Læsetid: 8 min.

Tolk: Afhøringer var bare et andet ord for tortur

De danske soldater i Irak har aldrig forstået den tankegang, der præger irakerne, siger tolk og vidne i Hommel-sagen Nadia Mohammad, som nu for første gang står offentligt frem og giver sin version af sagen. Mens Annemette Hommel i dag dømmes eller frifindes for konkrete omstændigheder under afhøringerne, var det ifølge Nadia Mohammad langt mere afgørende, at de afhørte irakere sad og troede, at de ville blive slået ihjel
12. januar 2006

Da Danmark sagde ja til at være en del af den USA-ledede militærstyrke i Irak, sagde man også ja til daglige konfrontationer med irakere. Men ligesom amerikanerne tilsyneladende ikke havde forberedt sig på de kaotiske scenarier, der ville udspille sig i lang tid efter krigen, havde de danske soldater ikke forberedt sig ordentligt på den irakiske mentalitet efter 25 år med Saddam Hussein.

Det mener Nadia Mohammad, som i ni måneder var tolk for danskerne i Camp Eden og siden har været vidne i sagen mod efterretningsofficer Annemette Hommel, der afgøres i dag.

Ifølge den danske tolk var afhøringerne af civile irakere ikke kun problematiske, fordi der blev råbt af de afhørte, og de blev tvunget til at sidde i ubehagelige stillinger. Det værste var, at situationen gav irakerne associationer til en anden og langt værre afhøringsform - den de blev udsat for under Saddam Husseins torturregime.

"Alt i irakernes liv var præget af at have levet under Saddam. I 25 år skulle alle konstant vise, at de holdt af ham og hjælpe med at finde frem til dem, der ikke støttede ham. Derfor var de ekstremt bange, når de blev afhørt, for mange af de afhørte så man aldrig igen. Afhøringer var for dem bare et andet ord for tortur," fortæller Nadia Mohammad.

Hun mener, at irakerne gennemlevede denne situation, når danske soldater gik ind i deres hjem og hev en bror til en mistænkt eller blot én, der kunne tænkes at vide noget, med ud af huset og kørte ham væk. Manden og hans familie kunne ikke vide, om deres liv var i fare.

"Når en dansker anholdes, oplever han måske, at politiet overtræder reglerne nogle gange, men han er aldrig i tvivl om, at han slipper levende fra det. Men når irakerne blev anholdt i deres hjem, var de rædselsslagne. De kendte ikke til et retssystem med ret til advokat og mulig frifindelse, og de tænkte ikke på konventioner, som måske blev overholdt. De tænkte, at uanset om de havde gjort noget eller ej, risikerede de at blive slagtet."

Ikke forberedt hjemmefra

Nadia Mohammad blev som civil studerende med mellemøstlig baggrund og gode sprogkundskaber hentet ind udefra på grund af den danske Irak-styrkes mangel på tolke.

Igennem ni måneder stod hun dagligt ved soldaternes side, når de kommunikerede med irakere, og hun var chokeret over, hvor lidt danskerne vidste om det land, de var kommet til.

"Det virkede slet ikke som om, de var blevet forberedt godt nok hjemmefra. Man havde sat dem ind i, at kulturen var religiøs og mandsdomineret, og hvem man typisk hilser på, men det var mere eller mindre dét. De var ikke blevet sat ind i, hvad irakerne personligt havde oplevet under Saddam, og hvad det kunne betyde for deres reaktioner. Mange af de soldater, jeg talte med, var totalt overraskede over, hvad irakerne havde været ude for, og hvordan det havde påvirket dem."

25 år med en daglig underliggende angst for at gøre eller sige noget forkert sætter sine spor i ethvert menneske, mener tolken.

"Irakerne var vant til ikke at kunne sige noget som helst af frygt for, at det ville blive brugt imod dem. Hver aften var Saddam på tv, og hver morgen blev børnene i skolen spurgt, hvad han havde sagt. Hvis børnene så ikke havde fået lov til at se tv af forældrene, kunne forældrene risikere at blive afhentet. Og når først de blev det-"

Nadia Mohammad beretter om, hvordan mange mænd i Basra i dag mangler et øre, som de fik skåret af for bagateller som at være blevet væk fra militærtjeneste en dag. Efterfølgende blev de øreløse mænd stigmatiseret i lokalsamfundet, fordi de var blevet straffet. En af mange omstændigheder som Nadia siger, at hun "tør vædde med", at meget få af de danske soldater ved.

$SUBT_ON$Udnyttede dødsangst

Én ting er dog uforvarende at gøre tilbageholdte irakere mere bange end nødvendigt. En anden er at gøre det bevidst ved at spille på deres angst for at blive slået ihjel.

Da en fange med smerter spurgte Annemette Hommel, om de ikke bare kunne slå ham ihjel, svarede hun "det gør vi måske også."

Nadia Mohammad er ikke i tvivl om, at det var bevidst udnyttelse af fangens angst:

"Selvfølgelig spillede hun på, at han var bange for at dø. Hvorfor skulle hun ellers sige det? Vi var i en afhøringssituation, hvor det var ekstremt varmt, og alle var tørstige og udmattede og stod og råbte ind i hovedet på fangen. Hun stod jo ikke og pjattede med ham - det var alvor, og det lod hun på intet tidspunkt den afhørte komme i tvivl om."

På dette tidspunkt i interviewet sætter tolken sig på knæ på gulvet for at illustrere den afhørtes stilling. Hun viser, hvordan han i timevis i håndjern med et knæ i ryggen blev tvunget til at sidde rank og se ligeud i retning af Annemette Hommel.

Hele tiden blev han holdt fast i hovedet og skuldrene af to soldater og tvunget til at se fremad, selvom tolken, der gentog Hommels ord på arabisk til ham, stod til højre for ham.

Et af anklagepunkterne har lydt, at nogle tilbageholdte blev nægtet vand. Det kan lyde som en bagatel, men ifølge Nadia Mohammad betød det alt for de afhørte:

"Det var 50 grader i skyggen, og vi stod alle konstant og drak af vandflasker, hver gang vi afhørte en af dem. De sad rædselsslagne uden at have drukket noget i mange timer, og man kunne se på deres udtørrede læber, hvor ondt det gjorde."

$SUBT_ON$Brød sammen

Egentlig skulle den 28-årige tolk slet ikke have været med til afhøringerne, for hun var normalt med soldaterne på patrulje og med ude at oversætte hos den lokale sheik.

Men Annemette Hommel var utilfreds med den daværende afhøringstolk, som hun ifølge Nadia Mohammad fandt for afslappet og ikke så aggressiv, som hun ville have ham til at virke. Derfor blev Nadia modstræbende kaldt ind og nåede at stå og råbe side om side med Annemette Hommel til tre lange afhøringer, før hun fik nok.

"Da den tredje fange brød sammen, kunne jeg ikke klare mere. Han havde i halvanden time ikke måttet rette sig ud, selv om hans ben rystede i den knælende stilling. Hans ben eksede, og han faldt sammen og tudede hysterisk. Så løb jeg ud af teltet og råbte, at jeg ikke ville være med til noget ulovligt. Jeg havde overtrådt mine egne grænser for at kunne være med til afhøringerne, men efter fem timer kunne jeg simpelthen ikke mere. Jeg var færdig af gråd. I virkeligheden var jeg gået alt for meget på kompromis ved overhovedet at deltage i dem."

Dette blev Annemette Hommels sidste afhøring af denne slags. Kort tid efter anklagede en anden tolk Hommel for hendes metoder, og skandalen rullede i medierne.

Under retssagen kunne Annemette Hommel så fortælle, at Nadia Mohammad i sin sidste afhøring simpelthen var faldet ud af sin rolle, og at irakeren udnyttede hendes bekymring for ham til at klynke ekstra meget. Men tolken afviser, at hun lod sig narre.

"Jeg er jo ikke født i går; jeg kan godt se, når folk spiller skuespil. Dette var ikke skuespil. Skuespil var, når irakerne for at vise deres troskab kom til danskerne med lister over mistænkte for f.eks. kriminalitet, ligesom de gjorde over for Saddam."

