Læsetid: 3 min.

Tolv sange og fire kostumeskift senere...

Mariah Careys matte show i Tivoli afslørede over fem lange kvarter en kunstner, der tilsyneladende lider af en uforklarlig angst for at lade musikken tale sit eget sprog
13. juli 2005

Vi købte en isvaffel i den gamle have før selve showet. Den skulle vise sig at udgøre aftenens højdepunkt, for bom bom bom; hvad skal man egentlig mene om den antikoncert showbizfænomenet Mariah Carey gav i Tivoli mandag aften? Vurderet som musikoplevelse var den ikke mange sure sild værd, for hver gang skønsangssilden var lige ved at komme i omdrejninger, forlod hun scenen for at skifte kjole. Og overlod scenen til enten sit B-hold af dansere eller backup-sangeren Trey Lorenz, hvis præstation som frontfigur kun kan beskrives som træls. Og eftersom det var nogle bittesmå kjoler, hun krøb i, kan det ikke have taget mange sekunder hhv. at komme ind og ud af dem, men ikke desto mindre tog det syv lange og syv brede. Hver gang. Under det andet (og længste) kjoleskift, hvor de centrumsløse begivenheder på scenen nærmede sig det tåkrummende, udbrød en kvinde bag Deres udsendte: "Tænk at jeg overlod mine børn til en babysitter i aften for det lort dér."

Og sandt er det, at håbede vi på en oplevelse, der blot tilnærmelsesvist tangerede Careys sangkunst, som den i de bedste tilfælde folder sig så ud på plade, var der langt mellem snapsene mandag aften i det propfulde og tropisk varme Tivoli. Og så blev det hele tilmed udskudt ad to omgange, så klokken blev 22,30 før dette amerikanske ikon materialiserede sig, hvorefter hun i ført denimnederdel med tilhørende top satte i med en lam udgave af "It's Like That" fra sin seneste langspiller The Emancipation of Mimi. Ja, hele det første "sæt", hvor hun gav tre sange, her i blandt den på plade rygradsrislende "My All", var det rene crap; lyden var elendig, stjernen virkede knap nok tilstede og Deres udsendte sparkede sig selv mentalt over skinnebenene for ikke at være taget på Loppen for at høre Smog i stedet.

Et dårligt modeshow

Så forlod kvindemennesket scenen og overlod samme til fire uinteressante dansere, for efter hvad der virkede som en evighed atter at gøre sin entre, iført hvad der med en underdrivelse tør kaldes en kropsnær, ultrakort pink sag. Atter tre numre, hvor i blandt "Shake It Off" truede med at gå hen og blive helt hæderlig, men da der ligesom var kommet skub i tingene, overlod hun mikrofonen til sine korsangere og forsvandt atter ud i kulissen, før hun efter en mindre evighed viste sig i en afslørende kropsnær guldfarvet slipover. Tredje "sæt" bestod af hele fire sange og var det eneste tidspunkt, hvor tingene løftede sig nok til, at tankerne ikke ustandselig søgte andre steder hen; både "We Belong Together" og "Always Be My Baby" lød strålende og solisten formåede at løfte en flig ind til den gyldne sangfugl, der bebor hendes ikke ligefrem diskrete barm, på en måde, så hendes status et kort øjeblik blev forståelig.

Der gik sing-along i 90'er-hittet "Hero", før hun atter forføjede sig bort, kun for at indfinde sig i lang sort aftenkjole og give to ekstranumre, det sjælløse gennembrudshit "Visions Of Love" samt det gamle Badfinger-nummer "Without You", en fremragende showcase for hendes enorme stemme, som hun her pressede klædeligt. Efter fem lange kvarter var hun så færdig, denne verdens største kvindelige solist nogensinde, uden på noget tidspunkt at have givet de fremmødte afgørende beviser for sin ret til denne status. Det er ikke kun for modepolitiets skyld, vi samvittighedsfuldt gennemgår hendes kostumeskift, thi de var såvel aftenens mest slående øjeblikke som dens store svaghed. Om den gode Carey er bange for at synge sig varm eller give sig hen på musikkens præmisser, vides ikke, men resultatet blev et dårligt modeshow, der aldrig formåede at løfte sig, idet hun heller ikke ligefrem er noget efterlignelsesværdigt modeikon ligesom hendes evne til at projicere ikke imponerede. Anstrengende og pauvert styredes slagets gang af en nedslående mangel på tillid til musikkens evne til at tale sit eget klare sprog.

Tolv sange og fire kostumeskift senere mødte Deres udsendte en kollega på vej bort fra showet. Han kiggede anklagende på undertegnede og udbrød så hvast:

"Hendes ben er noget længere på billederne, hva'?"

Nikkede pligtskyldigst og trak på skuldrene. Han fortsatte, "Og hendes mås er faktisk ret stor i virkeligheden."

"Ja", svarede jeg, "men det er hendes stemme altså stadig også."

Det var så bare slet ikke nok denne triste aften i Tivoli.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her