Læsetid: 2 min.

Topalov skuffer i Sofia

Verdensmesteren kan ikke få spillet til at køre på sin hjemmebane
19. maj 2006

SOFIA - maj. En af årets stærkeste skakturneringer er i fuld gang her i den bulgarske hovedstad. Og på sin hjemmebane har verdensmesteren Veselin Topalov sikkert gerne ville vise sine mange fans, at han er herre i eget hus.

Det er indtil videre ikke lykkedes ham. Efter nogle remiser og et smerteligt nederlag som hvid mod Anand, verdensranglistens toer og bulgarerens stærkeste rival, vandt Topalov ganske vist et smukt parti, da han i femte runde havde hvid mod Gata Kamsky, men allerede i sjette. runde måtte han indkassere en ny bolle, bagt af den russiske stormester Peter Svidler, der tørrede verdensmesteren lige inden første tidskontrol og havnede i et slutspil med løber og to bønder mod Topalovs tre bønder.

Og den teknisk velfunderede russer løste den opgave uden besvær: Topalovs bønder faldt som modne blommer fra et træ, Svidler behøvede blot ruske lidt i stammen. Og da Kamsky igen kom på sejrskurs - denne gang med en fin gevinst over ukraineren Ruslan Ponomariov - generobrede den amerikanske stormester førstepladsen, idet stillingen efter de første seks af i alt ti runder er: 1. Kamsky, USA, 4,5 points. 2. Anand, Indien, 4 p. 3. Svidler, Rusland, 3,5 p. 4. Topalov, Bulgarien, 2,5 p. 5. Bacrot, Frankrig, 2 p. 6. Ponomariov, Ukraine, 1,5 p.

Bulgarerne må trøste sig med, at Topalovs hidtil enlige gevinst (mod Kamsky) var noget af en skaklig skønhedsåbenbaring. Med de hvide brikker tiltvang han sig relativt hurtigt en klar fordel:

1.d4 d5 2.c4 c6 3.Sf3 Sf6 4.Sc3 a6 5.c5 Sbd7 6.Lf4 Sh5 7.Ld2 Shf6 8.Tc1 g6 9.h3 Dc7 10.g3 Lg7 11.Lf4 Dd8 12.Lg2 Sh5 13.Lg5 h6 14.Ld2 0-0 15.e4 dxe4 16.Sxe4 Shf6 17.Sc3 Te8 18.0-0 Sf8 19.Db3 Se6 20.Le3 Sc7 21.Se5 Sfd5 22.Sxd5 Sxd5 23.Ld2 Lxe5 24.dxe5 h5 25.Tfe1 Dc7 26.e6!

Energisk og elegant.

26. - Lxe6 27.Txe6! - et langsigtet og smukt kvalitetsoffer - fxe6 28.Te1 Dd7 29.Dd3 Kh7 30.Te5 Sf6 31.De3 Kg7 32.Le4 Kf7 33.Lc2 Tad8 34.Dh6 Tg8 35.La5 ...

Det hvide løberpar virker uimodståeligt, og Topalov udnytter det virtuost:

35. - Dd4 36.Lc3 Dc4 37.Lb3 Dd3 38.Lxe6+ Ke8 39.Kg2 Tf8 40.Dg7 Td5 41.Lf5 Tf7 42.Txe7+!

Bravo, Topalov. Kamsky opgav frem for at lade sig sætte mat.

I Sarajevo delte tre spillere førstepladsen i Bosna 2006. Magnus Carlsen, Nisipeanu og Malakhov scorede i det meget jævnbyrdige felt alle 5,5 af 10 mulige - Magnus gik som den eneste ubesejret gennem turneringen. Han er ligefrem ved at blive solid som et stykke norsk grundfjeld.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her