Læsetid: 4 min.

Tony og George

22. november 2003

HVORFOR er britiske Tony Blair – socialdemokrat, forpligtet på reformer og modernisering af velfærdsstaten, Oxford-uddannet jurist, varm EU-tilhænger – tilsyneladende så begejstret for den amerikanske præsident George Bush – en præsident med hang til pinlige fortalelser, med en omdiskuteret intellektuel kapacitet, kendt for bl.a. negligering af internationale aftaler om miljø og en forkærlighed for at slå først og spørge bagefter?
Spørgsmålet er igen relevant på grund af den amerikanske præsidents aktuelle statsbesøg i London, som sluttede i går. Det er heller ikke helt enkelt at besvare.
Hvad man først må notere sig er, at forholdet mellem Tony Blair og George Bush ikke kan reduceres til en relation mellem to top-politikere, som svinger godt sammen. Personlig kemi betyder meget – også i verdenspolitik, og at de to politikere respekterer hinanden, er klart. De mener begge to, at den anden leverer ærlig politik og handlekraft – at det, der bliver sagt, også bliver gjort. En i vestlig politik ret sjælden åbenhed omkring deres religiøsitet forener dem også. Ikke desto mindre er det tydeligt for enhver, at Blair var langt mere afslappet som person i Bill Clintons selskab. Blairs kropssprog, når han er sammen med Bush, fortæller om en venlig mand, men med en lidt uafslappet attitude. Som en diplomatisk iagttager udtrykte det over for denne avis for nylig, er der ingen tvivl om, hvem af Bush og Clinton, Blair ville vælge, hvis han skulle gå i sauna med en af dem.
Med andre ord må den varme relation mellem den amerikanske og britiske leder ses i konteksten af det ’særlige forhold’ mellem USA og Storbritannien. Termen blev brugt første gang i beskrivelsen af det tætte bånd mellem USA’s præsident Franklin D. Roosevelt og den britiske premierminister Winston Churchill under Anden Verdenskrig. Antallet af levende borgere i de to lande, der i dag husker krigen, er af naturlige årsager stærkt på retur, men det, man kunne kalde den institutionelle hukommelse, er dybere rodfæstet og ikke knyttet til konkrete personer. Frihedsværdierne og den fælles historie, kultur og sprog lever i befolkningen, selv om forbindelsen muligvis betyder mest for briterne.

MEN SELV om følelser og fælles værdier er et stærkt folkeligt fundament at stå på for enhver politiker, leder folkelig forståelse langt fra altid til fælles udenrigspolitiske prioriteringer, hvilket de skandinaviske lande er et eksempel på.
Når Blair står sammen med Bush, er det derfor først og fremmest fordi, han ser en distinkt national interesse for Storbritannien heri. Der er klare økonomiske, militære og politiske fordele i et venskab med verdens eneste reelle supermagt, men det er også den eneste måde, han vurderer, han kan få indflydelse på USA’s politik på. Blair er i dag den eneste EU-leder, som betyder noget i Det Hvide Hus. Og det betyder, at Storbritannien f.eks. kan skubbe USA langt længere ned ad FN-vejen, end det ellers havde været tilfældet. I dagens Irak peger diplomater i London på, at opspeedningen af overdragelsen af magt til irakerne er en politik, briterne har skubbet på for, og som den amerikanske chefadministrator, Paul Bremer, har været imod.
For EU betyder det, at Blair i dag er bindeleddet mellem unionen og USA. Og betydningen af, at den transatlantiske alliance mellem USA og EU fungerer, er uvurderlig. For sikkerheden, stabiliteten, handlen og velfærden. Derfor hviler den britiske udenrigspolitik på de to søjler: USA og EU. Ledetråden er, at USA må engageres så meget som muligt i resten af verdens affærer. Derfor har Blair igen og igen advaret mod »anti-amerikanisme« som »katastrofalt« for EU’s udenrigspolitik.

MEN VIGTIGST af alt for at forstå det gode forhold mellem Bush og Blair er, at Blair forstår, hvad der skete med USA den 11. september. Og han er enig i konsekvensen. Den britiske premierminister deler simpelthen den amerikanske analyse af den nye globale trussel fra kombinationen af fundamentalister og terrorister. Og de nyeste horrible terrorangreb på det britiske konsulat i Istanbul og den britiske storbank HSBC i torsdags vil blot forstærke enigheden, som man kunne høre i den afsluttende pressekonference, som de to politiske ledere holdt i det britiske udenrigsministerium torsdag.
Endelig har den entydige amerikanske fordømmelse af terror også haft en anden – ofte overset – indenrigspolitisk betydning i Storbritannien. Den indirekte opbakning til IRA, som i årtier kom fra indflydelsesrige irske kredse i USA ophørte brat den dag tårnene i World Trade Center faldt. Den afledte reduktion af sikkerhedsforanstaltninger i London har sparet det britiske politi langt mere end f.eks. de 50 millioner kroner, som anslås til at være ekstraudgiften til sikkerhed under Bush-besøget. Der er mange gode grunde for Tony Blair – for en hvilken som helst britisk premierminister – til fortsat at holde sig til sin bedste ven i Washington. Uanset hvem, der sidder i stolen i Det Hvide Hus. Republikaner eller demokrat. Cowboy eller ej.

AG

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu