Læsetid: 3 min.

Tordenfuglens varme vinger

12. april 2006

På det seneste har jeg set gyserfilm, læst okkulte fiktioner og tegneserier. Det er god eskapisme. For det giver på sin egen måde en slags lindring imod den langt mere uhyggelige virkelighed, der vælter én i møde, når man dagligt åbner for radioen eller kløjes i kaffen til tv’s nyhedsdækning af vold, trusler, bedrageri, politiske magtkampe og menneskelig fornedrelse.
For ikke at nævne de trættende reklamesøjler fra det paradisiske overflodssamfunds bugnende lagre, der inden for samme nyhedstime gør virkelighedens sammensathed endnu mere surrealistisk. Her kommer musikken så ind – nærmere bestemt to udgivelser med noget på hjerte: Cassandra Wilsons Thunderbird og Ole Paus’ Sanger fra et hvitmalt gjerde i sjelen.
De er ikke løsninger på noget som helst, men udgør kunstneriske stemmer med jordforbindelse og en inspirerende nærhedsetik.
Kreativ udbygning
Blue Note-udgivelsen med Wilson er en pragtfuld plade fra en af amerikansk musiks mest konsistente og begavede, nytraditionalistiske stemmer. Wilson benytter her den nordamerikanske myte om Tordenfuglen, som kom fra guderne for at beskytte menneskene imod ondt, som metaforisk ramme for sin musik.
Hendes vokal er fortsat som en varm, støvet brise, der sitrer og svæver intimt og dog verdensfjernt omkring i en pulserende, rytmisk distinkt iscenesættelse, mere pågående og bastant, end hørt i mange år fra Wilson. For selvom fundamentet fortsat er den rurale bluesmusik og jazzrødder fra Mississippi-deltaet i en grad ligesom den personlige hjemstavnsrejse, Belly of The Sun (2002), repræsenterer Thunderbird en kreativ udbygning af Wilsons musik i det seneste tiår.
Samarbejdet med den fremragende producer, T-Bone Burnett, og nye musikere som Jim Keltner og Bill Maxwell (trommer), Marc Ribot (guitar) og Keefus Ciancia (keyboards, drum programming) har tilført en mere pågående, rock- og hiphop-inspireret lyd af beats og tilbagelænet soul/funk. Virkningen er overvældende.
Sugende i mellemgulvet
Efter den lidt konforme åbning med ’Mexico’ kommer to mesterligt udførte sange, Jakob Dylans ’Closer to You’, og den anonyme traditional, ’Easy Rider’, der udmærker sig ved deres atmosfæreladede puls og dynamik. Der er undervejs også en smuk duet, ’Red River Valley’, mellem Wilsons slørede røst og Marc Ribots slide-guitar.
I Wilsons egen ’Poet’ lægger Ciancia troldmandskyndigt mystiske klange under en lifligt groovende musikalsk bund, og ’Strike a Match’ er T Bone Burnetts og E. Coens kældervison om et menneske i famlende mørke, turbulent og skræmmende iscenesat. Thunderbird er hele vejen en rigt facetteret plade, dampende af blå følelse og menneskelig længsel, der i passager virker svimlende i hovedet og sugende i mellemgulvet.
Humanistisk øretæve
Et andet sted på kloden, nemlig oppe i Norge, har den efterhånden 59-årige sangskriver og troubadour, Ole Paus, begået en smuk, indfølt, bulet, til tider spiddende satirisk, humanistisk øretæve til nordmanden i os alle om at holde fast i den smule menneskelighed og varme, vi har tilbage, selvom grådigheden gnaver i og omkring os, selvom vi ikke er perfekte, selvom vi snubler i stavelserne, selvom ansigtet bliver furet og (over)blikket svigter.
Paus er tydeligt rystet over, hvad han ser og mærker omkring sig i verden (læs: rare, rige, selvfede Norge), men han har ikke resigneret. Sanger fra et hvitmalt gjerde i sjelen består af en række enkle, direkte sange, bragt til live af hans hæse vokal og fem kyndige unge musikere. Han insisterer på den anstændighed og det fællesskab, vi har tilbage til hinanden i en hurtigt accelererende kultur med store biler, travle mobiltelefoner, dyre lån og en uigennemskuelig, magtkorrumperet politisk verden.
I sporet efter Dylan
I det ene øjeblik får vi ’En liten ouverture til Dommedag’, som ingen har bemærket, er på vej, eller sangen om nabosønnen, der ulykkelig hænger sig i loftet på grund af en formynderisk mors stramme opdragelse. I næste nu er der sol og strand og myg og ro og mag i små hverdagssceners poesi.
Paus ligger i sporet efter Bob Dylan og Leonard Cohen. Fra Dylan har han lært sin skarpe timing i brug af ord og stavelser. Paus’ stemme er rusten som hængslerne på et hønsehus, men ånden er stærk ligesom evnen til at udnytte den begrænsede stemme. Således synger han ordene, »kjæreste, kjæreste, jeg savner deg her / Det eneste menneske på jorden som ser meg som den jeg er«, med en rørende ægthed.
Den skramlede, semi-akustiske iscenesættelse af folk-, country- og bluessange, ægte håndspillet med guitarer, banjo, violin, slagtøj, harmonika, sav m.m., er et sindbillede på denne forslåede men ægte menneskefølelse.

Cassandra Wilson: Thunderbird (Blue Note)
Ole Paus: Sanger fra et hvitmalt gjerde I sjelen (Kirkelig Kulturverksted)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu