Læsetid: 4 min.

Vi skal tone rent FN-flag

4. januar 2005

Danmarks FN-ambassadør Ellen Margrethe Løj kan i år og næste år sidde med ved bordet i Sikkerhedsrådet i New York. Løj og lille Danmark har med pladsen fået en uforholdsmæssig stor mulighed for at rette lidt op på verdens skæve gang. Men medlemskabet har en pris: Vi skal lade handling følge flotte erklæringer. Og her har vi et efterslæb, som bl.a. skyldes noget så FN-fjernt som det danske EU-forbehold på forsvarsområdet. Kort før medlemskabet af rådet trådte i kraft ved årsskiftet sagde lederen af FN’s fredsbevarende styrker, Jean-Marie Guéhenno i et interview med Ritzau: »Vi ville meget gerne have lande som Danmark til at være mere til stede under FN’s flag.« Med den udtalelse trykkede han hårdt på Danmarks mest ømme punkt i forhold til FN. I modsætning til før i tiden bidrager vi ikke med ret mange soldater til FN’s fredsbevarende operationer. For tiden er ca. 40 danskere under FN-kommando hovedsageligt som militærobservatører. De udgør under fem procent af de omkring 1.000 mand, som Danmark har udsendt til internationale opgaver.
I stedet for at være under FN’s blå/hvide flag er danske styrker bl.a. underlagt amerikanske generaler i Irak og NATO-kommando i Afghanistan. Når regeringen er tilbageholdende med at risikere danske soldaters liv for at opfylde Sikkerhedsrådets resolutioner, sender den politisk nogle helt forkerte signaler. Som lille land er det i vores soleklare interesse, at FN får magt, som det har agt. Hvad 191 medlemslande stort set kan blive enige om, er langt mere bæredygtigt for kloden, end hvad én mand i Det Hvide Hus kan blive enig med sig selv om. Godt nok betaler Danmark meget til den internationale stabilitet i form af vores relativ store u-landsbistand. Men det tungeste politiske signal – om at vi vil FN, og at verdensorganisationen skal være mere end de gode viljers klub – er trods alt at sætte danske soldaters liv på spil.

Når der ikke går danske Jens’er rundt med blå baretter på i diverse konfliktzoner, har det flere årsager. Den ene er, at statsminister Anders Fogh Rasmussens regering har været så ivrig for at følges med USA i krig i Afghanistan og Irak, at det kniber med penge og mandskab til også at løse opgaver for FN. En anden forklaring er, at de færreste hjemlige politikere har lyst til at skulle forklare forældre med soldatersønner, hvorfor unge mænds liv skal sættes på spil i f.eks. fjerne egne af Afrika, som hverken økonomisk eller sikkerhedspolitisk har særlig stor betydning for Danmark. En tredje forklaring er det danske EU-forbehold på forsvarsområdet. Forbeholdet på det militære område, som blev indført for 12 år siden, har den virkning, at hvis FN overdrager kommandoen for en operation til EU, så kan Danmark ikke udsende soldater. Det så man f.eks. i foråret 2003. Da bad FN EU om at genoprette roen i det nordøstlige Congo, og Frankrig stillede sig i spidsen for EU-operationen Artemis.
Herhjemme sagde udenrigsminister Per Stig Møller, at Danmark desværre ikke kunne bidrage med soldater i Congo, for det ville være »at fifle med forbeholdet.« Samme Møller gjorde også i september forrige år forbeholdet til et problem for den danske indsats i Sikkerhedsrådet. Han skrev: »I lyset af FN’s øgede interesse for at anvende EU som regional organisation til krisestyring kan vi komme i den paradoksale situation, at vi (Danmark, red.) i FN’s Sikkerhedsråd er med til at rette en anmodning til EU om at udføre en krisestyringsopgave i f.eks. Afrika, som vi i EU dernæst må afslå at bidrage til som følge af vores forbehold.«Hvor stor en forhindring, EU-forbeholdet reelt bliver for at udsende danske soldater, er svært at vurdere nu. Det første sted i Afrika, Danmark af FN vil blive bedt om soldater til i år, bliver nok meget snart i Sudan. Her er der netop indgået en fredsaftale mellem Nord og Syd, og Stig Møller har tidligere lovet, at vi vil stille med 45 soldater til en FN-indsats, som der nok bliver taler om. På længere sigt er det imidlertid meget tænkeligt, at EU vil få ansvaret for flere Afrika-indsatser under FN f.eks. i Vestafrika eller i det centrale Afrika. Det er nemlig vedtaget i EU, at man vil opbygge 14 såkaldte kampgrupper af ca. 1.500 soldater, der især skal indsættes for FN i Afrika. Opbygningen af grupperne er i gang, men Danmark står på grund af forbeholdet uden for det arbejde. Reelt kan forbeholdet efterhånden blive en hæmsko for, at Danmark kan påtage sig et rimeligt medansvar for fred i verden. Derfor er det også trist, at politikerne som et led i det nationale kompromis med SF om EU’s kommende forfatningstraktat er blevet enige om, at man skal tage en folkeafstemning om traktaten før en afstemning om de fire danske forbehold i forhold til forsvar, euroen, retsligt samarbejde og unionsborgerskab. Traktat-afstemningen kommer sandsynligvis først om et års tid i 2006, så en afstemning om at fjerne bl.a. forsvarsforbeholdet må vente til senere i 2006 eller måske 2007. Det på trods af at f.eks. en meningsmåling fra Gallup i november viste, at halvdelen af danskerne vil have et eller flere af forbeholdene afskaffet, mens kun hver fjerde vil bevare dem. Det danske medlemskab af Sikkerhedsrådet rinder ud den 1. januar 2007. Inden da har rådet haft adskillige konflikter til behandling og vedtaget, at soldater skal forsøge at modvirke blodsudgydelser. Hvis det danske forsvarsforbehold har hindret fornuftig dansk deltagelse en eneste gang, vil det kaste en stor skamplet på især SF. hai

hai

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu