Læsetid: 7 min.

Tombstone

Jeg har svært ved at rette mig efter imperiets dagsordner, når de er hinsides kynisme, skriver forfatteren Inge Eriksen i dagens kronik som et svar på Jens-Martin Eriksens sammenligning af krigene i henholdsvis Vietnam og Irak
14. juni 2005

Det er lidt svært at sætte dato på, men lad os sige, at siden 11. september 2001 er det påfaldende, hvordan offentlighedspersoner prøver at monopolisere alt mellem himmel og jord. Det mest hårdhændede er Dansk Folkepartis monopol på folket, ganske vist et udefineret folk, men DF har i det mindste monopol på den folkelige mening, håb og frygt, krav og behov.

Med enestående skråsikkerhed kæmper politikere, kulturpersonligheder og eksperter om monopol på holdninger, vinkler på et problem og værdier. I år handler den store kamp om fortiden.

Lidt skinhelligt fremhæves det, at offentlige diskussioner er godt for demokratiet. Hvad man ofte overser i debatglæden er, at en betragtelig del af debatten går ud på at tilbagevise løse påstande, unøjagtigheder og direkte løgne. Det er trættende at bruge kræfter på den slags, men forårets historiedebat om besættelsen har dog rejst et godt spørgsmål om, hvor langt man kan bruge nutidens optik på fortidens problemer.

Jeg ser problemet udfoldet i Jens-Martin Eriksens artikel 'Vest for paradis' (Information den 4.-5. juni). Hen mod slutningen står der bl.a.:

"I et større perspektiv, når man sammenligner datidens såkaldte politiske engagement imod Vietnamkrigen med modstanden mod krigen i Irak i dag, kan man ikke lade være med at spørge sig selv om, hvad der egentlig er kernen i dette engagement."

Insinuationen er klokkeklar - avislæsere ved, at når 'såkaldt' hægtes på et udsagn, er der tale om utroværdighed. Omdrejningspunktet i insinuationen er begrebet menneskerettigheder - for de var jo ikke en del af den 10 år lange modstand mod krigen i Vietnam! Næh, ikke i nævneværdig grad, det omdrejningspunkt blev først for alvor medie-centralt efter 11. september, mere end et kvart århundrede efter krigens afslutning.

Nu er det ikke fordi problemer som censur, propaganda og indgreb i ytringsfriheden ikke indgik i den politiske debat mellem 1965 og 1975, men koldkrigsårene havde gjort dem til vanedannelser, til huller i sjælen: Sådan var verden simpelthen, fastlåst, uretfærdig, spækket med diktaturer i øst og vest og tredjeverden. Det skal medtænkes, at mange uafhængige progressive var vokset op med koloniafviklingerne og huskede hollændernes krig i Indonesien, krigene i Algier og Fransk Indokina, Mau-Mau i Kenya osv. For mange af de årgange var også USA et imperium - med dets ulidelige støtte til den sydkoreanske og de latinamerikanske diktatorer - altså et imperium på linje med Holland, Frankrig, England, Portugal og Sovjetunionen. Indtil koloniernes frigørelse. Så var der kun USA og Sovjet tilbage. Siden 1991 kun USA.

Et tankeeksperiment

Lad mig foretage et tanke-eksperiment: Hvis jeg havde været Asterix' eller Richards lillesøster, ville jeg have hadet romerne eller danskerne. Men det kunne da godt tænkes, at jeg ville have flirtet med en legionær fra Toscana eller en viking fra Roskilde Fjord - kvinder er jo så principløse.

Sagt anderledes: Imperialister er ikke populære, men derfor kan de jo godt være interessante.

Et mindre frivolt aspekt er, at Danmark som medlem af NATO principielt kan få partneren, USA, i tale, også med kritik. En skarp og præcis kritik af McCarthyismen f.eks. blev skrevet af Erik Seidenfaden, dengang Informations chefredaktør, en trofast NATO-tilhænger og beundrer af USA. Kritikken vakte opsigt og debat, men når DKPs formand, Aksel Larsen, sagde det samme, blev det afvist som propaganda. Kort sagt handler det ikke om kritiske analysers rigtighed, det handler om hvem, der skriver dem.

Der er andre mekanismer på spil, som den alt for velkendte, at når imperiet har overladt et område til sig selv, er f.eks. Vietnam netop dét: Overladt til sig selv. For vietnameserne har det været overordentlig vanskeligt - efter 35 år i krig med japanerne, franskmændene og sidst amerikanerne. Hvilke institutioner er bæredygtige? Hvori består den nu selvstændige stats sammenhængskraft i et civilt samfund? Medierne skifter fokus, overskrifterne forsvinder, mens Amnesty International og menneskerettighedsgrupper rykker ind, ofte med et overlap mellem tidligere krigsmodstandere og mere specialiserede aktivister.

Der er ikke tale om troløshed eller manglende forståelse for menneskerettighedsproblemerne. Der er snarere tale om, at når en brand er slukket et sted, udbryder en ny et andet sted. Verden står ikke stille og arbejder for at få tidligere kolonier på fode. Vi lever med en afsindig rastløshed, der ikke vil svinde, så længe et flertal på denne klode lever i elendighed og kan se, hvor rige vi andre er.

Elementær vrede

Jens-Martin Eriksen skriver hen mod slutningen af sin artikel:

"Det såkaldte politiske engagement er- i realiteten blot et påskud for en politisk narcissisme, som i modstanden mod USA permanent er på jagt efter sin politiske identitet."

Her er vi hinsides insinuationen og tæt på uforfalsket mistænkeliggørelse. Også her ses en nutidig optik på fortiden: Den bærende kraft i krigsmodstanden i 1960'ernes sidste halvdel tænkte og agerede politisk, det var den tids forståelsesmåde, sådan som menneskerettighedsspørgsmålet er denne tids. Men der sker et generationsskifte i 1968, hvor den næsten 90-årige organisation, Studentersamfundet, bliver tvunget til opløsning af så a-politiske instanser som Told- og Skat, Københavns brandvæsen og en advokat i boligadministration.

Det venstreorienterede Studentersamfundet afløses af Det ny Samfund, af yngre, mere hedonistiske og mindre læsende årgange. Det er dem, der tegner den nye livsstil, de kreative, rastløse og selvbevidste børn af velstandsstigningen. Nogen af de ældre årgange hænger ved og besøger Thy-lejren, kommer rutinemæssigt i Huset i Magstræde, da det bliver en realitet. Nogen går i indre eksil og atter andre gør modstræbende deres studier færdige og bruger deres politiske engagement fagligt.

Nogen dør for tidligt og ikke altid af en overdosis.

De ældre årgange, blandt dem mange der huskede kolonifrigørelserne, blev krigsmodstandere efter Tonkin Bugt-resolutionen, hvor den amerikanske kongres gav grønt lys for at bombe Nordvietnam. Bombardementerne begyndte i februar 1965, det gjorde demonstrationer og møder også, og de handlede hverken om livsstil eller politisk narcissisme, men om elementær vrede.

Da jeg 30 år efter besøgte Haiphong, vældede vreden op igen. Nordvietnams største havneby var en skygge af sig selv, og de fleste bådflygtninge derfra forlod byen af økonomiske, ikke politiske grunde. En uheldig mand fortalte mig, at han bare ville væk fra sin kone, der nægtede ham skilsmisse.

Jeg snakkede også med amerikanske, tidligere militærrådgivere, der var kommet til Sydvietnam før det franske nederlag ved Dien Bien Phu i 1954. I midt-90'erne kom de tilbage med hvidt hår og penge, ikke fra kongressen men fra deres lokale kirkesamfund, Mr. Pyle, I presume?

1990'ernes Mr. Pyle var fuld af beklagelser over, hvor lidt han havde forstået dengang, hvor indviklet vietnamesisk politik havde været, hvor svært det var at tolke asiatiske signaler.

Imperiets dagsordener

Politik, menneskerettigheder, censur, propaganda og nationaløkonomi har været der hele tiden med forskellig vægtning i forskellige epokers offentlige debat og mediedækning.

En krig, hvor frygtelig den er, har en relativ begrænset varighed, også selvom den af det enkelte menneske føles endeløs (vietnamesernes begyndte med den japanske okkupation i 1940 og sluttede med den amerikanske tilbagetrækning i 1975). Et imperium, derimod, hvis det er betegnelsen værd, varer længe, dets horisont er ganske enkelt tåget - derude ved tidens rand.

Og det sker, at imperiet slår til endnu en gang og får det til at slå klik. En halv verden fik ganske meget godt byggeri, vandforsyning og gadebelysning ud af det romerske imperium. Englænderne fik om ikke andet så en masse stednavne ud af vikingerne på et senere tidspunkt. Hvad vi får ud af amerikanerne er mere broget, men slå klik nu og da - det gør det!

Det værste er, at imperiet altid sætter dagsordnen. For år tilbage skulle vi støtte Saddam Hussein, fordi han lå i krig med de iranske mullaher. For år tilbage skulle vi hade Sovjet, nu skal vi elske de postkommunistiske forsteninger i Uzbekistan, der skyder på vrede borgere og samtidig lægger baser til amerikanernes krigsførelse i Irak.

Men jeg har svært ved at rette mig efter imperiets dagsordner, når de er hinsides kynisme. De millioner af mennesker, der demonstrerede mod krigen i Irak, støttede jo ikke Saddam Hussein - de fleste vidste udmærket godt, hvad han havde gjort både mod sin befolkning og mod naturen. Kernen i det hele var ganske enkelt menneskers vrede, bl.a. huskede mange sikkert, at de amerikanske styrker ikke fortsatte til Bagdad og afsatte Hussein i den første golfkrig.

Men krigen kom. Med bl.a. dansk deltagelse. På et falsk grundlag, men med løfter om indførelse af demokrati i et forplaget land. For demokrati skulle irakerne have, om det så skulle indføres i bogstaveligste forstand på spidsen af en bajonet.

Jeg tror ikke på, at demokrati kan påtvinges nogen. Basra er nu engang ikke det samme som Tombstone, selvom borgerne begge steder og i begge tider helst vil leve i fred og elske deres børn og sælge deres varer. Vi behøver jo bare at se på smørhullet her, hvor en statsminister foragter rundkredspædagogik (et blandt flere elementer i samtalekulturen), og på imperiet på den anden side af havet, hvor man ikke har demokratiske ministre men moralister som i Tombstone.

Demokrati - for nu at parafrasere over den franske fotograf Henri Cartier-Bresson - tager tid, rødder dannes langsomt. Jeg tror også, at udviklingen af demokrati kræver et rimelig tillidsfuldt menneskesyn. Hvis man foragter mennesker og ynker dem som ofre, tja, så går det galt. Til sidst.

PS: Hvis der er slør i opfattelsen af den pågående krig i Irak, er det ikke resterne af venstrefløjen, der har et problem. Det er det anstændige borgerlige menneske, der tier med sin tvivl, jfr. manden, der burde være et borgerligt ideal, Erik Seidenfaden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu