synes tættere på det endelige forlis end nogensinde.

Eller som en kvinde på gaden i hovedstaden Lima lidt mere konkret udtrykte det:

"Toledo begår harakiri. Og han bruger Olivera som sværd. Det er en ynkelig afslutning på et ynkeligt styre."

Præsidentielt cola-mærke

Om kvinden med det specielle sproglige billede henviste til den eksilerede eks-præsident Alberto Fujimori i Japan er uvist. El Chino, som han kaldes ligesom alle andre med bare svagt asiatiske træk i Latinamerika, holder i hvert fald øje med, hvad der foregår i hans tidligere hjemmeland.

Skønt han ikke har sat foden i Peru siden flugten i 2001 og hans tidligere kompagnon Vladimiro Montesino igennem længere tid har været midtpunkt i en af kontinentets mest spektakulære retssager, har Fujimori gentagne gange annonceret sit kandidatur. Senest har eks-præsidenten kickstartet kampagnen med markedsføringen af den meget omtalte og lettere bizarre Fuji-cola, der, ifølge ham selv "vil slukke tørsten af folkelig utilfredshed", og i øvrigt finansiere hans kommende valgkamp.

Først har Fujimori dog en lille forhindring, han skal have klaret i form af anklager om kidnapning og mord og et forbud mod at bestride et offentligt embede før 2010, men han tror selv på mulighederne:

"Beslutningen om at stille op er et konkret og endeligt svar på valgudskrivningen, som giver mig ikke mindre end 30 procent af de peruanske stemmer. Jeg har en politisk og moralsk aftale med fujimoristerne og uafhæn-gige kandidater, som ønsker, at jeg leder en ny regering, en regering af fred, orden, fremskridt og reel social retfærdighed," som han for nylig udtalte.

Og selv om oddsene på forhånd kan synes dårlige, er et comeback ikke umuligt. Selv skandaløse ledere får ofte en anden og tredje chance på et kontinent, hvor politisk hukommelse sjældent går mere end et par måneder tilbage, og Fujimori trods alt stadig kan bryste sig af en periode med reel økonomisk fremgang - også for de fattigste - før magten for alvor korrumperede, diktaturet for alvor trådte ind og El Chino til sidst stak af.

Blandt det øvrige politiske felt er det også svært at få øje på andre, der kan få vendt bøtten i det kriseramte land. Mens en række andre latinamerikanske lande har valgt ny retning med venstreorienterede ledere i de senere år, er det svært at få øje på en reel fornyer i Peru.

Feltet op til det kommende præsidentvalg ligner en gammel cocktail. Alle de peruanske ledere i de senere år, fra Toledo og Fujimori til hans forgænger Alan Garcia har været populister, der reelt ikke har grebet ind over for hverken økonomisk uretfærdighed, korruption eller menneskerettighedsovertrædelser. Og foreløbig er der intet, der tyder på, at nye folk har mere at byde på.

Destruktiv appetit

En mand som i hvert fald ikke vil være at finde på stemmesedlerne den 9. april er Alejandro Toledo. Efter den peruanske grundlov er det ikke tilladt at sidde i to perioder (medmindre man bare ændrer den, som Fujimori gjorde), og det er nok godt det samme for den halvvejs detroniserede præsident, i hvem vælgerne tilsyneladende ikke genkender den idealistiske folkelige udfordrer, de engang flokkedes omkring, men nu ikke længere har tillid til.

Eller som en anden tidligere præsidentkandidat i Peru, forfatteren Mario Vargas Llosa har sagt om de erfaringer, han selv har gjort sig under sine brydninger med peruansk politik:

"Mine tre år i politik var meget oplysende omkring den måde, appetitten efter politisk magt kan korrumpere et menneskeligt sind, ødelægge principper og transformere mennesker om til små uhyrer."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her