$SUBT_ON$Skuespil og magt

Dette var ifølge Nadia Mohammad et gennemgående træk; at irakerne forsøgte at blive venner med de aktuelle magthavere i området, danskerne, så de kunne bruge det bekendtskab til at få magt i lokalsamfundet.

"Mange af dem, der kom med lister over mistænkte, stod selv på sidemandens liste, og det hele var utroværdigt og handlede kun om at stå godt i forhold til danskerne. Jeg talte hver eneste dag med lokale under mine tolkeopgaver, og derfor var det ikke svært at se, hvornår folk løj," siger Nadia Mohammad.

Hun forklarer, at alt i Sydirak er baseret på stammer og klaner, og at disse brugte danskerne i deres indbyrdes magtspil. Det hele var et spil om magt - og om frygt:

"Dagen inden angrebet på Irak stod irakerne og heppede af frygt på Saddam, og dagen efter stod de og heppede på den næste magthaver med lige så stærke arabiske erklæringer om at ofre deres sjæl for ham. Irakerne i det danske område erklærede Camp Eden deres troskab, delvist af frygt og delvist fordi de kunne udnytte dem. Begge parter udnyttede hinanden."

Ifølge tolken var det især det tredje hold danske soldater i Irak, som bevidst eller ubevidst misforstod irakerne, og i det hele taget havde en uheldig tilgang til kulturmødet.

"Næsten hver aften tog de ind til den lokale sheik og spiste hos ham, fordi hans mad var 1.000 gange bedre end det, de fik i lejren. Det var simpelthen så pinligt, at de sad hos ham, indtil det blev aften, og han ifølge lokal skik var nødt til at give dem mad. Vi tolke sagde gang på gang, at det ikke var sådan, man gjorde, og at sheiken syntes, at det var for meget. Desuden var det jo spild af vores arbejde at skulle sidde der aften efter aften, når vi i forvejen var overbookede."

$SUBT_ON$Forræder og stikker

At mange irakere løj, kom ikke bag på tolken, da de havde været vant til at lyve for at holde sig i live under Saddam.

Men at hun under retssagen oplevede mange danske soldater lyve, overraskede hende. Især da hun samtidig selv blev beskyldt for at være utroværdig.

I hendes optik blev det hele vendt på hovedet under retssagen:

"Jeg var meget bevidst om at sige alt så præcist som muligt i retten, og hvis jeg havde den mindste tvivl, lod jeg det komme Hommel til gode. Men fordi vi vidnede mod hende, angreb Hommels forsvarer vores troværdighed på alle tænkelige måder. Altså, hvis jeg virkelig var utroværdig som tolk, fordi mine forældre stammer fra Mellemøsten, hvorfor valgte de mig så overhovedet frem for de andre ansøgere?"

Tolken måtte under retssagen høre forsvareren berette om, at hun af overordnede i Irak var blevet kaldt forkælet og udspekuleret. Trods dette havde Annemette Hommel dog senere udnævnt hende til cheftolk.

"De ser mig som en forræder og stikker, fordi jeg fortalte om de der episoder i retten. Men før jeg selv var med til afhøringerne, hørte jeg mange soldater tale om dem som meget ubehagelige. Det valgte de så bare at lyve om i retten, fordi de holder sammen som en familie. Deres stjerner betyder så meget for dem, og loyaliteten over for deres kolleger afholder dem fra at vidne sandfærdigt," siger Nadia Mohammad.

Tolken, som for at undgå chikane har valgt ikke at stå frem med foto, understreger, at hun ikke vil slå alle soldater over én kam. Mange gjorde et godt arbejde i Irak og ønskede ikke at overtræde reglerne, siger hun:

"Når soldaterne skulle anholde nogen, var de for eksempel nødt til at have militærpolitiet med, og deres chef Flemming Amdisen var en af de virkelig dygtige. Han sagde nej, når reglerne blev overtrådt, og han sagde nej, da Hommel spurgte, om vi ikke kunne give fangerne bind for øjnene. Så kaldte hun ham en vatpik."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu