Læsetid: 3 min.

Toni er våbnet mod det tyske fort

Tyskland har ikke tabt en landskamp i Dortmund i 71 år. Det bliver noget af en opgave for den genoplivede italienske målkonge Luca Toni
4. juli 2006

DORTMUND - Italien har en målkonge sprængfyldt med selvtillid. Tyskland har helten Jens Lehmann mellem stængerne og en uindtagelig fæstning i Dortmund. De store linjer er trukket op for en klassisk semifinaledyst mellem Italien og Tyskland, der samtidig er krydret med en tv-sag, der kan koste Torsten Frings karantæne.

Det er Europas to store VM-nationer, der støder sammen tirsdag aften. Begge hold har tre gange løftet det eftertragtede trofæ. Nu gælder det så om at løse billet til finalen den 9. juli i Berlin mod enten Portugal eller Frankrig.

Tyskerne vil gå ind til kampen med en følelse af, det ikke kan gå galt. I kvartfinalen mod Argentina beviste holdet, at det ikke er en tilfældighed, at Tyskland aldrig har tabt en straffesparkskonkurrence i en VM-slutrunde. Så der vil være mentalt overskud, hvis også semifinalen kræver sådan en gyserafslutning. Og så er der altså det her med den tyske lykkeplæne i Dortmund. Tyskland har spillet 14 landskampe på den bane inden for 71 år, og det er blevet til 13 sejre og en enkelt uafgjort. Uafgjort var i 1977 mod Wales, og der er noget særligt med tilhængerne i det område.

"Dortmund-tilskuerne er et fænomen. De vil være vores 12. mand," siger Werden Bremens midtbanespiller Tim Borowski.

Målkongen

Over for det står så Serie A's kronede målkonge Luca Toni fra Fiorentina.

Indtil kvartfinalen mod Ukraine havde han haft et hæsligt VM. Afslutningerne var der, men pludselig ramte han ikke målet længere. Det var svært at forestille sig, at den langlemmede angriber i den forgangne sæson havde sat rekord i nyere tid med 31 fuldtræffere.

Men forløsningen kom så mod Ukraine og så endda to gange. Nu er Luca Toni igen oven på. En herre Per Mertesacker og Christoph Metzelder skal holde godt øje med. Luca Toni har samtidig et rigtig godt blik for pasningen, hvis angrebskollegaen Alberto Gilardino står bedre placeret.

Meget af det italienske opspil går igennem AC Milans Andrea Pirlo, og det ligner en opgave for Torsten Frings, der næsten fik udraderet Argentinas Juan Ramon Riquelme. Men der er kommet et efterspil, hvor tv-billeder viser, at Torsten Frings i tumulten efter kvartfinalen slog på en argentiner. Det kan give Frings karantæne og svække den tyske midtbane.

Tyskerne har i flere kampe spillet rigtig godt, og der har været mange mål i angrebsduoen Miroslav Klose og Lukas Podolski. Men det bliver en alvorlig opgave mod italienerne. Verdensklassemålmanden Gianluigi Buffon har efter fem kampe kun lukket et selvmål ind. Og Fabio Cannavaro har usvigelig sikkert styret sit midterforsvar. Det bliver en interessant duel mellem de to Juventus-stjerner og så VM-topscorer Miroslav Klose, der indtil videre klart fører målscorertabellen med sine fem mål.

Et sidste stort tema i de tyske aviser er venskabskampen den 1. marts i år i Firenze, hvor Italien vandt 4-1 over Tyskland, men den kamp bliver sjovt nok nedtonet i begge lejre.

"Det bliver helt anderledes end 4-1-kampen. Det var en venskabskamp i Italien, og det her er en VM-semifinale i Tyskland. Jeg er sikker på, det bliver en svær kamp for begge hold," siger Gianluca Zambrotta.

Italienerne må sandsynligvis stadig undvære skadede Alessandro Nesta, og pladsen går formentlig til Inters Marco Materazzi, der har afsonet karantænen fra udvisningen mod Australien.

ritzau

Forventede startopstillinger:

Tyskland (4-4-2):

Jens Lehmann - Arne Friedrich, Christoph Metzelder, Per Mertesacker, Philipp Lahm - Bernd Schneider, Torsten Frings, Michael Ballack, Bastian Schweinsteiger - Lukas Podolski, Miroslav Klose.

Landstræner: Jürgen Klinsmann.

Italien (4-3-2-1):

Gianluigi Buffon - Gianluca Zambrotta, Marco Materazzi, Fabio Cannavaro, Fabio Grosso - Simone Perrotta, Andrea Pirlo, Gennaro Gattuso - Francesco Totti - Luca Toni, Alberto Gilardino.

Landstræner: Marcello Lippi.

Dommer: Benito Archundia, Mexico.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her