Læsetid: 2 min.

Tomrum i Kosovo efter Rugovas død

Ibrahim Rugova efterlader magttomrum kort før afgørende forhandlinger om Kosovos fremtid
23. januar 2006

Pristina - Mens Kosovos parlament i går mindedes dets afdøde præsident Ibrahim Rugova ved en ekstraordinær samling, sagde den danske leder af FN-missionen i provinsen, Søren Jessen-Petersen, at Rugovas stræben efter et 'frit Kosovo' bør respekteres i enighed af alle provinsens politiske ledere.

"Og det er en vision, hvis virkeliggørelse er i jeres hænder, Kosovos politiske ledere, hvis enhed og engagement i præsidentens vision får vital betydning i de kommende måneder," sagde Jessen-Petersen ved mindehøjtideligheden.

"Igennem meget lang tid har Rugova været det definerende element i Kosovos politiske liv, og det er svært for os at forestille os Kosovos politiske liv uden ham," sagde Jessen-Petersen.

Rugova, der vil blive begravet i Pristina torsdag, var en landsfader for de etniske albanere i Kosovo. Han var stærk fortaler for en fredelig løsning af konflikten med Serbien og Montenegro og er blandt andet blevet kaldt 'Balkans Gandhi'. Hans død efterlader det store etniske flertal af albanere i et ledelsesmæssigt tomrum umiddelbart forud for forhandlinger om at sikre Kosovos uafhængighed af Beograd.

Planlagte forhandlinger under FN's ledelse mellem repræsentanter for regeringerne i henholdsvis Kosovo samt Serbien og Montenegro er nu blevet udskudt, og iagttagere vurderer, at splittelse mellem Kosovo-albanerne vil tage til efter Rugovas død.

"Der er en udbredt skepsis over for forhandlingerne og over for den udenlandske tilstedeværelse i Kosovo. En relativ ny radikal og nationalistisk bevægelse ønsker ikke forhandlinger, og den kan vinde terræn, når der ikke længere er en karismatisk og samlende lederskikkelse som Rugova til at repræsentere Kosovo-albanerne," hed det i en kommentar fra Balkan-kenderen Tue Magnussen, som også påpeger, at Rugovas LDK-parti igennem længere tid har mistet opbakning blandt vælgerne og kun fik omkring 45 procent af stemmerne ved det seneste valg.

Ønsker selvstændighed

Østrig, som for øjeblikket har EU-formandskabet, opfordrede alle parter til følge i Rugovas fodspor ved kommende statusforhandlinger.

Antagelig vil forhandlingerne om Kosovos fremtidige status blive indledt i begyndelsen af februar. Det store etnisk albanske flertal i Kosovo håber på, at forhandlingerne vil resultere i, at provinsen bliver et selvstændigt land i løbet af 2006.

Rugova døde i sit hjem i Pristina omgivet af sin nære familie, rådgivere og amerikanske læger. Han havde været under behandling i sit hus i Kosovos hovedstad, siden han blev diagnosticeret med lungekræft i september 2005.

Han modtog Europa-Parlamentets Sakharov-pris i 1998 for sin indsats for fred.

Kosovo er stadig en del af Serbien, men har været styret af FN og NATO siden 1999, hvor NATO-styrker greb ind over for den jugoslaviske hærs grove menneskerettighedskrænkelser over for etniske albanere.

Iagttagere siger, at der ikke er nogen lederskikkelser, som vil kunne træde i Rugovas sted på nuværende tidspunkt. Blandt kandidater, der er på tale som hans efterfølger i præsidentembedet, er den tidligere albanske partisanleder Hashim Thaci og Kosovos nuværende premierminister, Bajram Kosumi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu