Læsetid: 4 min.

Tolerancens svar

6. februar 2004

HELE TO fremtrædende personligheder fra den gamle garde inden for politik og medier tog torsdag til orde i Berlingske Tidende for at advare imod følgerne af det menneskesyn, dele af Dansk Folkeparti med stadigt stigende energi lægger for dagen.
I begge tilfælde var det folketingsmedlem, pastor Søren Krarup, der blev brugt som eksempel – hvad der i kraft af hans selvvalgte eksponering er forståeligt nok. Men han står ikke alene, og indtil videre er der ikke konstateret nogen offentlig afstandtagen fra den allerøverste partiledelse. Selv om den muligvis ikke er ganske enig, finder den det åbenbart nyttigt at have fremtrædende fortalere, der om de nationale værdier udtaler sig med en sådan intolerance, at det nærmer sig det diskriminatoriske.
Den ene af de to bidragydere til Berlingske Tidende var den tidligere chefredaktør for Kristeligt Dagblad, Ritzaus Bureau og Fyens Stiftstidende, Bent A. Koch. Den anden, der skrev dagens spalte under titlen »Opinion«, var fhv. minister og folketingsmedlem, Arne Melchior.
Bent A. Koch konkluderer, at Søren Krarup er i fuld gang med at fornægte danskheden i dens eget navn – netop fordi folketingsmedlemmet fra Dansk Folkeparti undsiger en helt afgørende bestanddel af den danske tradition: frisindet. Ikke blot i ungdommens bogproduktion, men også i helt aktuelle udtalelser har han gjort klart, at til det at være rigtig dansker hører, at man hverken er jøde, muslim eller ateist. I et interview med Berlingske Tidende den 15. januar sagde han, at han overhovedet ikke vil bestride, at Arne Melchior er fuldt dansk, men »jeg ville være betænkelig, hvis han skulle blive konge af dansk åndsliv, for så ville jeg mene, at han var uden forbindelse til noget helt afgørende«.
Meget nærliggende spørger intervieweren på den baggrund, om det betyder, at man først er en fuldbyrdet del af den danske kultur, hvis man er kristen. Og svaret er klart: »Ja, det kan man godt sige.«

NÅR DET gælder Søren Krarup og hans præste- og parlamentskollega, Jesper Langballe, ville det væ-re urimeligt at påstå, at disse udtalelser afspejler noget afgørende nyt i de synspunkter, de har forfægtet i årtier. Nok er det et grundsynspunkt i den kirkelige retning, de har tilhørt siden ungdommen – Tidehverv – at Kristi ord om at give kejserens, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, er af helt central betydning. Men bemærkelsesværdigt nok er det et synspunkt, de aldrig har ført over på begrebet nationalitet. Her arbejder de med en syndig sammenblanding af det at være dansk og det at være kristen.
Som Bent A. Koch gør opmærksom på, så vil det jo i virkeligheden sige, at ikke blot Georg Brandes og familien Melchior, men også mennesker af arabisk blod som Naser Khader og ateister som J.P. Jacobsen og Johannes V. Jensen ikke kan betragtes som »rigtige lurmærkede danskere«. Konsekvenserne af det skel, Krarup sætter, er uoverskuelige og uhyggelige. For kan mennesker i Danmark ikke være fuldblods danske, hvis de ikke er kristne, hvor længe kan de så have fulde rettigheder?

DER ER næppe grund til at forvente et klart svar fra Søren Krarup. I det, Arne Melchior betegner som hans »smask-hamrende uvidenhed«, fremturer han tværtimod med besynderlige udsagn om andre religioner end den kristne. Så sent som for en uge siden skrev han, at han »kender jødedommen som en religion, der er lovtrældom«. Melchior, der mildt sagt må siges at være en kender af denne religion, splitter dette udsagn ad fra top til bund.
Men Søren Krarup vil med stor sandsynlighed være ligeglad. Den ægte dialog ligger ikke for hans politiske – eller intellektuelle – stil.
Han har dannet sig sit billede af, hvad jødedom og islam er, og det står næppe til at rokke. Problemet er blot, at han med stor ihærdighed forsøger at udbrede dette billede, og at han – i det omfang han opnår resultater – bidrager til det nationalistiske snæversyns dødsensfarlige fordomme.
Det er prisværdigt, at dette indskrænkede menneske- og samfundssyn nu bliver imødegået af det, der kunne kaldes borgerskabets velartikulerede tolerance. Kunne det tænkes, at argumenter som dem, der nu er blevet fremført af Bent A. Koch og Arne Melchior, kunne få selv Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl til at overveje, om det måske er ved at blive for meget med disse vogtere af den illusoriske forestilling om, at der skulle være en særlig tæt forbindelse mellem danskhed og kristendom?
Svaret på det spørgsmål afhænger næppe af hensynet til det, der kunne kaldes almindelig anstændighed. Det begreb er for længst blevet forladt i Dansk Folkepartis krav til den danske udlændingepolitik. Men omvendt kan det brændende ønske om at være et såkaldt respektabel parti måske inspirere ledelsen til at sætte en grænse – også over for de præster, de oprindelig var så glade for at byde velkommen i deres lille fold med de høje hegn.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her