Læsetid: 3 min.

Tolerancens tærskel

27. december 2003

ULYKSALIGT for Danmark betød valget for et par år siden at politisk og religiøs fanatisme i højst håndgribelig skikkelse af to præster fra det misbrugte Tidehverv og kynikernes sammenrend i Dansk Folkeparti kom til rigets ror. Flertallet i Folketinget beror unægteligt blandt andre på disse to sorte gejstlige, hvis overbevisning om egen fortræffelighed kun overgås af deres forenede intolerance. Det sidste kan man imidlertid næppe anvende som fornærmelse, eftersom begrebet tolerance for de to fundamentale præster og flere af deres sympatisører på yderste populistiske højrefløj er det samme som et skældsord. Duoens åndelige fører, Søren Krarup, fór i juledagene frem med endnu en bulle mod kulturradikalismen, som karakteristisk nok er blevet fjendebillede i korstogets banner. Jens Otto Krags eftermæle måtte denne gang holde for og besudles af Krarup.
Krag var som kulturradikal og religiøs indifferent ifølge Pia Kjærsgaards huspoet fanden selv og gik derfor, efter at have forrådt sit land, til grunde både menneskeligt og moralsk. Krarup mener på denne vildt postulerede baggrund at kende forklaringen på Krags pludselige død og dét med en skråsikkerhed der fuldt ud står mål med argumentationens øvrige hæderlighed.

FØR I TIDEN kunne man notere sig sådanne og lignende uhyrligheder og bagefter med sindsro lade karavanen drage videre. Men med den centrale position, Dansk Folkeparti og dermed præsterne er tildelt i dansk politik, er det imidlertid ved at gå op for de fleste, at synspunkterne ikke blot kan affærdiges som udslip fra de sædvanlige landsbytosser. Denne vågnende erkendelse afspejler sig, alle højere magter været lovet og priset, i de senere og mere og mere signifikante meningsmålinger. Et flertal af de adspurgte synes at mene, at det simpelthen er ved at være for meget. Regeringens grundlag er ved at smuldre bort, blandt andet takket være den helt nye onde tone i den politiske debat og foragten for mindretallet. Krarup og folkepartiets hadefuldhed mod alle anderledes tænkende og anderledes troende i fortid og i nutid har jo sandt at sige fået kontrasignatur i regeringen af statsministeren selv. Fogh Rasmussen og Venstres ledende folk samt de kronisk usynlige konservative med Per Stig Møller som et påfaldende distræt intellektuelt borgerligt alibi, undlader konsekvent at sige fra over for uforsonligheden og intolerancen.
Derved gør de sig – mere eller mindre bevidst – alle til part af den. Så længe også de anstændige borgerlige og borgerlige politikere ikke protesterer mod disse sorte præster og deres menneskeforagtende, ufordøjede vulgærlutheranske præk mod alle, der ikke står ret, må passiviteten opfattes som accept. For statsministerens vedkommende er der næppe tvivl om, at hans sfinx-agtige gemyt i virkeligheden deler politikerpræsternes åndelige værdier. Det er ganske karakteristisk for Fogh Rasmussens værdiopfattelse, som han ved festlige lejligheder koketterer med at besidde, at hans spindoktor forlangte Tove Fergos spindoktor fyret. Vel at mærke ikke som følge af ekstremistisk politisk virksomhed, men fordi den pågældende med sympatier som Krarup og Langballe i en tid med vigende popularitet for en i øvrigt forbløffende ringe fungerende regering kan blive en belastning over for et stadig mere lunkent midtvælgerkorps. Så meget for værdierne.

SOM SAGT er det også karakteristisk, hvad landets politiske ledelse ikke protesterer imod. En statsminister må formodes at være det for hele sit land og folk og bør derfor træde i karakter for de grupper af borgere der udsættes for diskriminering eller ringeagtende behandling og/eller omtale. I særlig grad gælder dette Danmarks sårbare medborgere af den muslimske tro, hvis stigmatisering i denne regering og dette folketingsflertals tid – desværre godt hjulpet på vej af mange socialdemokrater – bringer tanken tilbage på jødernes situation i det meste af første halvdel af forrige århundrede: ofte udhængt af datidens Krarup’er og Langballe’r som folk af den vrange lære, akkurat tålt af populisterne, men så heller ikke mere. Tolerancen fra højre, chauvinister og nationalister var også i den afdeling af Danmarkshistorien til at overse. Man kan derfor mene, at præsterne, statsministeren – hvis enestående historiske bevidsthed er velkendt, integrationsministeren og alle de andre, der kaster vrag på den selvbesungne danske fordragelighed, fuldt ud lever op til fortidens intolerante forsyndelser og på den måde holder gode kristne danske værdier i hævd. Vor Herre bevar’s!

mtz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her